Enhver kvinde kan til mindste detalje berette, hvordan en rigtig fin sommerhusstemning bør komme gæsterne i møde.
Det er noget med blomstrede vattæpper skødesløst henkastet over de hvide Drachmann-havemøbler, markblomster i glaskande på havebordet, der er afskallet og slidt på den fede måde, sodavandsflaske med patentlukning indeholdende hjemmelavet saft af selvplukkede bær, hjemmebagt, økologisk brød, lillepigen i hvid flæsekjole med kurv under armen og krans af mælkebøtteblomster i håret, mor i smarte sandaler, brune arme og stråhat, terrasse a la Provence med grove keramikkrukker og blomster i pink og lavendel, krydderurter i yndige afskallede lerpotter, de helt rigtige lanterner med fyrfadslys til ophæng og så videre og så videre.
Billedet er en kliché, som vi er blevet stopfodret med, siden vi kunne læse.
Damebladene sælger den samme historie i varierende indpakning, og den kvinde findes næppe, som ikke aller inderst inde kunne tænke sig at byde sine gæster velkommen i den danske sommer med ovenstående kliché. Eller dele af den. Se bare på de mange boutique'er med afskallede, hvide havemøbler, zinkbaljer, blondegardiner og sylteglas a la anno dazumal. De gode, gamle dage vender altid tilbage, og konerne står i kø til de småblomstrede sommerdrømme.
Et mere realistisk sommerhusbillede består af dage med slidte cowboybukser, gamle krimier og solbagt træværk. Eller dage med malerpensel, sav og profilbrædder. Uanset om man forbinder sommerhusferie med at sidde i en krog og slå huller i luften, mens skvalderkålen gror om én, eller man står midt i renoveringen af vindskeden, og høvlspånerne står om én, så kan gæster være en kærkommen afbrydelse – eller det modsatte.
Gæster og fisk har det tilfælles, at de lugter ilde på tredjedagen, siger et gammelt ord.
Hvordan er man en god gæst? Og hvordan er man en god vært? Må man lige falde forbi, da man alligevel var i nærheden, og hvor længe må man blive? Bør den gode vært slippe alt, hvad hun har i hænderne og stå på pinde for sine gæster, eller skal hun sætte dem i gang?
Inge Correll, leder af konferencecentret Havreholm Slot, blev udråbt som vore dages Emma Gad, da hun i 1991 skrev bogen "Takt og nye toner" ud fra den betragtning, at det aldrig bliver umoderne at opføre sig ordentligt. Hun inddeler sommerhusgæster i tre kategorier: Dem der kommer uanmeldt, dem der ringer i forvejen og spørger, om de må komme, og dem der er inviteret.
Hvad angår de uanmeldte, så er det i Inge Corrells øjne fuldkommen uacceptabelt. Man møder ikke bare op, selv om man befinder sig lige i området.
– Det kan man simpelthen ikke være bekendt. Alle mennesker har deres program og deres planer, og det mindste man kan gøre, er at ringe i forvejen, siger hun.
Som vært kan man ifølge Inge Correll betjene sig af dette lille fif, hvis man ser uanmeldte gæster komme op ad havegangen, og det absolut ikke passer ind i planerne: Tag overtøj på og sig: Åh, hvor ærgerligt – jeg stod lige og skulle gå.
Ringer gæsterne i forvejen, får man som vært mulighed for at tage stilling til, om det er en god idé. Inge Correll råder til, at man er åben og ærlig og siger tingene, som de er. For eksempel: Ved du hvad, det passer faktisk dårligt i dag.
– Drejer det sig om gode venner, er der ingen, der bliver stødt af den grund. Men siger man ja, så må man også være den gode vært, hævder hun.
Inviterede gæster bliver ofte til mere end ét måltid, og i flere tilfælde overnatter de. Det afhænger af, hvor sommerhuset ligger. Selv har Inge Correll sommerhus i Frankrig, så hendes gæster kommer ikke bare forbi til en kop kaffe.
– Vi midaldrende kvinder vil så gerne gøre det hele for vores gæster, men vi skal altså ud af flinkeskolen. Ellers ender det med, at vi har brugt det meste af vores ferie på at købe ind, lave mad og vaske op. Og så går vi og surmuler over det. Jeg vil ikke være hotelvært, når jeg er i sommerhus. Det er også min ferie. Derfor må vi deles om opgaverne. For det første skal mine gæster selv tage sengetøj med. For det andet får de konkrete opgaver til dagene. Nogle laver morgenmad, nogle tager sig af frokosten, nogle finder udflugtsmål, og jeg laver for eksempel middagen. Og alle hjælper med at rydde af og vaske op. På den måde bliver det også nemmere for gæsterne, for de ved, hvad de skal gøre, og de ved, hvornår de har fri, siger Inge Corell.
Sådan foregik det ikke, når Marie-Claire Thorsen, tolk og translatør, havde gæster. Hun og hendes mand købte i 1964 et hus ved Skjoldenæsholm – en times kørsel fra København – og mange venner og bekendte fra hovedstaden slog ofte et slag forbi, nogle gange et langt slag.
– Jeg kan huske, at når vi sad på terrassen og hørte en bil køre op i indkørslen, så tænkte jeg: Uha, uha, hvem er nu det, og hvad har jeg i fryseren? Jeg fik hurtigt anskaffet mig to store frysere. Selvfølgelig passede det ikke altid så godt. En frokost kunne nemt tage hele dagen, og selvom jeg holder meget af at lave mad, så er der dog noget arbejde ved det. Hvis folk ringede i forvejen, sagde jeg altid ja, så jeg har jo selv været ude om det, siger Marie-Claire Thorsen, der indrømmer, at hun også lå vandret i haven, før hun fløj i køkkenet.
Havde hun gæster i flere dage, havde de ofte noget af maden med, men Marie-Claire Thorsen sørgede selv for alt sengetøjet – både at lægge det på, tage det af og vaske det. Det er først de seneste år, hun har bedt folk selv tage sengetøj med.
Hun er i øvrigt ikke enig med Inge Correll om, at uanmeldte gæster er uacceptabelt.
– Hvis man kender hinanden vældig godt, og gæsterne kan fornemme, at værterne synes, det er hyggeligt, så er det efter min mening helt i orden. Og også lidt sjovt. Gæsterne kan have en kage eller lignende med, og de bør ikke blive hængende. De kan jo indlede med at spørge, om de forstyrrer, og så sige, at de går igen om en time eller to, siger Marie-Claire Thorsen.
Netop det uanmeldte besøg kan udgøre en del af charmen ved at være i sommerhus, mener Kirsten Howitz, jurist med sommerhus i Asserbo.
For tiden er en anden, og både gæster og værter tager det hele mere afslappet.
– Men jeg er altså ikke bleg for at sige, hvis det ikke passer ind i vores planer. Det er det mest hæderlige, siger Kirsten Howitz og tilføjer, at børnene og deres familier i den forbindelse ikke er gæster. De kan komme når som helst uden varsel.
Inviterede gæster er ofte overnattende gæster hos Kirsten Howitz og hendes mand. Men det skal være aftalt på forhånd, og det bør være værten, der foreslår overnatning – ikke gæsterne.
Er der tale om overnatning, tager Kirsten Howitz meget gerne imod et tilbud fra gæsterne om at medbringe sengetøj, men hun kan ikke få sig selv til at bede om det.
– Jeg er nok for vag i min udmelding, og det er egentlig for dårligt, for både vært og gæster ville have det bedre med, at der blev meldt klart ud. På samme måde kan jeg heller ikke få mig til at gribe fat i en gæst og spørge, om vedkommende vil skylle salat eller skrælle kartofler. Det er kun, hvis de selv spørger, om de kan hjælpe til, siger hun.
Ved morgenmaden er man som gæst i Kirsten Howitz' sommerhus frit stillet. Den der står først op, laver kaffe, og ellers klarer man sig selv i den rækkefølge, man dukker op.
– Det hele er jo mere enkelt i et sommerhus. Servicet er bare det basale, og jeg går ikke op i, om dug og servietter matcher, som jeg måske ville gøre til en middag hjemme i hverdagsboligen. Jeg hopper og springer heller ikke så meget for gæsterne i sommerhuset. Jeg tror, at både vært og gæster sætter pris på den mere afslappede holdning i sommerhuset, siger Kirsten Howitz.
For hende er den afgørende forskel på at have gæster i fritidshus og i hverdagsbolig, at man får talt mere i dybden med gæsterne i fritidsboligen.
– Der vil ofte være flere måltider eller i hvert fald eftermiddagskaffe og aftensmad til gæsterne i sommerhuset. Det indebærer, at vi skal foretage os et eller andet aktivt mellem måltiderne. Vi har gæstecykler, og vi holder meget af at cykle eller gå tur i skoven eller langs stranden. Man taler rigtigt godt to og to, når man cykler eller vandrer, og som vært kan nå rundt til alle gæster på sådan en tur. På den måde får man et fint indblik i den enkelte gæsts liv her og nu, og man taler om emner, som man sandsynligvis slet ikke ville nå frem til, hvis man sad til en traditionel middag hjemme i hverdagsboligen. I sommerhuset kommer man tættere på sine gæster, siger Kirsten Howitz.
Hun understreger, at det er variationen, der gør en ferie til en ferie. At man foretager sig noget andet, end det, man gør til hverdag. At det kan være en herlig ferie at sidde stille og betragte luften, men også en herlig ferie at flintre rundt sammen med gæster.
– Vi vil jo gerne det hele i vores ferie: slappe af, have gæster, være os selv, være aktive, være på landet, have kontakt til bylivet og meget mere. Hvis det ene afløser det andet, bliver der for mit vedkommende en rar variation i det. Det er ikke sjovt at have gæster i ét væk i ferien, men det er også lidt kedeligt at sidde for sig selv. Så lidt af det hele med måde, tak, siger Kirsten Howitz.