Prøv avisen

"Jeg har begået stort set alle de fejl, forældre kan begå"

18-årige Nicklas er i dag ude af sit misbrug og i gang med en uddannelse. Derfor ønsker han ikke at blive fotograferet. Hans mor, Mille Randløv, har gjort sig dyrekøbte erfaringer undervejs. -- Foto: Leif Tuxen.

Tabu, tårer og trusler følges ad, når ens barn ryger ud i et voldsomt hashmisbrug. Tal med andre, lær at se signalerne og at kommunikere uden bebrejdelser, lyder rådet fra Mille Randløv, der er mor til et nu forhenværende misbrugerbarn og initiativtager til stophash.dk

Det er en mandag morgen i december, at telefonen ringer og ændrer alt.

I den ene ende sidder en politibetjent, der fortæller Mille Randløv, at hendes 16-årige søn Nicklas er blevet taget med euforiserende stoffer på et værtshus lørdag morgen. I den anden ende sidder en mor og ved, hvordan fuldstændig afmagt føles.

"Den dag aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mit barn. Det var, som om verden blev sort for mine øjne," siger Mille Randløv, forretningsspecialist i en stor it-virksomhed og alenemor til Nicklas.

Når Mille Randløv i dag ser tilbage på de små tre år, hvor hendes højtelskede, glade og tillidsfulde søn røg sig længere og længere ind i hashtågerne, er den telefonsamtale skelsættende. Men måske begynder historien allerede den dag, hvor Mille Randløv får at vide, at hendes dengang 13-årige søn ryger. Cigaretter, ikke hash, men dog alarmerende nok til, at mor tager en tur med sønnike og fortæller hvor tåbeligt, det er at ryge, og at det skal han lade være med. Basta.

"Dér var jeg den autoritære mor. Vi tog en ordentlig tur, og jeg begyndte at gå i hans lommer. Jeg fandt intet og slog mig til tåls med, at de der cigaretter nok var en form for oprør. Nicklas var i puberteten, 'hormonampullen' var knækket nu," siger Mille Randløv.

Hun har været alene med Nicklas, fra han blev født. Hun har haft en god økonomi, et godt netværk og gode job. Og ingen af de kærester, hun har haft, har grundlæggende ændret noget ved deres tætte relation.

Et år senere er der igen en bekendt, der ser Nicklas ryge på gaden. Det viser sig, at han har røget hele tiden, men hver dag graver cigaretterne ned udenfor i en frysepose. Det har han lært af vennerne, der gør det samme.

Vennerne har ellers altid været velkomne gæster i hjemmet, men nu bliver de skiftet ud; sammen med fritidsinteresserne. Men de nye venner er også søde, og hvem siger egentlig, at en stor dreng skal blive ved med at spille håndbold?

"Jeg så på det som en form for løsrivelse. Men på et tidspunkt får jeg mistanke om, at vennerne ryger hash. Jeg spørger Nicklas, om han har prøvet det, og han siger ja, men det siger ham ikke noget."

I løbet af året bliver Nicklas mere og mere træt, også af skolen. Derfor skal 9. klasse bruges på en efterskole. 45 dage efter, at Nicklas er sendt af sted, ringer skolen og siger, at han er på vej hjem. Og ikke skal komme tilbage. Han har røget hash, og skolen har en nul-tolerancepolitik. På vej hjem i toget ringer han og græder. Det samme gør hans mor.

"Den dag begynder jeg at begå alle de fejl, en forælder kan begå. Jeg tuder, jeg råber og skriger og er helt i knæ. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få ham til at holde op med at ryge hash. Set i bakspejlet er jeg helt urimelig i min afmagt. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke konfronterer ham med det, han har gjort."

Nicklas slæber sig gennem 9. klasse derhjemme, ryger hash med kammeraterne og skændes med sin mor. Hverken trusler eller tryglen hjælper, og han begynder på teknisk skole året efter. Han vil være tømrer, men kommer alt for sjældent op i tide og i skole.

I december kommer så opringningen fra politiet. Og endnu et knæk på tilliden. En aften kommer en af Mille Randløvs venner forbi. Mens de to drikker et glas rødvin, stikker Nicklas hovedet ind i stuen og siger farvel, og da vennen lidt senere stikker hånden i sin jakkelomme i entreen, mangler der 1000 kroner.

"Jeg sender Nicklas en sms og får at vide, at jeg ikke må være rigtig klog. Naturligvis har han ikke stjålet de penge. Næste dag går jeg i hans lommer og finder 750 kroner, jeg ved ikke skal være der."

På det tidspunkt er Mille Randløv klar til at smide sin søn på gaden. SSP-medarbejderen råder hende til at lade Nicklas blive hjemme, og så ruller maskineriet. Kommunen undersøger familieforholdene, der er i orden, og mor og barn tilknyttes U-Turn, der er Københavns Kommunes rådgivningssted for unge misbrugere og deres familier. Nicklas kommer på afrusning, Mille Randløv på forældrekursus, hvor hun lærer, at både afmagten og realiteterne bliver lettere at bære, hvis de deles med andre.

"Jeg gik med skyklapper. Jeg ville ikke se. Men nu blev jeg nødt til at acceptere, at min søn var misbruger, at han løj for mig for ikke at såre mig, og at vi måtte finde nye måder at kommunikere på. Jeg så de andre forældre og slap nogle af selvbebrejdelserne. Og jeg begyndte igen at kunne fortælle mit barn, hvor højt jeg elsker ham, og at jeg er der for ham. Tilliden kom langsomt tilbage, blandt andet fordi jeg holdt op med at 'sætte prislapper på sandheden' i form af trusler om at lukke hans mobil eller skære i lommepengene," siger Mille Randløv, der kalder det en kæmpelettelse at bryde tabuet om at være mor til en misbruger.

"Jeg var så flov. Jeg græd, jeg skældte ud og bebrejdede mig selv og ham. Jeg forstår godt, at han ikke havde lyst til at være hjemme hos mig, der så hvert trin, han trådte forkert. Langsomt begyndte vi at tale sammen på nye måder, og i dag handler mit eget lille korstog om at nedbryde tabuer, for jeg har set, hvordan mistilliden vokser med dem. Alt, hvad jeg gjorde, var gjort i kærlighed, men der var mange fejl undervejs."

Da Nicklas var ude af sit misbrug, beslutte Mille Randløv at dele sine erfaringer med andre forældre. Derfor har hun oprettet hjemmesiden stophash.dk, hvorfra hun formidler fakta og fortæller sin egen historie.

"Vi har brug for at turde tale mere åbent om, at hash ikke bare er et uskadeligt naturprodukt, men et rusmiddel, som bedøver hjernen i en sådan grad, at vores børn mister en stor del af deres naturlige udvikling i puberteten," siger Mille Randløv.

At have en datter eller søn, der er misbruger, er stadig stærkt tabuiseret, mener hun, og forældre kan derfor have stor glæde af at tale med andre forældre, der står med de samme problemer.

"Det nytter ikke, som jeg gjorde, at lukke øjnene i en naiv forestilling om, at mit barn 'aldrig vil begynde på sådan noget'. Som ansvarlige voksne bør vi fokusere på forskellen mellem teenageoprør og symptomer på hashmisbrug – selvom de kan ligne hinanden meget. En del voksne nedtoner af uvidenhed deres børns forsøg med rusmidler, men vores år med konflikter, skænderier, mistillid og fremmedgørelse kunne være undgået, hvis jeg havde tilsidesat min stolthed og søgt hjælp langt tidligere, end jeg gjorde," siger Mille Randløv, der peger på, at det uden tvivl er lettere at hjælpe andre end sig selv.

"Som forældre er vi naturligt styret af følelserne for vores børn. Følelserne gør det svært at forholde sig neutralt til problemerne, og vi handler oftest med hjertet og ikke med hjernen. I sidste ende er det dog os, forældrene, der står med nøglen til og ansvaret for en bedre og rusmiddelfri tilværelse for vores børn."

Nicklas er i dag snart 18 år, ude af sit misbrug og i gang med en uddannelse.

familieliv@kristeligt-dagblad.dk

Mille Randløv og sønnen Nicklas boede i Grønland, da drengen var lille. Her var hun udstationeret for SAS som stationschef i Søndre Strømfjord. Billedet er taget i 1995 . -- Foto: Leif Tuxen.