Prøv avisen

Hvem har ansvaret for børnenes lange dage i institution?

”Småbørnsforældre tager ansvaret på sig. Jeg tror ikke, at vi tidligere har set en generation af forældre, der i samme grad som denne, er opmærksomme på deres børns trivsel og behov," mener Dorthe Boe Danbjørg. Arkivfoto. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Børneeksperter, politikere og forældre er enige om, at danske børn tilbringer for mange timer i børnehaver og vuggestuer. Men hvem er ansvarlig for de lange institutionsdage - samfundet eller de enkelte forældre?

Lone Nørgaard. Lektor i blandt andet filosofi og kvindestudier og forfatter til bogen ”Børn, løgn og kvinder – et opgør med ligestillingsbegrebet”.

”Der er selvfølgelig ikke et enkelt svar på det spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at vi har indrettet os på en måde, der gør det svært for kvinder - og mænd for den sags skyld - at trække sig fra arbejdsmarkedet i den periode, deres børn er helt små. Men det er det eneste ansvarlige at gøre. Den massive institutionalisering af vore børn er en katastrofe, der gør børnene mindre robuste og giver dem stress og ar på sjælen. Som forælder kan man ikke bare sidde det overhørig og så i øvrigt vente på, at samfundet og strukturerne forandrer sig. Man må handle her og nu og gøre det rigtige for sit barn. Jeg ved godt, at jeg maler med den helt store pensel, men det er, fordi det her er dybt alvorligt for de børn, det berører. Og det er stort set alle børn i Danmark.”

Det, du foreslår, betyder jo, at det danske samfund skal undvære en væsentlig andel af den samlede arbejdsstyrke. Småbørnsforældre er blandt dem, der arbejder mest. Har vi råd til det?

”Jeg tror ikke, vi har råd til at lade være. Jeg taler jo ikke for, at forældre skal trække sig fra arbejdsmarkedet permanent, men at de gør det i den periode, hvor deres børn er små og sårbare og har brug for den trygge og nære voksenkontakt, som kun deres forældre kan give dem. To fuldtidsjob og et par småbørn er desuden en sikker opskrift på skilsmisser, sygedage og stress, som også udgør en betydelig belastning for vort samfunds økonomi.”

Nu viser alle undersøgelser, at det er kvinderne, der tager langt hovedparten af barselsorloven. Hvad tror du, at de vil sige til at skulle forlænge den barsel med to til tre år for at holde deres børn ude af institutionerne?

”Der lader til at være en idé om, at kvinder, der bliver mødre, vil tilbage til job og studier hurtigst muligt. Det tror jeg ikke er sandt. Det er noget ligestillingsnormen har trukket ned over dem - en form for hjernevask - jeg lå selv under for den idé, da jeg havde små børn. Og det fortryder jeg. Det kræver et enormt mod at stå imod den norm, men vi kan se, at når der er nogle kloge kvinder, der tør, så smitter modet af på andre. Det handler om at turde stole på egne oplevelser, erfaringer og følelser, for når vi gør det, så kan vi jo alle sammen godt mærke, at det ikke er i orden at opmagasinere vore børn i timevis. Forældrene kan jo godt se, at deres børn ikke trives, og det er altså uanset samfundets indretning forældrenes ansvar.”

Dorthe Boe Danbjørg, formand for Forældrenes Landsforening, Fola.

”Småbørnsforældre tager ansvaret på sig. Jeg tror ikke, at vi tidligere har set en generation af forældre, der i samme grad som denne, er opmærksomme på deres børns trivsel og behov. De arbejder også meget, men de strækker sig langt og slår knuder på sig selv, for at det ikke skal gå ud over børnene. Det, vi mangler, er altså ikke ansvarlige forældre, men en ansvarlig indretning af samfund og arbejdsmarked, der kan imødekomme nogle af de ønsker, som rigtig mange børnefamilier har. Bedre muligheder for nedsat tid og fleksible arbejdstider. Der er desværre en tendens til, at man i stedet for at se på de helt konkrete strukturelle udfordringer alene placerer ansvaret hos forældrene og giver dem dårlig samvittighed over ting, som de reelt set ikke kan gøre særlig meget ved.”

Men det er vel børneforskere og pædagogers opgave at gøre opmærksom på det, hvis børnene ikke trives, også selvom det giver forældrene dårlig samvittighed?

”Det er bestemt deres opgave at videregive og formidle deres viden om vore børns trivsel - ikke mindst når den gør ondt - og vi forholder os meget alvorligt til de udmeldinger. Men jeg synes også, at det er de forskeres opgave og ansvar at bruge netop den viden til at lægge pres på vore politikere og kræve, at de også tager ansvaret på sig. Det rammer skævt, når det alene er forældrene, der bliver slået oven i hovedet med undersøgelser, der viser, at børn bruger for mange timer i institutionerne, får stress og mangler voksenkontakt. Det er urimeligt, for forældrene kan ikke, hvor gerne de end vil, løse de problemer alene. Ikke så længe vort arbejdsmarked er indrettet, som det er.”

Debatten er jo ikke ny - og den indretning af arbejdsmarkedet, som du og andre efterlyser - er ikke kommet. Burde småbørnsforældrene ikke tage konsekvensen og selv indrette sig på en måde, der tager større hensyn til deres børn?

”Vi kan jo se, at det kan lade sig gøre i Sverige, så jeg synes bestemt, at det er værd at kæmpe videre for. Og vi bliver i Fola ved med at komme med nye udspil. Vi skal heller ikke glemme, at det jo ikke er alle forældre, der ønsker at gå ned i tid, og at de, der ønsker at gå på deltid, fortsat skal have mulighed for at gøre karriere og ikke blive hægtet af. Vi kan godt indrette os på en måde, så det ikke er en hæmsko at være på deltid. Og så skal vi sikre ordentlige normeringer i institutionerne ikke bare midt på dagen, men i ydertimerne, så de børn, der bliver afleveret tidligt og hentet sent, også får et godt og omsorgsfuldt pædagogisk tilbud.”