Prøv avisen

Hvorfor bliver det nat, mor?

Illustration: Peter M. Jensen

Når mor eller far er døende, har børn en tendens til at skjule deres sorg, og dermed risikerer de let at blive overset. Sygeplejerske Dorte Buchwald følger hvert år godt 20 børn, som mister en forælder, og prøver gennem samtaler at hjælpe børnene med at bringe lidt orden i det kaos af følelser, de ofte slås med

De fleste børn vokser op med en følelse af at være i centrum med en mor eller far, der kredser om dem, og som altid vil række en hånd ud. Men palliationssygeplejerske Dorte Buchwald møder hvert år mellem 20 og 30 børn, for hvem rollerne er byttet om. På grund af livstruende sygdom er forældrene kommet i en situation, hvor de ikke kan give den samme omsorg, og barnet er nu med til at give omsorg til den syge forælder. Med basis på Sygehus Vendsyssel i Hjørring bliver Dorte Buchwald sendt ud til børnefamilier, hvor enten mor eller far er uhelbredelig syg.

Når en mor eller far er uhelbredelig syg, har børn en tendens til at gemme sig bag en artig og hjælpsom facade, men inde bagved er der et lille menneske, som gerne vil tages ved hånden, siger Dorte Buchwald. Hun er 46 år og har været sygeplejerske i 25 år. For snart ti år siden videreuddannede hun sig til at arbejde med døende, og i den forbindelse fik hun syn for, at de døendes børn havde en række behov, der i mange tilfælde blev overset. Siden har hun fået mulighed for at fokusere på børnene. Mere end ni ud af ti af de døende forældre har en kræftsygdom, og når Dorte Buchwald bliver involveret, så er det, fordi der ikke længere er håb for, at de kan helbredes for sygdommen, men at man i stedet forsøger at give den bedste pleje og omsorg.

Hun mødes med børnene i deres hjem. Helst følger hun med ind på værelset, hvor de føler sig trygge. Men hvis ens far døjer med stærke smerter i soveværelset, så kan det være svært at forlade rollen som den trofaste hjælper og tale om, hvordan man egentlig har det. Når den uhelbredelige diagnose er stillet, og døden nærmer sig, så er det ifølge Dorte Buchwalds erfaringer meget sjældent, at barnet taler med forældrene om, hvordan det har det. Forældrene kan invitere til samtalen, men barnet vil ofte af misforstået hensynstagen maskere sorgen.

Børnene kan se, at mor og far har det svært nok i forvejen, og de vil så nødig være anledning til større bekymringer, siger hun.

Derimod er der mange børn, som i den situation gør hunden, katten eller hesten til deres fortrolige. Når hun spørger børnene, hvorfor katten er god at tale med, så lyder et typisk svar, at katten er varm og blød, og den hverken sladrer eller bliver ked af det. Ældre piger har i flere tilfælde en veninde, som de kan være fortrolige med, mens andre har en lærer eller et nærtstående familiemedlem, som de opfatter som en betydelig voksen, som de tør betro sig til.

Dorte Buchwald ser det som sin opgave at trænge ind bag den flittige og hjælpsomme facade. Det kræver tid, for børn af kræftsyge vil ofte have mange års erfaring i at agere omsorgsgivere i forhold til en syg forælder, og mange af børnene har vænnet sig til, at der er meget, de selv må bære. Deres overordnede ønske er at beskytte forældrene, som i forvejen har nok at bekymre sig om. Men de fleste børn af døende bærer under masken en vrede, som de dog tøver med at sætte ord på.

De er vrede på lægen, vrede på den mor eller far, som er syg, og som de ikke kan holde ud at skulle miste, men det opleves som en problematisk følelse, som de nødig står ved, for kan man tillade sig at være sur på et menneske, som ikke har bedt om at blive syg? I mange tilfælde bærer børnene på indestængte frustrationer over, at deres liv er blevet lavet så radikalt om. Samtidig kæmper de med dødsangsten og har måske lyst til at spørge som barnet i Solen er så rød, mor: Hvorfor bliver det nat, mor?

I samtalerne med børnene er det gået op for hende, at sorgen allerede er flyttet ind i børneværelset, selvom den syge forælder stadig lever. For skønt mors hånd stadig er varm, så mærker mange børn sorgen over alt det, som man ikke længere kan med sin mor.

Når en forælder bliver syg, følger der en række tab med, som børnene naturligt sørger over. Man kan ikke længere lege med barnet og har generelt ikke samme overskud til at samtale, så længe inden dødsfaldet vil mange af disse børn være i en sorgproces, siger hun.

De senere år har Dorte Buchwald også tilbudt børnene at tage med dem i skole og tale med kammeraterne om, hvordan det er at miste. Ud over at få børnenes venner til at overveje, hvilke erfaringer de har med at miste, taler hun konkret med dem om døden, for det viser sig, at børnene generelt er fulde af spørgsmål.

En elev i 6. klasse spurgte, om man kan dø en juleaften. Det måtte jeg svare ja til. Jeg blev også spurgt, om Gud så holdt åbent hus, og jeg svarede, at jeg tror, at Gud har åbent hus hver dag. Meget er nået, hvis et barn, som har udsigt til at miste en mor eller far, kan færdes i en klasse, hvor man ikke behøves at være bange for at tale om døden. Når børnene får helt klare svar, så fantaserer de ikke så meget. Selvom virkeligheden er barsk, er den somme tider mildere end deres fantasier, siger hun.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk