Prøv avisen
Mine juleværdier

Stéphanie Surrugue: Julen er en tiltrængt timeout med familien

Stéphanie Surrugue husker tydeligst den jul, hun fejrede som 19-årig, der blev den sidste med hendes far, der døde otte måneder senere. Foto: Scanpix

Der skal helst være masser af julepynt og champagne og petitfours. Men i år bliver julen anderledes for journalist Stéphanie Surrugue, der flytter til Washington for at blive USA-korrespondent for DR

Min familie er spredt ud mellem Frankrig og Danmark, så julen betyder rigtig meget for mig. Det er en familiehøjtid, hvor vi kan samles på tværs af landene. Vi prøver at holde julen hellig, sørger for at være i samme land og holde fri sammen. Det er det bedste ved julen, synes jeg. At man tager en timeout med familien, som er nem at tage, fordi hele samfundet tager den samtidig. Roen og nærværet med familie og venner er vigtigt. Jeg har nogle venner, som - hvis jeg har fejret jul i København - kommer hjem til mig sent på aftenen og drikker champagne og ævler og ryger cigaretter. Det er så hyggeligt at lande sammen oven på juleaften.

I år bliver julen noget helt andet. Jeg flytter jo til USA om lidt for at begynde mit arbejde som korrespondent for Danmarks Radio, og jeg flytter allerede i næste uge. Jeg har vendt det med familien, for man tager ikke bare væk fra julen uden grund, men det kan altså ikke blive anderledes. Min gode veninde Sidsel Nyholm, der er korrespondent for Kristeligt Dagblad, og hendes mand har inviteret mig til at fejre jul med dem i Los Angeles, og så har jeg min nevø på 25 år med. Jeg er spændt på at holde jul i Californien. Og jeg har besluttet mig for ikke at have forventninger om, at det skal være en almindelig jul. Det kan det jo heller ikke blive, når det er med venner under palmer, så vi går planken ud og holder barbecue. Det bliver hyggeligt og sikkert ikke helt almindeligt.

Det er også en usædvanlig jul, fordi vi i min familie har aftalt, at vi ikke giver hinanden gaver i år. Jeg må jo kun have to kufferter med til USA, og alt, jeg ejer, er pakket ned og befinder sig på et containerskib på Atlanterhavet. Så midt i det gigantiske flytterod og den ustoppelige strøm af bureaukrati, man skal igennem for at flytte til USA, er vi blevet enige om at droppe det. Men jeg kender min familie: Min mor har hvisket, at jeg skal have plads til halvandet kilo ekstra i kufferten, og jeg er også kommet til at købe en lille ting til hende.

Selvom min far var fransk, er juleaften i høj grad en klassisk dansk affære for vores familie. Min far lærte heller aldrig salmerne og mumlede derfor bare lidt med, når vi gik rundt om juletræet. Det eneste franske, der har sneget sig ind, er champagne og petitfours, som vi får, når vi mødes. Vi går også altid i kirke, det insisterer min mor på. Sommetider er det i den lokale kirke, andre gange er det til midnatsmesse i den katolske kirke. Det kommer mest an på, hvordan det passer med maden. Om dagen taler vi i telefon med alle mulige tanter og onkler i udlandet, så vi får ønsket glædelig jul. Og så læser vi altid Juleevangeliet højt. De senere år er det blevet en kamp mellem os børn om at få lov til at læse op. Så sidder vi altid og skærer ansigter til hinanden, når der bliver læst.

Min far døde, da jeg var 20 år, så en fast del af julen er at tage på kirkegården. Man skulle måske ikke tro det, men det er faktisk hyggeligt. Lige den dag er der mange mennesker på kirkegården. Jeg kommer der mange gange om året, men det er noget særligt at komme der til jul, når folk er i julehumør.

Den juleaften, jeg tydeligst kan huske, var da jeg var 19 år. Den var en fuldstændig almindelig juleaften, og der skete ikke noget ekstraordinært, men det viste sig at være den sidste jul, hvor min far var i live. Han døde pludseligt otte måneder senere af en blodprop. Det er underligt, men jeg tror, jeg kan huske den, fordi det er det sidste barndomsminde om julen, inden jeg fandt ud af, at livet ikke altid er det glansbillede, man troede det var.

Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg går meget op i julepynt. Jeg har måttet lave den regel, at jeg først må begynde at pynte den 24. november, når der er en måned til juleaften. Ellers gik jeg gerne i gang med at pynte længe før. Så jeg var virkelig slået ud, da jeg opdagede, at mine to flyttekasser med julepynt befinder sig et sted på Atlanterhavet og først når frem til Washington mellem jul og nytår. Jeg har en ven, der samler på papir fra hele verden og fletter de mest fantastiske julehjerter. Da jeg fortalte ham om min manglende julepynt, satte han sig ned i al hast og flettede 24 hjerter til en julekalender. Den består af 24 små kuverter med hjerter i og tøjklemmer, så man kan hænge dem op. Så nu er den det eneste pynt i min tomme lejlighed. Og den skal også med til USA.

Da jeg var barn, fik jeg et lille træhus, et nissehus bygget af portneren på den franske ambassade. Han og hans kone passede mig tit. Det blev en juletradition, at det skulle pyntes op. Det gjorde jeg med mine forældre, og jeg gør det stadig, selvom andre måske tænker, at det er skørt med en voksen dame, der pynter nissehus. Forleden var jeg nede med det til min ældste nevø, fordi han lige er blevet far. Så pyntede vi det sammen og satte det op i deres stue. Nu er der kommet en baby i familien, så skulle det gives videre. Jeg kan mærke, at den slags er vigtigere for mig nu, end det har været før i tiden.

Jeg kan godt lide ritualer, og det med at pynte op handler om at indvarsle en god tid, hvor man ved, at det handler om at være sammen med venner og familie. At nu skal vi hygge os. Det handler ikke om stress og materialisme, men om en måned, hvor vi kan mødes og gøre ting, vi ikke plejer. For eksempel at mødes en tirsdag og drikke gløgg. På den måde er julen noget helt særligt. For mig er der mere fokus på de enklere ting i julen, der er ikke så meget larm. Jeg ville ønske, vi ikke havde brug for en konstruktion som julen til at tage os den tid til hinanden.