Ingen mennesker er udødelige

På grund af sin vægt fik Charlotte Bendtsen tre gange afslag på at adoptere, inden hun og ægtemanden for et år siden kunne hente Alberte i Sydafrika. Netop nu er parret midt i endnu en langvarig godkendelsesproces, for at datteren kan få en bror eller søster

Charlotte Bendtsen og datteren Alberte på gulvet blandt de øvrige børn i Charlotte Bendtsens dagpleje. --
Charlotte Bendtsen og datteren Alberte på gulvet blandt de øvrige børn i Charlotte Bendtsens dagpleje. --. Foto: Sonny Munk Carlsen.

Hvis vi havde vidst, at det ville tage så lang tid, var vi gået i gang længe før.

38-årige Charlotte Bendtsen er ikke i tvivl. De sidste syv år har været fyldt af skuffelser, ventetid, flere skuffelser og en stigende frustration over, at hun og ægtemanden ikke kunne blive forældre til et barn. Først forsøgte parret fertilitetsbehandling, da Charlotte Bendtsen lider af polycystisk ovariesyndrom (PCO) – en hormonforstyrrelse, der er udbredt blandt kvinder, og som ofte resulterer i ufrivillig barnløshed. Trods lægernes optimisme var behandlingerne uden held. Derfor søgte ægteparret om at få lov at adoptere, og det skulle vise sig at blive en lige så lang og frustrerende proces, fortæller Charlotte Bendtsen denne eftermiddag. Hun sidder ved spisebordet i stuen på det lille landbrug på Vestfyn, hvor hun bor sammen med ægtemanden, Carsten, der er landmand. Fra vinduerne er der udsigt til marker, så langt øjet rækker, og indendøre har Charlotte, der arbejder som privat dagplejemor, et øjebliks ro, mens børnene sover middagslur.

Fire år gik der, før parret i november sidste år kunne hente deres fire måneder gamle pige i Sydafrika. Fire år og adskillige klager. Alt sammen på grund af Charlottes Bendtsens overvægt, der tidligt i adoptionsprocessen viste sig at være et problem. Som følge af fertilitetsbehandlingens hormonkure havde Charlotte Bendtsen taget 17 kilo på og vejede på ansøgningstidspunktet 94 kilo. Hendes Body Mass Index (BMI) var derfor højere end hos normalvægtige, da hun skulle aflevere sin helbredserklæring til det amtskommunale samråd, der skulle vurdere, om parret kunne blive godkendt til at adoptere.

– Min egen læge undersøgte mig og fandt, at jeg intet fejlede, men på grund af mit BMI krævede samrådet, at jeg skulle til en speciallæge, og det ville tage endnu længere tid.

Speciallægen undersøgte kolesteroltal, blodtryk, vejrtrækning, hjerte og blodsukker, og han så heller ikke noget problem i at godkende til adoption, fortalte han Charlotte Bendtsen.

– Jeg var jo sund og rask. Men da jeg så hans skrivelse til samrådet, blev jeg meget chokeret. Her stod i en række lægefaglige termer, at jeg havde såkaldt insulinresistens på grund af min PCO, hvilket lægen sidestillede med sukkersyge, selvom det ikke er det samme, og at min vægt var forbundet med overdødelighed, siger Charlotte Bendtsen.

Efterfølgende fik ægteparret afslag fra det amtskommunale samråd med henvisning til overvægten, og så begyndte måneders brevvekslinger med samråd, læger og Adoptionsnævnet, der behandler klager over afgørelser. På stuebordet foran Charlotte Bendtsen ligger et hvidt ringbind, der er spækket med ark fra sagen.

– Der var intet personligt møde, og ingen så på, hvad vi som familie kunne tilbyde. Det handlede kun om min vægt og min forhøjede dødelighed. Man forstår ikke, hvor opslidende den slags er. Jeg er tyk, ja, men havde jeg bare kunnet få mit eget barn, havde det ikke været et problem. Jeg har en hormonforstyrrelse, der betyder, at jeg har vanskeligt ved at tabe mig, men min mand er normalvægtig, og jeg var pludselig skyld i, at han heller ikke kunne få det barn, han ønskede sig.

De ankede afgørelsen til Adoptionsnævnet, og månederne gik. Charlotte Bendtsen fik fremskaffet yderligere lægelig dokumentation for, at hun var rask, men to gange fik parret nej. Efter endnu en klage ændrede Adoptionsnævnet sin afgørelse til at godkende ægteparret som adoptanter.

– Vi turde næsten ikke åbne det brev, fordi vi begge var sikre på, at det var endnu et afslag. Intet havde ændret sig, jeg vejede det samme, men i medholdet lagde man vægt på min alder, og at jeg ikke var ryger. Jeg forstår ikke, at vi skulle igennem tre anker for at nå dertil, siger Charlotte Bendtsen og trækker brevet med godkendelsen frem. I første linje bekræfter man at have modtaget klagen, og ud for tredje afsnit har Charlotte Bendtsen tegnet et lille flag.

– Det er her, der står, at vi er godkendt, siger hun og peger med et smil.

Ventetiden var dog ikke slut. Parret skulle deltage i adoptionsforberedende kurser, inden de blev skrevet på ventelisten til et barn.

– Og her opdagede jeg til min overraskelse, at mange af kursusdeltagerne var storrygere. For dem havde der ikke været problemer med at blive godkendt. Det føltes dybt uretfærdigt. Man kan ikke skjule, at man vejer for meget, men man kan sagtens påstå, at man ikke ryger. Jeg forstår udmærket, at der skal være regler, så børnene er sikret en mor og far, når de vokser op, men det er et meget firkantet og langsommeligt system, og indimellem virker det meget ulogisk. Om man er tyk eller tynd – ingen mennesker er udødelige.

Der var mere ventetid, inden Charlotte og Carsten Bendtsen fik tilbudt en pige.

– Resten er ren solstrålehistorie. Vi var heldige, at hun kun var fire måneder, da vi hentede hende, og hun er faldet utrolig godt til her. Hun var det hele værd, og selvom det var opslidende at kæmpe, så er jeg glad for at jeg gjorde det. Også for andre kvinder, der måske ikke har det samme overskud. Når man står på sådan et børnehjem, hvor der ikke er hænder nok, så børnene ligger i deres senge, slår det en, hvor mange børn der trænger til forældre, og derfor kan det virke uforståeligt, at det skal tage så lang tid.

For et par måneder siden søgte parret om at få lov at adoptere en bror eller søster til Alberte, og sagen skal om kort tid i samråd. For anden gang. Charlotte Bendtsens vægt volder igen problemer.

– For et år siden gav de mig lov. Jeg vejer nøjagtigt det samme, som da vi hentede Alberte, og der er ikke sket noget i vores liv, men vi skal hele møllen igennem igen. Vi ender med at blive gamle, inden det lykkes.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk