I Moses' fodspor

LÆSERREJSE: Tag med Kristeligt Dagblad gennem Egypten og Jordan i dagene den 16.-24. oktober

Skt. Katarina-klosteret er besøgsmål på rejsens femte dag, hvor vi skal se samlingen af de prægtige ikoner, Mosesbrønden og den  brændende tornebusks kapel.
Skt. Katarina-klosteret er besøgsmål på rejsens femte dag, hvor vi skal se samlingen af de prægtige ikoner, Mosesbrønden og den brændende tornebusks kapel.

En rejse i Moses' og israelitternes fodspor fra Egypten over Sinai til landet øst for Det Døde Hav er der nok en del, der allerede har prøvet. Jeg har også flere gange rejst rundt på Sinai i egen bil og bus - og dertil set det hele ovenfra, fra en flyvemaskine. Men Sinai er og bliver et fascinerende sted, som man ikke bliver træt af. Der er hele tiden nye ting at se og nye vinkler at se de kendte ting fra. Lyset er forskelligt alt efter årstiden. Man møder nye mennesker hver gang.

Det er dog ikke kun Sinais uudgrundelige ørken, der skal ses som hovedattraktionen. Kontrasten mellem den frodige nildal og nildeltaet på den ene side og Sinais ørken på den anden side er noget, der må opleves. Ellers forstår man vanskeligt den længsel, israelitterne nærede i ørkenen efter at komme tilbage til slavetilværelsen. Nildeltaet i sig selv er også et vidunderligt landskab. Mange steder ser det ud, som om tiden har stået stille siden Moses' dage. Årtusindgammel teknologi til vanding af afgrøder kan stadig ses i anvendelse, selv om den i disse år hastigt viger for nyere metoder. I et sådant landskab boede og arbejdede israelitterne under deres 430-årige landflygtighed i Egypten. De mange teglværker i nildeltaet minder os om israelitternes slavetilværelse som teglværksarbejdere.

Vi lever dog i det 21. århundrede efter Kristi fødsel, og derfor skal vi på vor rejse heller ikke lukke øjnene for den moderne tids landvindinger - hvis man da kan kalde gravningen af Suez-kanalen sådan. De færreste tænker nok i dag over, hvilken kæmpemæssig fordel netop Suez-kanalen har betydet for skibsfarten mellem Europa og Den Persiske Golf samt det sydlige Asien.

Vores rejse skal koncentrere sig om et tilbageblik over fire årtusinder. På vejen langs vestsiden af Sinai skal vi se Mara, hvor Moses gjorde det bitre vand drikkeligt ved at kaste et stykke træ i det. Vi kommer også forbi Faraos Bad, nogle varme kilder, hvis vand man skolder sig på. Skt. Katarina-klosteret midt på Sinai er også en turistattraktion, men forhåbentlig er det en af dem, der stemmer sindet til at søge ind i stilhed og eftertanke. Stedet bør ses som en vigtig station på - eller et mål for - en pilgrimsvandring. Selv om vi skal rejse med bus næsten helt til klosteret, og den bogstavelige vandring kun er på få kilometer op fra klosteret til toppen af Mosesbjerget, så venter der rigeligt med strabadser til, at man med det rette pilgrimssind vil fornemme, at man »ærer Gud med sit legeme« ved både at komme op og ned igen. Besøget inde i klosterets kirke stemmer også til andagt, især når man tænker på, hvordan munkene her i 1600 år har levet deres liv i en egn uden andre fornødenheder ved hånden end lige vand, der så til gengæld er så frisk, at det smager himmelsk efter en hård vandring. At Moses siges at have drukket af samme brønd efter at have mødt Gud i den brændende tornebusk, gør selvfølgelig oplevelsen af vandet fra Mosesbrønden inde i klosteret til noget særligt!

Fra klosteret kører vi ned til den moderne færgehavn Nuweiba og sejler til Jordan. Vi går i land i Aqaba, Jordans sydligste by, hvorfra vi genoptager sporet efter Moses og israelitterne. Vi skal igennem mere ørken, men ørkenen bliver aldrig ensformig i denne del af verden.

Vi skal selvfølgelig se Pisgas tinde, hvorfra Moses skuede ud over det forjættede land vel vidende, at han aldrig ville komme derind. I samme område, med udsigt over Det Døde Hav og Israel, ligger også ruinerne af Herodes' borg Machaerus, hvor Johannes Døber skulle være blevet halshugget for at have sagt den ilde hørte sandhed.

Vi vil dog heller ikke glemme den måske væsentligste ting ved denne pilgrimstur: Den levende kirke af i dag, som vi flere gange vil støde på i vores rejse gennem Egypten og Jordan. Vi er til koptisk gudstjeneste i Egypten, og vi skal også besøge en menighed i Jordan, hvor vidnesbyrdet om Kristus stadig lever trods 1400 års islamisk herredømme.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

Tag med på læserrejsen til Egypten og Jordan

Læserrejsen til Egypten og Jordan finder sted 16. – 24. oktober 2004 og koster kr. 12.950 pr. person i dobbeltværelse inkl. halvpension. Tillæg for enkeltværelse. Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Unitas Rejser på telefon 87 231 240, hvor også tilmelding til læserrejsen skal foretages. Hurtig tilmeldig er nødvendig, da vores læserrejser hurtigt bliver udsolgt.

PROGRAM

1. dag: Vi ankommer til Cairo først på aftenen og kører direkte til hotellet.

2. dag: Morgengudstjeneste i den koptisk ortodokse kirke. Derefter ser vi bl.a. pyramiderne i Giza, den store Sfinx og ruinerne af Memfis, hvor Moses må være vokset op.

3. dag: Vi kører til Tanis, ruinerne af en oldtidsby, hvor de fleste af israelitterne opholdt sig før de forlod Egypten med Moses som leder. Herefter går turen til byen Ismailia ved Suez-kanalen, hvor vi overnatter.

4. dag: Vi kører til Sinai og passerer Mara, hvor Moses med et stykke træ gjorde bittert vand ferskt. Vi stiger op i bjergene med Skt. Katharina-klosteret, hvor vi overnatter i nærheden.

5. dag: Vi står op kl. 3 for at se solopgangen fra Mosesbjergets tinde. Derefter besøges Skt. Katharina-klosteret, hvor vi skal se samlingen af prægtige ikoner, Mosesbrønden og den brændende tornebusks kapel. Derefter med færge til Aqaba i Jordan.

6. dag: Vi kører til oldtidsbyen Petra, hvor vi ser stedet, hvor Aron efter sigende døde. Vi har også mulighed for at se Faraos skatkammer og den blodige offerplads.

7. dag: Vi kører mod Amman for overnatning og stopper undervejs blandt andet på bjerget, hvor Moses så ud over Det forjættede Land, og hvor han ligger begravet. Vi besøger også Machaerus, Herodes' borg, hvor Johannes Døberen blev halshugget.

8. dag: Dagen tilbringes i Amman, hvor der f.eks. er mulighed for at besøge Kong Abdullahs store moské og det romerske amfiteater.

9. dag: Hjemrejse fra Amman.