For tre-fire uger siden havde Jens Blauenfeldt, freelancejournalist og tidligere vært på blandt andet DR-programmerne Kender du typen og Aftenshowet, en sjælden stjernestund. Så sjælden, at han måtte fire år tilbage for at komme i tanke om, hvornår han sidst havde haft en lignende oplevelse. Og nej, det handlede ikke om, at han var ude at spise på en velrenommeret Michelin-restaurant eller var til et romantisk bryllup i den nærmeste vennekreds så langtfra endda.
Derimod udgjordes stjernestunden af en enkelt time en helt almindelig søndag morgen, hvor Jens Blauenfeldt og hans hustru begge sad ved morgenbordet med en kop kaffe og hver deres avis, som de ikke bare bladrede sporadisk igennem som vanligt, men rent faktisk fordybede sig i. Vel at mærke mens parrets to børn på et og fire år legede fredsommeligt på gulvet.
LÆS OGSÅ: Det svære kommer, når de bliver forældre
Når den sjældne fordybelse i avislæsning fortjener at blive fremhævet i Jens Blauenfeldts verden, hænger det sammen med hans generelle opfattelse af livet som småbarnsforælder. Et liv, som ifølge ham byder på alt for megen overlevelse og alt for lidt nydelse.
Så megen frustration over den ellers fremherskende forestilling om det idylliske og romantiske liv med små børn, der hersker ikke mindst på et socialt medie som Facebook, har han indeni, at han nu har valgt at skrive en bog om det. Fars ABC hedder bogen, som går i en stor og ærlig bue uden om alle de politisk korrekte opfattelser af livet som forælder til to små børn og en ældre på 12.
Målet med bogen er klart og noget ambitiøst, erkender han.
Jeg vil gerne give et bud på, hvordan det er at have små børn. Tegne et realistisk billede af, hvad det vil sige at blive en familie. Hvis folk bedre vidste, hvad de gik ind til, når de får børn, kunne det være, at man undgik, at så mange par går fra hinanden i dag, mens de har små børn. Det er så ufattelig hårdt af få børn, at man ikke fatter det man tror bare ikke rigtig på det, når man hører det fra omgivelserne, siger Jens Blauenfeldt, der ikke er bange for at konkludere, at livet med små børn kan være noget nær hæsligt.
I hans nye bog finder man blandt andet kapitlet Tabuer. Heri har han nedskrevet en hel liste over alle de forbudte tanker, som han selv har kæmpet med, og som han også tror, at mange andre forældre indimellem har, men som de sjældent tør tale højt om.
Et af tabuerne er, at man som småbørnsforælder kan savne det liv, man havde, før man fik børn, helt forfærdeligt. Men det er ikke en legal udmelding, fordi det kan tolkes som egoisme, og som om man ikke elsker sine børn, mener Jens Blauenfeldt, der ikke selv har svært ved at remse flere ting op, som han savner fra sit liv uden børn.
Personligt synes jeg, at jeg går glip af rigtig meget alenetid. Tid for mig selv, hvor jeg kunne dyrke en hobby. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at spille golf, men der er bare ikke tid til, at jeg tager væk seks timer hver lørdag. Jeg går også glip af hyggelige aftener med min kone de forsimples til en pligtsamtale på sofaen, hvor vi begge er dødtrætte, om, hvordan vi får næste uges logistik til at gå op. Ens liv reduceres til et regneark, hvor ting hele tiden skal afstemmes, når man får børn, og det er der bare ikke særlig meget hyggeligt ved, siger han ærligt.
Et andet af de tabuer, som Jens Blauenfeldt har medtaget i sin bog, handler om det konkrete samvær, man har med sine børn, som kan være trættende og i udpræget grad udfordrende for tålmodigheden.
Noget af det værste, jeg ved, er de udvidede weekender. Tag for eksempel sådan en kristihimmelfartsferie den kan hurtigt komme til at føles meget lang. Jeg er ikke særlig god til at lægge planer med alle mulige sjove idéer om, hvor vi kan tage hen. På det punkt er jeg virkelig en dårlig far, og jeg er decideret flov over, at jeg ikke kan gøre det bedre, siger han og indrømmer, at han ofte har mere lyst til at smide sig på sofaen med en avis end at bygge med legoklodser eller lege far, mor og børn.
Men sådan er samfundet ikke skruet sammen i dag, og selvom Jens Blauenfeldt på nogle punkter kunne ønske sig tilbage til dengang, kvinderne gik hjemme ved kødgryderne, og manden tjente alle pengene fordi der er noget meget maskulint over at kunne forsørge sin familie ved han godt, at det ikke er vejen frem.
Jeg ønsker jo også en kone, der har andre ting i livet end sine børn, og i virkeligheden er det også sådan i dag, at de færreste har råd til, at kun den ene forælder arbejder. Men i stedet tror jeg, at det er vigtigt, at man som par får talt om de her tabuer. Ser hinanden i øjnene og får sat ord på, at man altså synes, at det er dødssygt og sindssygt hårdt at have de her børn, der kræver én hele tiden. Så er der en ventil, og man bliver bevidst om, at man også skal huske hinanden.
Jens Blauenfeldt ved godt, at hans opfattelser af familielivet som hårdt arbejde kan lyde lidt klynkende, men det er ikke hans ærinde at efterlyse medynk.
LÆS OGSÅ: Unge kæmper for ægteskabet
Når mænd begynder at blande sig i de bløde værdier i parforholdet, får vi tit at vide, at vi klynker. Men jeg mener egentlig bare, at vi tager ansvar i modsætning til tidligere, hvor faderen netop bare kom hjem, gav børnene et kram og så ellers gemte sig væk bag avisen i lænestolen, siger han.
Jens Blauenfeldt mener, at der er noget tidstypisk i, at moderne forældre finder det så hårdt at få børn.
Vi er vant til, at vi kan skille os af med det, vi ikke synes fungerer, og som alligevel ikke var det, vi regnede med. Har vi investeret i et fladskærms-tv, der alligevel på sigt ikke lever op til forventningerne, bytter vi det blot til et nyt og bedre. Det kan man bare ikke med en baby her er der altså ingen returret, siger forfatteren og journalisten, der mener, at der kan være en gevinst i at tale med den ældre generation, som har været igennem perioden med små børn og kan berolige med, at der frigives mere tid, jo ældre man bliver.
Selvom Jens Blauenfeldt synes, at han gang på gang må ofre sin potentielle egentid på børnene, ville han dog ikke bytte sin øgleyngel, som han på charmerende og ironisk vis kalder dem i sin bog, væk for noget i verden. Men han så gerne, at børnene ikke altid indtog en plads i familiens centrum.
Man elsker dem jo overalt i verden og ville gå i døden for dem. Og selv når man har kastet dem 10 gange op i luften, og armene er syret til, gør man det endnu en gang, når de råber mer, mer. Fordi man elsker at se dem hvine af fryd, siger han og fortsætter:
Men måske kunne man med fordel se lidt tilbage til den tid, hvor børn ikke nødvendigvis altid skulle inddrages i alle beslutninger i familien. Måske burde folk også nogle gange tage på ferie uden børn for at pleje parforholdet, hvad flere gjorde før i tiden. Men det gør vi nødig i dag, fordi det må man ikke. Det er et meget aktivt tilvalg, når vi får børn i dag, og vi venter alle på det helt rigtige tidspunkt, selvom det nok aldrig kommer.