Fire børn forklarer: Derfor fejrer vi påske

Fire elever fra 3. klasse på Tranegårdskolen giver her deres bud på påskens budskab

Victoria Baumann, Isak Ludvigsen, Nicoline Due og Anna Hornbæk.
Victoria Baumann, Isak Ludvigsen, Nicoline Due og Anna Hornbæk. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Anna Hornbæk, 9 år: 

”Jeg ved, at vi holder påske, fordi Jesus han er død. Det er en lidt mærkelig historie, synes jeg. Der sker mange ting i den, og den er også ret sørgelig. Meget sørgerlig. For han dør jo.”


Isak Ludvigsen, 9 år: 

”Vi holder påske, fordi vi fejrer Gud og Jesus og Jesu død. Jesus var en god mand, han var klog, og hvis nogen de var syge eller kom til skade, kunne han hele dem igen, så det var ikke så godt, han døde. Men jeg vidste ikke så mange af de ting, før jeg kom her i dag.”


Victoria Baumann, 9 år: 

”Påsken handler om, at Jesus døde. Han blev korsfæstet, og det ville man gerne markere, fordi det var noget meget stort i hele verdenshistorien. For der var mange, der troede på, at Jesus var Guds søn. Jeg synes måske, det er lidt voldeligt, at man nu også fejrer det, fordi mange tænker måske ikke over, hvorfor vi holder påske. Mange fejrer det bare og er glade, men hvis man tænker over det, er det jo, fordi der er en vigtig person, der er død.”


Nicoline Due, 9 år:

”Vi fejrer påsken, fordi det er en højtid. En tradition, hedder det. Vi holder jo påske på grund af Jesus og alle de ting, han gjorde for mennesker, der havde det dårligt.”