Jeg er vokset op i Haderslev, i grænselandet, i en middelstandsfamilie. Netop det med grænselandet har haft en helt enorm betydning for mig gennem hele mit liv. Jeg er opkaldt efter min fars tre brødre, Hans, Jørgen og Christian, og med de tre navne bærer jeg både en del af stamtræet og en del af grænselandets historie. De tre brødre blev indkaldt til at kæmpe for tyskerne i Første Verdenskrig, som man jo gjorde på den egn, og de døde alle tre i deltagelsen. De kom i fangelejr i Frankrig og døde af tuberkulose.
Jeg fik først ret sent at vide, at jeg var opkaldt efter de tre brødre, og det mindede en om, at det ikke altid er lige lykkeligt at være barn af grænselandet. Det var også en løftet pegefinger om, hvor galt det kan gå, når overdreven ekskluderende nationalfølelse fører til vold og magt, der tvinger andre til at underordne sig. Det var medvirkende til min altdominerende livsfilosofi om, at man kommer længere med en fremstrakt hånd end en knyttet næve. Den kommer af min arv fra grænselandet og fra slægten.
Sønderjyllands historie har jeg altså fået fortalt, lige siden jeg blev født, og på min mors side var der hendes søster, der under Anden Verdenskrig som ung, enlig mor på 23 var tvunget til at tage arbejde i Tyskland. Det foregik med den danske regerings velsignelse, og hun var nødt til det for at kunne forsørge sin dreng og sin pige. Hun omkom i den omfattende bombning af Hamborg i 1943. Ved at høre de historier har jeg set nogle af de positioner udspille sig i forhold til den virkelighed, jeg var placeret i i Sønderjylland.
Mine forældre blev tvunget i tysk skole, men ikke desto mindre kender jeg ingen, som hyldede de danske værdier mere end dem. Vores hjem var ikke et med klaver og diskussioner om nutidens lyrik eller litteratur. Tværtimod var det et hjem grundfæstet i det at give kærlighed til sine børn – hold op, hvor har jeg fået megen kærlighed! Min far var disponent i en herreekviperingshandel, hvilket ikke var noget, man blev rig af, og min mor gik hjemme. Hun kunne, hvis der var hårdt brug for penge til jul, af og til arbejde som juleassistance i de store forretninger i Haderslev og tjene lidt til julegaverne eller til at få os pænt klædt på. For til trods for de trange kår var der en trang til at vise omgivelserne, at min mor kunne vise min søster og mig frem i fine klæder. Når jeg kigger på gamle billeder, kan jeg se, at det med tøjet tydeligt stod for hende som noget, der var vigtigt, noget, man kunne være stolt af.
Min far var kordreng i Haderslev domkirke, og de påvirkninger, han fik derfra, overførte han til sine børn. Aftenbønnen var et helt fast ritual, og min fars kendskab til korsang og danske og tyske sange var overvældende. Han havde en kraftig røst, og han elskede de danske sange og elskede det fællesskab, sangen giver. Det har han givet videre til mig, som nu hver 14. dag går til højskolesang med min kone. Der sker sommetider det magiske, at der pludselig dukker en sang op i bogen, som jeg ikke har hørt i 60 år, men jeg kan stadig huske teksten. Melodien kan jeg ofte også. Det vidner om den solide værdi i at dyrke sangen, som vi havde i mit barndomshjem.
Mine forældre mødte hinanden på en danserestaurant i Haderslev en gang i slutningen af 1930’erne. Jeg er født i 1943, efter at min storesøster døde i barselssengen i 1942. At de mistede et barn, før jeg blev født, spillede selvfølgelig ind på den måde, at de var bange for at miste igen. Jeg kunne mærke på dem, at der var en omsorg, som af og til var præget af angst, selvom det ikke betød, at jeg ikke fik muligheder for at udfolde mig på egen hånd. Jeg blev for eksempel FDF’er på et tidspunkt, hvor jeg kunne deltage i alt, hvad jeg har lyst til, og tage afsted på lejr i en ung alder, og det havde de tillid til. Og så fik jeg jo siden en lillesøster, så vi var to.
Tvivl er et af de bærende elementer, jeg har fået med hjemmefra. Tvivlen om, at det altid er de andre, der er de onde. Den er vigtig at have med. Jeg må konstatere med de senere oplevelser, jeg eksempelvis har haft i mit arbejdsliv, at ondskaben er en del af os selv i højeste grad, og det er vigtigt, at vi også kigger i spejlet i stedet for kun ind i kikkerten. Altså at vi også vender blikket mod os selv. Det har jeg lært af den sønderjyske historie. I 1950’erne oplevede jeg en form for germanofobi efter Besættelsen og de historier, mine forældre bar med sig i form af deres søskende. Samtidig oplevede jeg det paradoksale, at nok var min faders ord bombastiske, men han elskede også at se tysk tv og tage del i det liv, som udspillede sig hos både det danske mindretal og hos tyskerne. Han elskede at spise eisbein med sauerkraut og kunne synge tyske og danske sange med lige stor intensitet. Gennem sine handlinger viste han, at det her med, at de onde altid er de andre, og at ”en god tysker er en død tysker”, ikke var rigtigt. I Jeppe Aakjærs fine sang ”Jeg bærer med smil min byrde” står i sidste vers: ”Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå.” For min far lød strofen altid, at hjertet skvulper af glæde. Han vendte ikke ryggen til andre, men var åben og frimodig.
Ordet respekt var et ord, der fyldte i min barndom, for min far lærte mig at have tillid til og respekt for andre. Gennem ham – og den sønderjyske historie – så jeg, at man kan gå fra en ”dem og os”-retorik til fredelig sameksistens, selvom man har krigedes bare år forinden. Jeg havde en onkel og faster, som boede i Tønder, og deres hjem var et slags paradis for mig. Det var nemlig et hjem med klaver, hvor der blev diskuteret kunst, og hvor alle børn kunne blive studenter. Der var bøger overalt, og når jeg var der, læste jeg som en gal – alt fra ”Intet nyt fra Vestfronten” og ”Pelle Erobreren” til ”Ditte Menneskebarn”. Det har fulgt mig lige siden; drømmen om at blive student og komme på universitetet. Det kom jeg ikke som ung, men da jeg stoppede som chef for Rejseholdet, tog jeg på universitetet, hvor det lykkedes mig at få en bachelor hjem i litteraturvidenskab med kunsthistorie. Jeg er måske en typisk evighedsstudent, fordi jeg bliver ved at tage kurser her og der, men det har været særdeles værdifuldt at opleve den tilgang til viden og kultur, der var hos min onkel og faster.
Min onkel var arrestforvarer, og han var også min store inspirationskilde i forhold til at komme ind hos politiet. De boede i arresthusets tjenestebolig, og jeg hørte hans beretninger om de indsatte og arresthusets resocialiseringsbestræbelser. Jeg sad som en tør svamp og sugede til mig. Han stod lidt for mig som et ikon og var helt klart med til at påvirke mig. På samme måde som min faders lære om, at man kommer længere med en fremstrakt hånd end en knyttet næve. Jeg bliver mere og mere bevidst om den ballast, jeg har fået med hjemmefra, og hvor meget det har betydet for mit liv.
Jeg forsøger at give min barndoms lærdomme videre til næste generation. Jeg fik en datter som 67-årig på den måde, at jeg på det tidspunkt fik mulighed for at voksenadoptere min kones datter fra sit første ægteskab. Jeg mødte min datter, da hun var i 14-årsalderen, men hun er for mig mit barn. I samværet med hende og med mine børnebørn forsøger jeg at delagtiggøre dem i den sønderjyske historie, det at læse og give fortællingerne videre. Børnebørnene har alle siddet på mit skød med øjne så store som tekopper, når jeg har fortalt om de historier, jeg har fra min slægt og fra min tid i politiet. På den måde giver man det videre, der har betydning for en, så det også får betydning for dem. Det er vigtigt, synes jeg.