Prøv avisen

Dittes søn begik selvmord: Jeg følte, jeg stod på en klippeafsats, mens Frederik lå nede i vandet

I sommeren 2004 blev Frederik Stokholm student fra Virum Gymnasium. Han døde i marts 2006. – Privatfoto.

Ditte Kolbæks søn tog sit eget liv. Flere har spurgt hende, om hun er vred på ham. Hun plejer at svare, at hun forstår ham, for hans sygdom betød, at han oplevede at miste sig selv

Frederik tegnede, fra han kunne sidde. I stuen hos hans mor, Ditte Kolbæk, hænger enkelte af Frederiks tegninger og vidner om et veludviklet talent for at fange virkeligheden med en blyant. Han tegnede til sin død, og på en af de sidste tegninger skrev han: ”Livet er fuldt af kærlighed, og jeg er så taknemmelig”. Ordene omformulerede Ditte Kolbæk til en slags leveregel:

”Livet er fuldt af kærlighed, og det er den, som skal bære os igennem.”

Torsdag var det 11 år siden, Frederik tog sit eget liv. 61-årige Ditte Kolbæk har sagt ja til at fortælle om, hvordan det er at være mor til et barn, som får en psykiatrisk sygdom, om afmagten, sorgen og om at blive hel med fine, lange ar.

”Det er svært nok at have en psykisk sygdom, men samtidig er det voldsomt tabubelagt. Jeg savner en forståelse for, at når et menneske er alvorligt psykisk syg, skaber man sig ikke. Man er et sted med sig selv, der ikke findes ord for.”

Frederik var 20 år, da han blev syg. Året før var han blevet student fra Virum Gymnasium. På gymnasiet var han en afholdt elev, som var med i festudvalget og havde en god tilværelse. En del af hans sociale liv blev udlevet i den lyse stue i hjemmet i Holte. Han fik en studentereksamen, som åbnede mange døre, men besluttede, at han ville søge ind på en tegneskole i Viborg. Han havde talt om at blive arkitekt, men i første omgang ville han fokusere på at blive bedre til at tegne.

Han flyttede til Viborg, og Ditte Kolbæk mærkede, at han trivedes på skolen, og det kom ikke bag på hende, for han havde altid været god til at få venner. Da han var hjemme til jul, sagde han, at han følte, han var ved at blive syg.

”Jeg kan tydeligt huske den samtale, for jeg syntes, det var noget mærkeligt noget at sige, og jeg må med skam melde, at jeg slog det hen.”

I februar begyndte han at sende mails og sms’er, som bekymrede hende. Det var beskeder med både had, vrede og trusler.

”Jeg tænkte: ’Filmen er knækket for ham. Det her er alvorligt’. I marts blev det helt tosset, og jeg erkendte, at jeg havde en dreng, som var alvorligt syg.”

Da Ditte Kolbæk indså, at Frederik var syg, kontaktede hun familiens praktiserende læge og bad lægen tage kontakt til Frederiks læge i Viborg. Det afviste den praktiserende læge. Frederik havde astma og var jævnligt hos sin praktiserende læge, så hun kontaktede Frederiks læge i Viborg og bad ham tale med Frederik, når han kom til kontrol for astmaen. Også han nægtede. Det var hendes første møde med afmagten som pårørende til en psykisk syg.

”Jeg følte, jeg stod ude på en klippeafsats, mens Frederik lå nede i vandet. Jeg råbte: ’Smid en redningskrans ud.’ Vores praktiserende læge stod med redningskransen i hånden, men han ville ikke smide den. Jeg blev stående på klippeafsatsen. Så kom der en anden læge, og jeg råbte igen, men han ville heller ikke kaste redningskransen.”

Da det blev sommer, kom Frederik hjem og boede på skift hos sine nære venner fra gymnasiet. De kunne se, at han var syg, og kontaktede Ditte Kolbæk og fortalte, at de gerne ville hjælpe Frederik ved at få ham indlagt.

”Jeg sagde til dem, at jeg syntes, det var en bragende god idé. Jeg beundrer dem stadig for, at de tog det store ansvar på sig. Som pårørende blev vi afvist og nærmest set som en del af Frederiks sygdom.”

Vennerne tog ham til psykiatrisk skadestue, hvor Frederik benægtede, at han var syg, og han fik lov at gå.

”Manglende sygdomserkendelse er en del af sygdomsbilledet. Den aften kom hans venner her, og vi sad oppe og talte den halve nat.”

Ni måneder efter, Frederik nævnte for Ditte Kolbæk, at han troede, han var ved at blive syg, lod han sig indlægge på psykiatrisk hospital i Viborg, og han flyttede siden ind på et botilbud for psykisk syge i Viborg. Kort før jul fik han sin diagnose. Han spurgte familien, om de ville være med den dag. Alle kom. Frederik og familien fik at vide, at man behandlede ham ud fra, at han havde maniodepressivitet.

”Medicinen betød, at vi følte, at han var ved at rejse sig. Han begyndte igen at formulere sig med andet end bare aggressioner, og vi havde nogle gode snakke. Jeg sagde til ham, at han ville kunne rejse sig og få en ny slags hverdag, men at han måske skulle starte et andet sted. Jeg kunne se mange muligheder for ham.”

I en af deres samtaler sagde Frederik, at han følte, han havde mistet sig selv.

”Du kan miste din førlighed og din elskede, men man kan jo ikke miste sig selv. Det er det ultimative tab. Og ja; han havde mistet den, han var. Han havde altid været dygtig til at koncentrere sig, men sygdommen betød, at hans hoved var et uafbrudt tankemylder, og han kunne ikke holde fast i noget som helst. Og nogle af hans tanker var meget destruktive, og der kom en aggressivitet, som var fremmed for ham. Følelsesmæssigt var han flad. Han kunne ikke mærke sig selv eller føle noget for andre, og han var forskrækket over at opleve, at hans hjerne ikke virkede, for han havde altid været fagligt stærk.”

Frederik forlod bofællesskabet i Viborg om aftenen klokken 21 den 8. marts 2006 og blev fundet død næste morgen. Politiet overbragte beskeden til familien om eftermiddagen. Ditte Kolbæk havde det, som om tyngdekraften blev ophævet. Hun havde aldrig tænkt, at han kunne finde på at tage sit liv, for som person var han problemløsende.

Ved begravelsen sagde hun til sig selv, at hun skulle sige til sig selv 100 gange om dagen, at Frederik var død.

”Det gjorde så ondt bare at tænke det, men jeg tænkte, at jeg var nødt til at holde det ud og lære det, og jeg talte på fingrene, at jeg havde sagt det højt 100 gange hver dag. Jeg måtte tage det ind kognitivt, for ellers skulle jeg løbe fra det i resten af mit liv.”

Frederik blev begravet en fredag, og om mandagen gik moderen på arbejde. Dengang havde hun et lederjob i en international it-virksomhed. Hun skrev en mail, hvor hun fortalte, hvad der var sket, og inviterede til åbenhed.

”Efter Frederiks død blev mit liv delt op i to. Jeg gik på arbejde, hvor jeg kunne holde følelses-fri. Nogle gange kom tårerne alligevel væltende, og min kollega rejste sig og lagde en arm om min skulder, inden vi fortsatte arbejdet. Når jeg kom hjem, græd jeg. Jeg græd meget og fik at vide af en psykolog, at det var sjælens måde at regenerere på.”

Frederik tegnede hele livet, men da han var syg, ønskede han ikke, at Ditte Kolbæk så billederne. Efter hans død gennemgik hun tegningerne og fik et indblik i, hvordan han havde haft det. På flere af tegningerne havde han tegnet sig selv bagfra med en hjerne adskilt fra kroppen.

”Jeg græd, da jeg så dem, for der kunne jeg se, hvor slemt han havde haft det. Men tegningerne gjorde det også lettere for mig at forstå, at sådan her kan man ikke have det.”

Mens han var syg, undrede hun sig over, hvorfor behandlerne ikke i højere grad inddrog familien, for Frederik ville gerne samarbejde med familien. Efter hans død, bad familien om en samtale med den overlæge, som havde været ansvarlig for behandlingen. De måtte vente i mere end to måneder, før lægen fandt tid til en samtale.

”Da vi mødte op, havde han intet forberedt, og han begyndte at læse op af en forkert journal, og Frederiks plejer måtte afbryde ham, og så fik han fundet den rigtige journal frem. Det var fuldstændig mangel på forståelse og respekt for vores tab, og jeg tænkte: ’Er det ham, som skulle hjælpe Frederik?’”

Der var særligt en ting, Ditte Kolbæk undrede sig over i forhold til behandlingen af Frederik. Han havde fortalt hende, at lægerne havde sagt, at han ikke skulle regne med, at hans situation ville blive bedre. Hun havde troet, at det var udtryk for en fejlfortolkning fra Frederiks side. Da hun fik journalen, kunne hun se, at det havde han flere gange fået at vide.

”Der er meget, vi ikke ved om psykiske sygdomme, men hvordan kan man fælde en så bombastisk dom over et menneske, som kun har været i kontakt med psykiatrien i få måneder?”

Efter Frederiks død er hun flere gange blevet spurgt, om hun er vred på ham. Hun plejer at svare, at hun forstår ham.

”Han sygdom gjorde, at han led det ultimative tab: Han mistede sig selv. Jeg har mistet en søn, og det er slemt nok. Men Frederik mistede sig selv, og lægernes dom, at han ikke skulle forvente at få det bedre, har han taget konsekvensen af.”

”Frederik var ikke en kvitter. Han var et målrettet og handlekraftigt menneske og problemløsende i sin tilgang til livet. Jeg oplever hans farvel til livet som en konsekvens af den byrde, som blev lagt på ham. Han kunne se, at han mistede alt, og han var i en voldsom, voldsom smerte, som vi ikke kan forestille os.”

Familien har støttet hinanden, og venskabskredsen har bakket op. To veninder har haft en særlig betydning for Ditte Kolbæk. Den ene var genboen Rie, som hun talte med en gang om dagen det første år. De samtaler har været afgørende for, at hendes psykiske helbred ikke tog varig skade.

”I en samtale med Rie, hvor jeg var fortvivlet, sagde hun til mig, at Frederik led af en livstruende sygdom, som han døde af på samme måde, som hvis han havde haft uhelbredelig kræft. Der er så meget ved psykisk sygdom, som vi ikke forstår, men ved den sammenligning blev det hele mindre mærkeligt.”

”Frederik havde en svær depression, og det kan man dø af. Da det gik op for ham, at han var syg, havde han gjort alt, hvad han havde lært man skulle for at blive rask: Han lod sig indlægge og medicinere, og han udholdt alle generne ved medicinen. Medicinen gjorde ham tyk, gav søvnbesvær, og han blev følelsesmæssigt flad, men han holdt ud, for han ville være rask. Men samtidig fik han at vide mere end én gang, at han ikke skulle regne med, at det blev bedre. Det kunne han ikke se enden på. Så faldt hans liv sammen, for han ville noget med sit liv og havde en forestilling om, at han skulle bidrage til den store fest.”

Familien har stadig kontakt med fire af Frederiks venner. De plejer at samles til hans fødselsdag lige før jul og fejre ham med en julefrokost i huset i Holte. Ditte Kolbæk serverer snaps med urter fra haven, og hendes mand laver et væld af små retter, som da Frederik levede.

”Det er forfærdeligt dejligt for os, at Frederik ikke kun har sat sig spor hos os som forældre, men også hos de unge mennesker, som stadig har lyst til at have noget med os at gøre. På den måde bliver Frederik ved med at være en del af os ikke bare som en gravsten, men som et menneske, som betyder rigtig, rigtig meget.”

Da Frederik var syg, havde de en samtale, hvor hun sagde, at hun ville ønske, at hun kunne bære hans smerte. Hun tænker, at det måske er det, han lod hende gøre, da han døde.

”Det var et stort ønske for mig at kunne tage noget af hans smerte på mig. Havde han brækket begge lårben, ville jeg have skubbet hans kørestol, til benene var vokset sammen, og han fik kræfter til at rejse sig, men der var ingen kørestol, jeg kunne skubbe.”

Er livet fuldt af kærlighed, og er det den, som skal bære os igennem, sådan som hun formulerede det i sin leveregel kort efter Frederiks død?

”Ja. Det er derfor, jeg er i verden. Jeg kan ikke leve op til det hver dag, men jeg prøver, og i dag har jeg et godt liv, men med en anden skrøbelighed. Der gik nogle år efter Frederiks død, inden jeg fandt en hel Ditte igen. Jeg er hel, men med lange, fine ar.”

Fotograferiet er fra Frederik Stokholms første skoledag i 1989, hvor han her ses sammen med sin mor. – Privatfoto.
Tegning: Morten Voigt

Andre læser lige nu