Mille Andersen ser yngre ud end sine 32 år, men ligner en helt almindelig kvinde, som hun sidder på en cafe på Christianshavn. Hun er køn og virker lidt genert. Det er ikke til at se, at hun i 14 år har levet med den alvorlige spiseforstyrrelse anoreksi. Men der er noget ved øjnene. De flakker lidt, og man kan næsten aflæse, at hun har været helt ude på kanten.
LÆS OGSÅ: Kulturel bulimi. Når maven bliver Gud
Det begyndte med et overgreb, siger Mille Andersen.
Hun har som et stigende antal unge haft problemer med selvværdet, og følelsen af utilstrækkelighed kan komme til udtryk ved at forsøge at leve sundt. Men for mange tager sundheden overhånd, og de ender i et madhelvede, der kan blive livstruende. Hvor mange der er tale om, er vanskeligt at sætte tal på, fordi meget foregår i det skjulte.
Det forklarer Sten Andersen, generalsekretær i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Han er bekymret over udviklingen.
Vi ser, at flere og flere unge mennesker har et lavt selvværd, siger han og henviser til en række undersøgelser, der er foretaget af blandt andet Center for Selvmordsforskning og SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Undersøgelserne peger entydigt i samme retning: De unge får det værre. Især pigerne, men drengene er også ramt.
Psykolog Jette Stjernqvist arbejder til daglig med personer, der lider af spiseforstyrrelser. Hendes bud på en årsag til den bekymrende udvikling er, at samfundet generelt har meget fokus på kroppen.
Udseendet er vigtigt, og de modeller, modebladene viser, bliver tyndere og tyndere, og mange unge piger forsøger at leve op til de normer. Samfundet stiller større krav end førhen, fordi man i højere grad skal kunne klare sig selv. Piger skal nu også have lange uddannelser og kunne klare det hele. Spiseforstyrrelser rammer også piger, der på ovefladen ser ud til at have styr på tingene, men de har et indre kaos, siger Jette Stjernqvist.
For Mille Andersen begyndte madhelvedet, som hun kalder det, da hun var 16 år. Fra at hun begyndte at kontrollere varedeklarationer, når hun købte ind i supermarkedet, udviklede det sig til alvorlig psykisk sygdom i form af spiseforstyrrelsen anoreksi. Først sidste år fik hun kæmpet sig ud af sygdommen.
Folk vil altid gerne vide, hvornår det stoppede, men det stopper ikke fra den ene dag til den anden. For mig varede spiseforstyrrelsen i 14 år, heraf 11 år, hvor jeg misbrugte mad og kastede op hver dag, siger Mille Andersen.
Ved du, hvad der førte til, at du blev så hårdt ramt af en spiseforstyrrelse?
Det handler altid om følelser, siger hun.
I mit tilfælde har det haft betydning, at jeg har et seksuelt overgreb med i bagagen fra børnehaven. En pædagog havde lange fingre, og som barn ved man jo ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Dengang skete der noget med min krop, det er jeg sikker på, siger Mille Andersen, der ikke havde let ved at tale om problemer med sin familie.
Kender du det, at man hverken må være rigtig glad eller rigtig ked af det? Når man hele tiden glatter ud uden at snakke om tingene? I min familie var der meget fokus på det, jeg præsterede, og ikke så meget på, hvem jeg var, siger hun og tilføjer, at hun har et godt forhold til sin familie i dag.
Da Mille Andersen kom i gymnasiet, følte hun kravene stramme om kroppen, og hun skulle præstere meget for at være god nok. Endnu et seksuelt overgreb blev afgørende, mener hun selv, selvom hun ikke bebrejder den jævnaldrende dreng.
Det er svært at snakke om. Han har jo ikke gjort det for at være ond, men jeg kunne ikke sige fra. Jeg kunne ikke finde ud af mine grænser, men måske gjorde han også for meget. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at episoden startede en hel masse negative tanker, som jeg bare lagde låg på, forklarer Mille Andersen.
Da klassen kom ind på ernæring i biologi, så hun pludselig en mulighed for flugt, selvom hun ikke var bevidst om det dengang.
Jeg valgte selvfølgelig ikke at få anoreksi, men pludselig blev jeg meget fokuseret på at leve sundt. Til at begynde med ville jeg bare være sund, men så kammede det over, siger hun.
Ifølge psykolog Jette Stjernqvist er Mille Andersens forløb helt efter bogen.
Spiseforstyrrelser ligger ofte og ulmer i mange år. Det er jo ikke noget, man vælger, men pludselig tager det overhånd. Det bliver i reglen udløst ved overgangen mellem folkeskole og gymnasium. Og en udløsende faktor kan være små ting. En kommentar fra en træner eller fra en onkel, som siger, man er blevet lidt buttet. Men spiseforstyrrelser kan også ramme senere i livet for eksempel efter en skilsmisse.
En disponerende faktor er sårbarhed. Mange forsøger at vise et perfekt ydre, og de får topkarakterer, men de rummer et indre kaos, som ikke kommer til udtryk. Det lave selvværd går igen hos alle med spiseforstyrrelser. De har svært ved at acceptere og erkende, at deres følelser er lige så gode som alle andres.
Objektivt og intellektuelt kan mange se, at det er forkert, men spiseforstyrrelsen får så meget tag i dem. En ung pige sagde forleden til mig, at hun er bange for, at det skal blive ved, men hun er også bange for ikke at have sin spiseforstyrrelse. Den bliver en god ven, selvom pigerne godt ved, at den gør noget ondt ved dem.
Når man begynder at lave regler for sig selv angående kost, vægt og motion, skal man passe på. Når man skemalægger kosten og melder fra til arrangementer, som involverer mad, kan man være på vej ud i et alvorligt problem, siger Jette Stjernqvist og tilføjer, at man skal passe ekstra på, hvis man aldrig stiller sig tilfreds med et vægttab.
Mille Andersen opdagede også, at noget var galt, og hun begyndte at komme hos en psykolog. Han fik hende til at erkende, at hun var ude i alvorlige problemer.
Han fik mig til at forstå, hvad jeg brugte maden til. Men da jeg blev bevidst om mit problem, blev jeg så bange for det, at jeg søgte endnu mere kontrol, og min vægt røg så langt ned, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling, siger hun.
Men efter tre måneder udskrev den da 25-årige Mille Andersen sig selv. Hun fik ikke noget ud af behandlingen og havde tabt sig under indlæggelsen. Hun fortsatte hos psykologen, tog nogle kilo på, men var langtfra ude af anoreksien. En voldsom begivenhed fik hende til at skifte spor.
En morgen tænkte jeg: Kan der ikke bare ske noget voldsomt, så jeg kan slippe helt for det her? Samme dag blev jeg kørt ned af en højresvingende bil. Jeg var helt uskyldig i ulykken, selvom jeg havde ønsket en, men det endte med at blive min lykke. Jeg måtte bruge krykker i fem måneder. Og da jeg stod med mine fysiske krykker, tænkte jeg, at jeg havde haft psykiske krykker i 11 år. Misbrug af mad havde været mine krykker. En anorektiker ønsker ikke at dø, man ønsker at forsvinde for sig selv, fordi man ikke kan være i sig selv.
Mille Andersens nye erkendelse blev afgørende. Pludselig gik det hurtigt fremad, og hun kæmpede sig helt ud af sin spiseforstyrrelse. I dag lever hun et normalt liv, og hun forsøger at hjælpe andre med spiseforstyrrelser. Men hun er stadig præget af fortiden.
Tankerne har styret mit liv i mange år. Og jeg har stadig noget med mad, som kan trigge mig, ligesom en alkoholiker måske ikke kan sidde i et selskab uden at tænke på at drikke. Jeg kan stadig have lyst til at gå ud og kaste op, men jeg gør det bare ikke.