Jeg er vokset op i en kernefamilie med far, mor og børn. Jeg har to søskende, Jan og Agnes. Vi boede i Risskov i Aarhus tæt på det psykiatriske hospital. Vores nabo var min fars søster, der havde fem børn, og længere nede ad vejen boede hans anden søster. Det var sådan lidt tyrkisk i det med familien helt tæt på. Jeg kan godt lide sådan noget. Men det er svært at opretholde i dag.
Jeg kan godt lide princippet om, at du ikke kan fravælge din familie. Man skal hjælpe hinanden. Sådan gjorde vi også i min familie. Der var et familiemedlem, der havde en bondegård, og når han havde brug for hjælp på gården, så kom vi alle med en rive og skovl og hjalp til. Hjælpsomhed var den største værdi i min familie.
Den lykkeligste tid i mit barndomshjem var, når der var færinger på besøg - min mor er fra Færøerne. Så talte de færøsk og spiste færøsk mad. Flere af dem kunne også spille musik.
Jeg tror, min mor savnede Færøerne meget. Men hun blev ligesom fanget i Danmark af os børn.
Sådan var det dengang, man blev fanget af den skæbne, man fik tildelt. Men når der var færinger på besøg, så blev hun altid så lykkelig. Min far var også glad, for så kunne han drikke en øl.
Der var mange fantastiske ting,da jeg var barn. Vi boede lige ved siden af Kurt Thorsen, som var min barndomsven. Hans far lærte os at køre Cadillac. Når man som 13-årig fik lov at køre i den, så var man noget nær lykkelig. Det var en enestående oplevelse.
Min faster Kis var min allierede. Vi svingede godt sammen. Jeg var et lidt uroligt barn, men hun skældte ikke ud. Når jeg kom hjem fra skole, og min mor arbejdede, så gik jeg tit over til faster. Jeg kan huske en episode, hvor vi i skolen havde haft om evolutionsteorier. Vi havde lært om Darwins survival of the fittest, men også om Lamarck og hans teori om, at giraffen har fået en lang hals, fordi den har strakt sig efter de høje blade. Den dag efter skole sad jeg hos faster Kis og fortalte hende om det, jeg havde lært, men jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om, hvad ham Lamarck hed. For at hjælpe mig tog faster Kis sit leksikon i 22 bind, og så sad hun ellers med mig og gennemgik hvert eneste bind, indtil vi nåede til L og fandt ud af, at hans navn var Lamarck. Hun havde tid til mig.
Faster Kis lever endnu,og jeg besøger hende en gang imellem. Men generelt er jeg meget bekymret for, om jeg besøger min familie nok. Samfundet har ændret sig meget. Familiens problem i dag er, at man skal rejse for at arbejde.
En fest i min familie består af mad og drikke i rigelige mængder, taler og lejlighedssange. Jeg skriver altid selv en sang eller to. Det er hyggeligt og dejligt. Vi hører aldrig musik under middagen, der skal man snakke. Sådan var det også i mit barndomshjem: Vi måtte ikke have radioen eller fjernsynet kørende, når der var gæster. Man skulle snakke sammen - også gerne om tunge emner som politik. Det gav vitaminer til samtalen. I mange af mine kammeraters hjem måtte de ikke snakke om ting, de var uenige om, hvilket jeg synes, er noget vrøvl. Samtalen er hemmeligheden.
Jeg tror på, at vores opvækst definerer os. At alt jeg er og har, det er noget, jeg har fået med mig fra min barndom. Jeg har lært at være hjælpsom. At jeg hver dag skal gøre lidt for at komme i himlen. At der er vigtigt at mødes med dem, man holder af. I Anonyme Alkoholikere siger vi, at åndelighed ligger i traditionerne. Mange folk har et meget intellektuelt forhold til traditioner, men jeg tror bare, at det handler om at mødes og holde dem ved lige.
Jeg har lært mine børn forskellen på at låne og få, på dit og mit. Jeg har lært dem, at du altid skal passe på, hvem du behandler dårligt på vej op, for du møder dem på vej ned. Og så har jeg lært dem at arbejde - helt bogstaveligt at knokle. Hvis de ikke kan bruge deres fine uddannelser, så kan de altid finde et andet arbejde, for de kan knokle. Så håber jeg, at jeg har lært dem at have tillid til folk. Man skal tillade sig at satse på mennesker! Det kommer for forældre som mig selv også til udtryk ved, at man skal vise tillid til sine børn. Turde sætte dem fri.