Prøv avisen

29-årige Liv ville ønske, at hun ikke var mor

Tegning: Morten Voigt

Liv Schubert elsker sin søn. Men hun elsker ikke at være mor. Vi skal åbne for, at det ikke er alle, for hvem det er lykken at være mor, mener hun

Liv Schuberts søn var et ønskebarn, da han blev født for seks år siden. Liv Schubert selv var 23 år, og sønnen var planlagt.

Efter en stormfuld forelskelse var hun blevet gift med sønnens far, og drømmen var, at de skulle have flere børn og bo på Lolland og blive gamle sammen.

Drømmen fik sit første hak, da en fod pludselig synliggjorde sig under maveskindet en dag, hun var i bad. Den stak ligesom ud, som om den lille dreng, der groede derinde, ville hilse på. Liv Schubert blev forskrækket og løb skrigende ud af badet.

”Der var rent faktisk et individuelt væsen inde i mig, som bevægede sig uafhængigt af mig. Det var mærkeligt og virkelig ulækkert,” fortæller Liv Schubert i dag om oplevelsen.

Liv Schubert ville ønske, at hun ikke var mor. Det er en svær følelse fuld af konflikter, og der er ikke mange, der forstår, hvordan hun har det. For hun elsker sin søn, hun sætter ham før alt andet, og hun ville ikke undvære ham for noget. Men hun kan ikke lide at være mor.

”Det er en meget diffus følelse. Der eksisterer denne homogene mormasse, og folk forventer, at du skal blive en del af den, når du får børn. Det kan jeg ikke. Jeg passer ikke ind i den, det er ligesom to magneter, det dur ikke. Det matcher for mange andre, bare ikke for mig. Det er ikke ’noget ved’ moderskabet, det er hele moderskabet, jeg stritter imod,” siger hun, der er ved at tage den studentereksamen, hun aldrig fik taget som yngre.

For nylig fortalte hun sin historie i Radio24Syv, og selvom der var flere, der tilkendegav, at hun var modig, at hun turde stå frem, og at flere nærede samme følelser, var der lige så mange, hvis ikke flere, som blev forargede. For man siger bare ikke, at man fortryder sit barn.

Liv Schubert er vant til reaktionerne. Hun bryder et stort tabu, men for hende er det vigtigt at tale om det, og hun understreger, at hun netop ikke fortryder sit barn. Hun fortryder moderskabet.

”Det er forventningen, som både kommer fra mig selv og udefra, om at jeg nu skal være mor fremfor noget andet. Jeg er ikke længere individuel, jeg er mor. Men den kasse vil jeg ikke skubbes ned i. Det betyder ikke, at jeg ikke accepterer kassen og tager ansvar og elsker min søn og tager mig af ham. Jeg er ikke en dårlig forælder, jeg kan bare ikke lide kassen,” forklarer hun.

Liv Schubert sidder i sit køkken i København. Der ligger ikke børnelegetøj i hjørnerne eller andre beviser for, at her bor et barn. Det gør der heller ikke. Liv Schuberts søn bor hos sin far, undtagen når Liv Schubert har ham hver anden weekend eller i ferierne. Ordningen har hun fundet ud af med sin eksmand.

Ægteskabet gik i stykker, da sønnen var knapt et halvt år, for Liv Schubert var krakeleret, efter at hun fødte sønnen. Ikke fordi hun ikke kunne holde til at være vågen om natten, eller fordi hendes søn skreg. Han var et nemt barn, der sov godt og næsten aldrig græd. Men forventningerne om at blive overvældet af den store lykkefølelse ved at blive mor var ikke blevet mødt.

Det begyndte med foden i maven. Pludselig blev forventningen og drømmen om det barn, der voksede, til noget andet. En frygt for, at det måske ikke var det rigtige. Liv Schubert forsøgte at snakke om det med sine nærmeste, men blev hele tiden beroliget.

”Bare vent, til du føder ham og ser ham, så bliver det hele godt,” sagde omgivelserne.

Da lykken ikke kom efter fødslen, sagde de: ”Bare vent, til han begynder at kravle.” Det blev til ”Bare vent, til han begynder at gå,” og til ”Bare vent, til han begynder at tale.” Lykkefølelsen kom ikke.

”Det betød, at jeg følte mig som en rigtig dårlig forælder, og jeg var bange. På et tidspunkt gik det op for mig, at den aldrig ville komme. Jeg havde den allerede, morfølelsen, for mig var det bare ikke en lykkelig følelse. Og jeg tænkte: ’Åh nej, hvad er der galt med mig?’,” forklarer hun.

Liv Schubert vendte det indad. Hun gik til en psykolog, som foreslog, at det måske kunne være fødselsdepression. Men følelsen havde ikke noget med barnet at gøre, for kærligheden til ham var overvældende. Det var følelsen af, at hendes liv nu var noget helt andet.

”Det er det, der er så svært at forklare folk, for de har svært ved at skille de to ting ad. Det handler ikke om mit barn. Folk ræsonnerer sig frem til, at barnet jo er årsag til moderskabsfølelsen, så for at fjerne moderskabsfølelsen må man fjerne årsagen til den. Det er ikke det, vi er ude i. Jeg vil gerne beholde mit barn, og jeg elsker ham. Det er ikke produktet af situationen, jeg vil af med, det er situationen i sig selv,” siger hun.

Liv Schubert forklarer, hvordan hendes eksmand er alt det, som andre forventede, hun ville være, da hun blev mor. Siden de to gik fra hinanden, har han fået en ny familie med hustru og yderligere to børn.

”Han er en af de mænd, der er bygget til at være far. Den ultimative ting for ham er hans børn. Jeg sætter min søn foran mig, han er altid førsteprioritet, men for min eksmand er hans tre børn hans identitet. Der var noget i ham, som klikkede på en rigtig fin måde, da han fik sin søn,” fortæller hun.

Liv Schuberts eksmand ved godt, hvordan hun har det. Det accepterer han, og derfor har de udarbejdet ordningen med, at sønnen bor hos sin far.

”Det er absolut det bedste for min søn. Havde jeg været egoistisk, havde jeg beholdt mit barn, for det er det, jeg allerhelst vil. Jeg vil helst være sammen med mit barn hele tiden. Men han er bedre tjent med en mor, der kan være der 100 procent, end en der kører på 60 eller 70 procent hele tiden, fordi hun ikke har lykkefølelsen, det at det er det hele værd, som brændsel. Vi har taget det bedste valg for vores barn, og han har det godt og trives,” forklarer hun.

De fleste mødre kan formentlig genkende følelsen af, at det ikke altid er lige lyserødt at være forælder. Hvor børnene skriger, og man ville ønske, man kunne sove i et døgn. Havde Liv Schubert for høje forventninger?

”Både-og. Jeg tror, jeg havde en Disney-forventning til tilværelsen. Jeg forventede, at det var en stor lykke, som ligger derude og venter på os alle sammen, og at lige så snart vi får børnene, modtager vi den. Specielt fordi jeg var ung, var jeg overbevist om, at det var sådan, det hang sammen. Det var et tab, at forventningen ikke blev mødt. Alle de negative ting, jeg havde forberedt mig på, kom, alle de positive kom ikke,” siger hun og fortsætter:

”Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt at være mor, og ingen bliver forældre uden at vide, at der er tidspunkter, hvor man ikke har været i bad i dagevis og ikke kan huske, hvornår man har spist. Men jeg forventede jo, at lykkefølelsen ville komme. Jeg er ikke ude på at tage noget fra nogen, jeg er faktisk rigtig misundelig på de mødre, hvor det bare er lykken. Min egen søster er rigtig glad for at være mor, for hende er det det ultimative. Men jeg ville ønske, at der var lidt respekt for os, der har det lidt anderledes,” siger hun.

I efteråret læste Liv Schubert om Orna Donath på Facebook. Orna Donath er en israelsk sociolog, der sidste år udgav en undersøgelse baseret på 23 israelske kvinder, der fortryder, at de har fået børn.

Undersøgelsen, der for nylig blev omtalt i Kristeligt Dagblad, blev efterfølgende heftigt debatteret i først Sverige, siden i Tyskland, da undersøgelsen blev oversat til tysk.

Liv Schubert læste om den i Svenska Dagbladet, hvor flere mødre stod frem og fortalte, at de også fortrød, at de var blevet mødre. Selvom Liv Schubert aldrig havde tænkt, at hun var enestående med sine følelser, var det alligevel befriende at se, at hun ikke var alene. Hun tror, at der er mange kvinder, der deler hendes følelser, men som ikke vil stå frem, fordi det er sådan et stort tabu.

”Jeg tror, der er mange, der kæmper sig igennem det og måske tager en slags martyrrolle på sig. ’Se, hvor god en mor, jeg er, fordi jeg ofrer så meget for mit barn’. Det kan være en måde at retfærdiggøre det over for sig selv på, for det er vildt hårdt at se sig selv i øjnene og sige, at det her moderskab ikke er noget for mig,” forklarer hun.

”Og hvorfor må man ikke synes, at det her er svært, når der er så mange andre ting, man må fortryde. Jeg har barnet, jeg elsker ham, jeg tager mig af ham, men det er ikke ensbetydende med, at jeg skal mene, at det er det bedste i verden,” siger hun.

I dag har Liv Schubert accepteret, at tingene er, som de er. Måske fortæller hun sin søn om sine følelser en dag, men kun hvis han selv har spørgsmål. Det er hendes byrde at bære, ikke hans, som hun siger.

”Det er stadig en form for sorg, selvom nederlagsfølelsen er minimal nu. Jeg ved ikke, om sorgen, jeg har tilbage, nogensinde forsvinder, men jeg har fundet min plads i det. Jeg er stoppet med at vente på morfølelsen. Måske rammer den en eller anden dag, men det tror jeg ikke, den gør. Jeg har bare gjort og gør stadig det bedste, jeg kan, i stedet,” siger hun.