Prøv avisen
Mine familieværdier

Højskoleforstander: Jeg forsøger at give mine børn og elever de samme værdier

Højskoleforstander Mads Rykind-Eriksen og hans kone Anja har syv børn. Det skaber en familie fuld af liv, men også et behov for planlægning og struktur. – Foto: Lasse kofod/ritzau

Forstander på Rødding Højskole, 47-årige Mads Rykind-Eriksen, siger selv, at han som barn faldt i den store, grundtvigske gryde. Grundtvigs kristendomsopfattelse har givet ham en rodfæstethed, der er ført videre i hans egen familie, og som han gerne vil give videre til sine elever

Jeg er den glade københavner, der er vokset op på stenbroen, står der på højskolens hjemmeside. Det dækker over, at jeg er vokset op på Østerbro, og jeg har altid haft et lyst sind og en positiv tilgang til tilværelsen. Som barn havde jeg meget frie rammer. Min mor og far blev skilt, da jeg var ni år, så derefter voksede jeg op hos min mor sammen med mine to søskende. Min mor var uddannet indretningsarkitekt, men ville gerne læse videre til etnolog. Derfor læste hun størstedelen af min barndom, og ved siden af havde hun, hvad der vel næsten var et fuldtidsjob. Med en travlt optaget mor var der til gengæld masser af frihed til os børn samt en tiltro til, at vi godt kunne klare os selv. Fra min mor så jeg også flid og vilje til at nå det mål, man har sat sig. Det har siddet i mig siden som en grundlæggende arbejdsomhed og virketrang.

Gennem hele min barndom har jeg haft en række faste holdepunkter. Jeg var hjemme hos min far Jens én gang om ugen, ligesom jeg sov ude to gange hver uge hos henholdsvis min moster Ingrid og onkel Arne samt mormor Sigrid og morfar Frede. Min moster og onkel boede tæt på os, så der var jeg meget i min barndom, og min kusine Marianne var én af mine bedste venner, indtil jeg flyttede fra København efter gymnasietiden. Selvom det lyder forholdsvis fragmenteret, så var min barndom præget af mange forskellige mennesker, som stabilt var til stede, og som blev meget nære relationer for mig. Også håndbold blev et holdepunkt, som jeg havde fra jeg var ni år og indtil 2. g. Sporten lærte mig holdspillets værdi, og så gav det disciplin. Træneren var nemlig tidligere officer, så det har aldrig været nødvendigt for mig at aftjene nogen form for værnepligt, for det gjorde jeg hos ham.

Min morfar og mormor havde stor betydning for mig. Jeg sov som sagt hos dem hver onsdag, men derudover var de ledere af Bording Friskole, som de også havde grundlagt. På denne grundtvig-koldske friskole gik jeg. Derfor så jeg ikke kun min mormor og morfar som bedsteforældre, men også som skolefolk, hvor jeg husker min morfar som en eminent fortæller. Han fortalte nordiske myter, græske heltesagn, bibelhistorier og generel danmarks- og verdenshistorie. Som barn lyttede jeg fascineret til hans historier og drømte mig derhen. Han fortalte blandt andet om oldtidens egyptiske kultur og Marco Polos rejser, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at dér skal jeg hen en dag. Fortællingen gav mig både udsyn og nysgerrighed. I dag har jeg været alle de steder, han fortalte om.

Jeg har vist mine børn samme tillid, som jeg blev vist i min barndom, vil jeg vove at påstå. Hvis de kommer og beder om lov til noget, må de det for det meste godt. Det handler om at sige ja inden for rimelighedens grænser. Kun få steder har der været forbud, blandt andet omkring alkohol. Der er vi nok mere strikse end de fleste andre. Ingen alkohol før de er fyldt 18 år. Således har vi begge haft alkoholikere i vores allernærmeste familie, ligesom vi mener, at unge generelt begynder at drikke alt for tidligt. Vi har allerede været turen igennem med vores fire ældste børn – dog ikke uden diskussion.

Som barn er jeg faldet ned i den store, grundtvigske gryde. Både på min mors og fars side har mine bedste- og oldeforældre været stærkt præget af Grundtvigs menneske-, folkeligheds- og kristendomsopfattelse. Sidstnævnte var ikke noget, der blev prædiket for os, men lå som et grundvilkår. Blandt andet bad vi altid Fadervor, inden vi gik i seng, og det har jeg siden selv gjort med mine børn. Var jeg sammen med min mormor og morfar om søndagen i weekenderne og ferierne, sang vi i forlængelse af morgenmaden ofte morgensang, læste dagens tekst og sagde trosbekendelsen – en tradition, jeg har taget med mig. Tro er en stor del af min identitet, og troen har givet mig en rodfæstethed, som jeg gerne vil give videre. Det handler om at forstå mennesket som fortalt ind i en større sammenhæng og historie; at der er en mening med livet.

Livslyst og livsglæde er nogle af de ting fra min barndom, jeg gerne vil give videre til mine børn, samt det, at de føler sig rodfæstet i en kultur og en historie, hvorfra de kan orientere sig mod resten af verden. Det handler om at have et ståsted, hvilket måske er vigtigere end nogensinde i en globaliseret verden. I forlængelse heraf har vi gerne villet vise vores børn, at verden er større end Danmark, hvorfor vi har været på lange rejser til Nord-, Mellem- og Sydamerika samt til Rusland og Mellemøsten. Derudover har jeg gerne villet lære mine børn, at det er vigtigt at gøre sig umage. Livet skal ikke soldes væk. Det er kostbart og fortjener, at man gør sig umage med det, man vælger at bruge sin tid på.

Jeg mødte min kone, da vi selv var elever på Rødding Højskole. Hun var fire år ældre end mig, var lige blevet skilt og havde et barn på knapt et år. Forskellige som vi var, virkede hun med det samme som noget særligt, og vi faldt hurtigt for hinanden. Tanken om at finde en højskolekæreste, jeg kunne blive rigtig glad for, havde faktisk strejfet mig, inden jeg kom til Rødding. Og det var præcis det, jeg fandt i Anja. Når jeg ser tilbage på det i dag, så tror jeg, at jeg instinktivt havde en fornemmelse af, at jeg kunne opnå alt det, jeg ville, sammen med hende.

Vi har fået seks børn sammen. Anja havde Nikoline i forvejen, og hende har jeg også altid været far for. Vi elsker børn, og derfor valgte vi også at få så mange. Det er skønt at have liv omkring sig, og dét skaber børn. I dag er den ældste 26, og den yngste er 7. Dermed har vi haft små børn i 25 år. Det er et enestående privilegium, for børn er livsbekræftende. På den måde har vi opbygget vores eget stærke netværk af nære relationer, og det har børnene også fået gavn af. De har mange søskende at trække på, og samtidig har de lært at indgå i et stort, forpligtende fællesskab ligesom elever på en højskole.

Vi er nærmest en bevægelse, har en præst engang sagt om vores familie. Det er en naturlig konsekvens af at være så mange mennesker, at vi skaber liv, hvor end vi kommer. Og det er differentieret liv, fordi der i vores flok både er drenge og piger, store og små. Men så stor en familie kræver også, at alt er meget velplanlagt, og det er vi gode til. En rejse med rygsæk og syv børn stiller store krav til struktur og logistik, når man skal sørge for, at der er plads til og styr på alle. Vi skal altid booke mange værelser og flere biler eller en bus. Når man rejser i Mellemøsten, som vi har gjort en del, indgyder det til gengæld respekt, når man har så stor en familie.

Den største udfordring som forældre er balancen mellem arbejdsliv og familie. Jeg synes, at vi gør det meget godt, men der er altid en nagende samvittighed. Det hører jeg også fra andre, hvilket sandsynligvis er et moderne livsvilkår. Men at være højskoleforstandere er ikke bare et arbejde. Det er en livsform. Det handler om, at man laver noget vigtigt og betydningsfuldt. Det betyder også, at grænserne mellem arbejds- og fritid bliver mere flydende. Det er som at leve på en bondegård i gamle dage. Man lever tæt sammen og taler ikke om at ”tage på arbejde”. Vi har stadig fem hjemmeboende børn, og vi forsøger at give dem og højskoleeleverne samme værdier. Udsynet til verden, rodfæstethed og dyden med at gøre sig umage.

Andre læser lige nu