Prøv avisen
Min skoletid

Erik Clausen: Jeg kan huske alt, hvad min lærer sagde

Erik Clausen har oplevet, hvordan en enkelt lærer kan være formativ for eleverne. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Om end skuespiller og instruktør Erik Clausen som arbejderklassedreng følte, at han ikke rigtig passede ind i folkeskolen, var en ganske særlig lærer med til at forme ham som menneske

Hvordan var din førsteskoletid?

"I Københavns Sydhavn blev der i 1948 bygget en stor skole til 700 børn, og der blev også plads til arbejderbørnene. Så den første skoledag var en fest med røde faner, lokalpolitikere og fagforeningsfolk. Jeg opdagede hurtigt, at der var store modsætninger mellem min baggrund og skolen."

"Vi lærte om kongerækken og ikke om folket, vi skulle synge sange med tekster, vi ikke forstod, og når der stod i matematikbøgerne, at to plus to blev fire, gav det ingen mening for mig. For jeg vidste, at derhjemme fik min mor én krone, hver gang arbejdsgiveren fik tre. Det, der reddede det hele, var min klasselærer."

Hvad var det bedste ved din skoletid?

"Det var min klasselærer, der havde os i stort set alle fag. Han kunne rime, fremkalde rungende latter og var en gudbenådet pædagog. Han var stærkt venstreorienteret og blev frosset ud på lærerværelset. Men han var ligeglad, for så spiste han bare sin madpakke sammen med os. Han rev skemaet i stykker og gjorde tingene på sin helt egen måde."

"Alligevel var vores klasse længere fremme i pensum end alle andre, og det selvom vi aldrig havde lektier for. Han vidste nemlig godt, at lektier ikke var forenelige med vores virkelighed, for vi havde arbejde efter skole. Han gav aldrig eftersidninger, og han slog aldrig."

Hvad står klarest i din erindring, når du tænker tilbage på din skoletid?

"Jeg var egentlig enormt doven, sad på bagerste række og kiggede ud på skyerne. Jeg kiggede ud ad vinduet og mærkede, at der var et løfte om store fortællinger. Samtidig kom jeg nemt til de gode resultater, og vores klasselærers undervisning fulgte jeg med i. I dag kan jeg stadig huske, hvad min klasselærer sagde ord for ord."

Hvordan kom din skoletid til at præge dig?

"Jeg har taget rigtig meget af min lærers mentalitet med mig. Hans optimisme og energi og så det, at han var usnobbet, men samtidig intellektuel."

Hvorfor er folkeskoleårene for dig at se vigtige?

"Selvom jeg godt kunne kede mig og også brugte tid på at dagdrømme, var min klasselærers undervisning så inspirerende, at den gav mig lyst til at udforske og læse. Det var en ny tid, og der kom et bibliotek i Sydhavnen, hvor jeg begyndte at komme. En inspirerende lærer kan betyde utroligt meget for ens fremtid og være med til at forme en som person."