Kroppen forandrer sig, prioriteterne ændrer sig, presset stiger, og følelserne sidder uden på tøjet. Det har aldrig været nemt at være teenager, og noget tyder på, at det i dag er endnu sværere, end det var for 20 år siden. I 2013 var der nemlig flere unge i gymnasiet, som trivedes dårligt mentalt, end i 1997, viser en ny undersøgelse fra statens institut for folkesundhed på Syddansk Universitet.
”Der har længe været indikationer på, at unge i dag har det rigtig svært og har mange ting, de går og tumler med. Det har fyldt meget i medierne og i debatten, og nu har vi så kunnet dokumentere, at der rent faktisk er flere unge, der har det svært i dag,” siger professor Janne Schurmann Tolstrup, der har været med til at lave undersøgelsen.
I 1997 var det kun 12 procent af landets gymnasieelever, der inden for de seneste 14 dage havde følt sig ængstelige, nervøse, urolige eller plaget af angst, mens den andel var steget til 23 procent i 2013. Samtidig svarede næsten 23 procent af alle landets gymnasieelever i 1997, at de havde følt sig nedtrykte, deprimerede eller ulykkelige inden for de sidste 14 dage, mens det gjaldt hele 35 procent i 2013.
Anne Görlich er postdoc ved center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet. Hun vurderer, at fokus på præstationer og perfektion er kendetegnende for ungdomslivet i dag, og at det lægger et pres på de unge.
”Det handler ikke kun om at få karakteren 12 i skolen, men også om at vise sig selv frem som det perfekte menneske på de sociale medier, hvor koden er at have det rigtige udseende, de rigtige venner og den rigtige kæreste,” siger hun.
Presset forstærkes af, at der allerede fra grundskolen er fokus på præstationer gennem tests og læringsmål, vurderer Anne Görlich. Samtidig står de unge et sted i livet, hvor de for alvor for første gang skal tage valg, der har betydning for deres fremtid og uddannelse.
”Hvis man ovenikøbet ikke er så bogligt stærk, kan man risikere, at man føler sig presset på mange forskellige fronter. Det er klart, at når de unge så kommer hjem til familien, kan det, sammen med hvad der ellers kører rundt af hormoner i en teenagekrop og den selvstændiggørelsesproces, de er i gang med, skabe nogle udfordringer i familien. Det kan være svært at finde balancen for alle parter,” siger Anne Görlich.
Og for mange familier er det særdeles udfordrende at have en teenager i hjemmet, lyder det fra Gitte Haag. Hun er praktiserende psykolog og taler med unge og deres forældre hver dag. Desuden er hun forfatter til bogen ”Forstå din teenager” og selv mor til tre børn, hvor den yngste er en dreng på 14 år. Ifølge psykologen kan der opstå mange konflikter i en teenagefamilie. Det er nemlig ikke kun de unge selv, der påvirkes af de forandringer, der sker i teenageårene – det gør deres forældre bestemt også.
”Jeg fortalte min 14-årige søn, at jeg skulle tale med en journalist, og spurgte om, hvad jeg skulle sige om det at være teenager. Han sagde, at ’når børn bliver teenagere, er det stadig de samme børn, der bor derhjemme, men de skal bare have lov til at bestemme lidt mere’. Og han har måske ret i, at teenagere slet ikke er så specielle, men at det bare er os voksne, der oplever det sådan, fordi de begynder at trække sig væk fra os, udfordre os og oftere vil noget andet, end vi vil. Det er en forandringsproces, som også indebærer et tab for forældrene, fordi det lille barn forsvinder, og den voksne, som barnet er på vej til at blive, begynder at stikke hovedet frem,” siger Gitte Haag.
Teenageårene kan derfor være en stor omvæltning for forældrene, som har været vant til at være tæt på deres børn og med i deres liv ved at køre dem til sport og bage kage til klassen, men pludselig har de i stedet fået rollen som de pinlige forældre.
”Vi forældre gør rigtigt meget for vores børn, og det gør vi af kærlighed til vores børn. Men når vi har gjort det i 12-13 år, er vi ved at være trætte, og når vores børn så samtidig begynder at lægge afstand til os, bliver vi sure. Og hvis de så oveni ikke yder noget til familiefællesskabet, føler vi os som forældre ikke respekteret,” siger Gitte Haag.
Men det kan være svært at få en teenager til at hjælpe til med huslige pligter, hvis de ikke er vant til det, for når børn er 12-13 år, begynder de at se deres familie udefra og stille sig mere kritisk over for det, de ser, forklarer Gitte Haag.
Og når man som forælder oplever, at man ikke længere får de beundrende ord og varme knus, som man fik, da de var otte år, opstår der ofte en følelse af, at man gør meget for sine børn, men får for lidt igen, og det kan føre til konflikter.
”Det kan nærmest være en midtvejskrise for forældrene, men det er vigtigt, at forældrene ikke skælder de unge ud, hver gang følelserne dukker op, for hvis man hele tiden tager diskussionen, når man står foran den opvaskemaskine, der skal tømmes, så er man oppe i det røde felt, og så risikerer man at komme væk fra det egentlige, nemlig at den skal tømmes. Hvis man ikke har inddraget sit barn tidligere, vil det tage tid. Det gælder om at være vedholdende og samtidig argumentere med, at de kan slippe for en sur mor ved at hjælpe mere,” siger psykologen.
Hun peger på, at dialog er vejen frem, og ser de unges higen efter selvstændighed som en måde at få de unge til at bidrage mere til husholdningen derhjemme og dermed også med tiden få færre konflikter.
”Den unge skal opleve, at man godt kan forstå, at de er nået dertil, hvor de gerne vil bestemme mere, men at det også kræver, at de bidrager mere. Hvis man skal se dem som selvstændige individer, så kan man ikke samtidig gøre alt for dem, for det er et modsætningsforhold,” siger hun og tilføjer:
”Men der er ingen nemme veje, og konflikterne er også en del af selvstændighedsudviklingen.”
Marie Kraul er journalist, mor til tre unge og forfatter til bogen ”Opgiv ikke din teenager”, der udkom tidligere på året, og som netop handler om at inddrage teenagere i huslige pligter.
”Jeg har erfaret, at det skaber et bedre familieliv, når man sætter rammer og får et praktisk fælleskab, hvor teenagere også hjælper til, fordi det er med til at gøre, at man ikke render rundt og er sur på sine børn, fordi man rydder op efter dem. Der er mange teenageforældre, der brokker sig over selve det at have teenagere og synes, ’det er et frygteligt fænomen at være teenageramt’, hvilket egentlig er meget nedladende. Men det handler ofte om, at man som forældre ikke stiller krav til, at ens børn hjælper til, og så får det den effekt, at man er sur,” siger hun.
Marie Kraul erkender, at det kan være sværere at få en teenager til at hjælpe til end en syvårig, og hun mener, at det netop er årsagen til, at folk tit opgiver at få deres teenagebørn til at hjælpe.
”Der skal jo være en form for selvstændighed som teenager, så det ville næsten være mærkeligt, hvis de bare med det samme sagde ja til at hjælpe til. Men det, at det ikke er nemt, er ikke det samme som, at man ikke skal kæmpe for det, for teenagere har også brug for at være en del af praktiske fællesskab.”