Prøv avisen

Jeg ønsker ikke længere at kende min far

Mettes far var hendes mor utro, og det er blandt andet derfor, at Mette ikke længere har kontakt med ham. "Jeg kan ikke tilgive ham, fordi han fra sin side ikke vil bekende noget, og der skal to til forsoning," fortæller hun.

Mette brød for 10 år siden med sin far. Gennem flere år var han hendes mor utro. Hun konfronterede ham med det, men han benægtede og kaldte hende for frøken Judas

På opslagstavlen i Mettes soveværelse i lejligheden i København hænger et sort-hvidt foto af hende i dåbskjole. Moderen, der bærer hende, og faderen ser kærligt på den førstefødte.

"Det billede kan jeg godt have hængende uden dog at føle, at han er min far, og at jeg er hans kød og blod. En gang var jeg vred på ham og bange for ham, men nu er jeg bare ligeglad. Og det er nok denne ligegyldighed, der er værst for min far og mig," siger 31-årige Mette.

Det var en aktiv familie med fire børn. Begge forældre havde job, men samtidig blev der plads til engagement i det lokale missionshus og sognekirken. Hendes far var en af forkynderne i missionshuset og var brugt som taler på egnen. Mette blev nærmest født ind i det kirkelige børnearbejde, og det var naturligt, at hun kom på kristen friskole.

"Jeg har forsøgt at huske, hvornår min far var en god far. Jeg har minder om sjove lege og smil, da jeg var lille, men det er ikke de minder, der dominerer. Jeg husker ham mest som en meget moralsk og dominerende far. Der var ofte stor forskel mellem ord og handling. Jeg opførte mig ofte hysterisk, fordi jeg prøvede at få ham i tale. Han gav igen ved at tale meget nedsættende om mig. Han forsikrede mig, at mit liv ville kuldsejle og kaldte mig flere gange frøken Judas," siger hun.

Da hun var 12 år, blev forældrene venner med et andet par, der også kom i missionshuset. Efter en tid udviklede der sig et forhold mellem Mettes far og konen fra venneparret. Nabokonen og kammerater fortalte Mette, at de havde set faderen og den nye kvinde i skoven. Selv kunne hun se, at hendes far blev som en forelsket dreng, når de var sammen med parret, og hun så flere gange hans bil parkeret ved parrets hus, når faderen skulle være et andet sted.

"For min mor var far manden i hendes liv, og hun ville gå langt for familiesammenholdets skyld," siger Mette.

Mens jævnaldrende spillede håndbold eller hyggede sig med veninder i sofaen, sad Mette på sit værelse og skrev.

Hun går ind i soveværelset og vender tilbage med en meget stor kasse, der er fyldt med dagbøger og breve fra hendes teenageår. Alle de svære følelser har hun skrevet sig igennem.

"Det var svært for mig at forholde mig til, at man kunne være så gennemført uautentisk som ham. Han havde ingen sårbarhed eller selvironi. Men på den anden side var jeg bange for ham. Budet om, at du skal ære din far og mor, tænkte jeg ofte på. Min far bebrejdede mig, at jeg reagerede alt for meget på følelser, og da jeg første gang skulle formulere en fri bøn, bad jeg om, at Gud ikke måtte lade mig være styret af mine følelser," siger hun.

Fra Mette var 14 år, til hun blev 18 år, levede hun med en stærk dødsangst. I missionshuset havde hun hørt om fortabelse, og hun frygtede, at hun ville gå fortabt på grund af de vrede tanker, hun bar i sig. Nærmest som et ritual kaldte hun sin mor op på sit værelse, hun ville gøre op og tale alt igennem med hende, hvis hun skulle dø i løbet af natten.

Mette har kun vage minder om gymnasietiden. Bortset fra engagement i det kristne studenterarbejde på skolen levede hun gennem litteraturen i en drømmeverden gjort af poesi. I romaner og digtsamlinger fandt hun beskrivelser af alt det, som hun følte, men ikke selv havde ord til at udtrykke. Citat på citat blev skrevet ned.

"Afslutningen på gymnasiet mindede mig om, at jeg skulle flytte hjemmefra, men jeg ønskede egentlig at blive hjemme og holde sammen på min familie," siger Mette.

Det gik op for hende, at hun måtte have hjælp til at tackle situationen og var på vej ned til mønttelefonen for at ringe til et nært familiemedlem, som hun håbede kunne hjælpe hende selv. I døren mødte hun faderen, fortalte hvad hun ville gøre, og han slog hende. Den episode blev et af vendepunkterne i Mettes liv.

Mettes brud med faren skete over flere år. Et brud var, da han slog hende første gang som 18-årig. Da han fysisk smed hende ud af sin nye bolig, og da han benægtede at skulle giftes med sin veninde for knap to uger senere at indgå ægteskab med hende, blev bruddet endeligt. Efterfølgende har også Mettes tre søskende også afbrudt kontakten med faderen.

"Mange børn oplever, at deres forældre finder en anden, men det, som gjorde vores situation så speciel, var løgnene og fornægtelserne. Hvis far bare havde erkendt situationen og taget konsekvensen, havde det været lettere for os alle," siger Mette, som for nylig er blevet gift.

En novemberdag for godt fire år siden kom Mette hjem til sin lejlighed efter en dag på seminariet. Ved døren så hun en engel. Der fløj en due fra englen hen til Mette og fjernede en stor, sort stolpe, der gik hele vejen ned gennem hendes krop.

"Det forløste noget i mig og kom til mig som en gave. Fra det øjeblik forsvandt min fortabelsesangst, og jeg kunne starte forfra på det med Gud. Mit dårlige forhold til min far har også præget mit Gudsbillede. Jeg kunne ikke tænke på Gud som en Gud, der grundlæggende ville mig det godt, og det har taget mig mange år at kunne sige "far" til Gud," siger hun og viser det store maleri i soveværelset, hvor hun har gengivet erfaringen fra den novemberdag på trappen. Efter synet af englen fik hun kontakt til en mandlig psykolog, der er jævnaldrende med hendes far.

"Jeg måtte se, om der var en mand, jeg kunne stole på. Det har været en uvurderlig hjælp," siger hun og fortsætter:

"I en lang årrække har jeg slet ikke læst i Bibelen, men det fik jeg lyst til at gøre, og jeg opdagede, at jeg var som et syvårigt søndagsskolebarn, der måtte have det hele ind forfra."

Bekendte har flere gange spurgt, om hun har tilgivet sin far. Nogle opfatter det som provokerende, at hun har valgt at lukke ham ude af sit liv.

"Jeg kan ikke tilgive ham, fordi han fra sin side ikke vil bekende noget, og der skal to til forsoning. I en lang periode bad jeg for min far, men jeg blev rådet til at lade være med det. Gud skal ikke ind i det her, fordi det er så ikke Guds-villet. Det er ondskab. Det har været befriende at tage Gud ud af det, fordi det også fratager mig fra at være vred på Gud over, at han ikke stoppede det."

"Jeg kender ikke den mand. Møder jeg ham, kan jeg gøre det med oprejst pande," siger hun.


Mettes fulde navn er redaktionen bekendt, men hun har ønsket at være anonym.