Jeg voksede op i en almindelig lejelejlighed i et socialt boligområde på Vesterbro i København. Mine forældre var skilt, men det var det, man vil kalde en lykkelig skilsmisse. Selvom mine forældre ikke var sammen, så var de altid tætte og boede i nærheden af hinanden. Kvarteret var en smeltedigel af mennesker, der var meget forskellige både socialt, økonomisk og etnisk.
Min mor og far har vist mig, at verden ikke er sort/hvid. Forstået på den måde, at de altid tvang os til at være sammen med en masse forskellige mennesker. Blandt andet var jeg gode venner med nogle af kvarterets drenge, som ikke var Guds bedste børn. Samtidig med det gik jeg på en privatskole i Valby. Her spillede folk i stedet funk og gik til videoaftener. Den samme diversitet var der blandt mine forældres egne venner.
Jeg voksede også op med en ekstrem høj grad af tillid. For eksempel havde jeg i 5.-6. klasse svært ved at følge med i matematiktimerne. Jeg gad ikke, og mine forældre gav mig lov til at sætte det på pause. De troede på, at jeg godt kunne forvalte mine egne beslutninger, og jeg voksede med den tillid og det ansvar, de gav mig.
Min lillebror og jeg fik måske også en lidt for lang snor somme tider. Jeg er ikke endt ud i noget ulovligt, men set i bakspejlet har jeg tilbragt tid med nogle mennesker, som man skulle have ladet være med at være sammen med. Nogle gange tænker jeg også på, om jeg måske fik for meget kærlighed som barn. At der var nogen, der skulle have sat nogle grænser for mig.
Min far er fra Pakistan. Og den måde, jeg gjorde tingene på, brød af og til med den måde, han mente, var det rigtige. Men han gav mig lov alligevel og satte nogle gange sit eget bagland på spil for mig. Jeg ved, at det krævede meget af ham at slippe den kontrol. Det har også gjort, at jeg har følt, at jeg skulle leve op til den tillid, han viste mig.
I øvrigt har jeg en kolossal respekt for min far. Han rykkede teltpælene op og flyttede til Danmark fra Pakistan. Det svarer nærmest til at skifte planet, og det lærte mig ikke at være bange for at blive kastet ud i vilde projekter.
Min tillidsfulde og mangfoldige opvækst har haft stor betydning for mit journalistiske arbejde med syrienskrigerne. Det er blevet min mission at nuancere ting og at søge at forstå andre menneskers rationale. Den forskellighed og tillid til andre mennesker, som mine forældre lærte mig, er kommet tifoldigt igen. For uden den havde mine kilder aldrig ladet mig komme så tæt på.
De børn, der har rejst meget, fordi deres forældre har arbejdet i udlandet, er de sejeste børn, jeg kender. For de har mødt høj og lav, tyk og tynd, sort og hvid. Når jeg når så langt til selv at få børn, skal de også udsættes for så meget som muligt. Jeg tror ikke, homogenitet nødvendigvis er en god ting i opdragelsesøjemed, for det er så vigtigt at få en forståelse af, at mennesker er forskellige.