Prøv avisen

Julen er højsæson for konflikter i skilsmissefamilier

Tegning: Peter M. Jensen

Det er vigtigt, at forældrene tager ansvar for julen og kommunikerer godt, lyder rådet fra eksperter til skilsmisseforældre. De voksne og ikke børnene må give afkald

”Min eks vil gerne bytte jul, da det passer bedre ind i hans nye familie, hvilket passer rigtig dårligt for mig, da min omgangskreds har børn samtidig som mig i julen og nytåret. I forvejen er julen rigtig svær at komme igennem, så i tankerne er det næsten ikke til at bære at skulle have endnu mere ensomhedsfølelse.”

Sådan skriver en af de over 7700 medlemmer af onlinenetværket for skilsmisse-forældre, Singleplus.

Og det afspejler sig generelt på Singleplus-hjemmesiden, at julen i skilsmissefamilien er udfordrende for både børn og voksne, fortæller medstifter Nicolai Danmark Johannesen.

”Vi ser tydeligt i vores debatfora, at medlemmerne tager juledilemmaer op. Det handler blandt andet om, hvem der skal have børnene, og hvordan man skal håndtere gaverne. Nogle efterlyser gode råd til at holde juleaften sammen, hvis man har besluttet at gøre det for børnenes skyld.”

På netværkets hjemmeside kan man også finde frem til julearrangementer for singleforældre med eller uden børn, som er arrangeret af medlemmerne selv. I år udbydes der over 20 juleaftens-arrangementer over hele landet.

”Skal du ikke have børnene juleaften, kan det være svært at deltage i andres familiejul. Så er det en mulighed at deltage i et arrangement med andre i samme situation,” siger Nicolai Danmark Johannesen.

I dag ender 46,5 procent afalle ægteskaber ifølge Danmarks Statistik i skilsmisse, og i 2013 boede kun 61 procent af de hjemmeboende 16-årige med både mor og far. I 1980 var tallet 82 procent. De mange brudte ægteskaber betyder altså, at flere og flere børn vokser op som skilsmissebørn.

Det er en særlig udfordring her i juletiden.

Det oplever man hos organisationen Hvert 3. barn, der tilbyder skilsmisseramte familier juridisk og psykologisk rådgivning. I november og videre ind i december stiger antallet af henvendelser betydeligt.

”Alle familier er optaget af at have en god jul, men i skilsmissefamilien bliver det om end endnu vigtigere, fordi man har mistet drømmen om kernefamilien. Man vil gerne gøre det så godt som overhovedet muligt,” siger psykolog hos Hvert 3. barn, Lotte Nichols.

Hun fortæller, at de fraskilte ofte søger hjælp, når aftaler omkring julen er gået i hårdknude.

”Der, hvor julen er rigtig svær, er, hvor mor og far ikke kan kommunikere, eller der hvor de taler grimt om hinanden,” siger Lotte Nichols.

I juletiden bliver de generelle udfordringer og konflikter i en familie forstørret. Både i kernefamilien og den brudte familie, forklarer pædagogisk rådgiver i Frie Børnehaver og Fritidshjem Anja Marschall, der netop har forsvaret en ph.d. på institut for psykologi på Københavns Universitet om delebørns perspektiver på deres hverdag med to hjem.

”Der hersker et ideal om en konfliktfri jul. I julen skal vi hygge, nyde og have det dejligt. Det er bare sådan, at julen afspejler, hvad der ellers foregår i familien. Idealet om en konfliktfri jul betyder, at vanskeligheder og skænderier kommer til at stå tydeligere frem. De trækkes skarpere op end til hverdag,” siger Anja Marschall, der mener, at nøglen til at løse julekonflikterne i skilsmissefamilierne findes i et godt samarbejde om børnene i hverdagen. Og her, mener hun, samfundet lader de fraskilte i stikken.

”Det er så nemt at gøre skilsmissebørn til ofre og prygle forældrene og sige, at de bare kan tage sig sammen og få samarbejdet til at fungere. Det er klart forældrenes ansvar, at det fungerer, men vi burde som samfund hjælpe dem til at rammesætte et familieliv, når skilsmissen rammer,” siger Anja Marschall og foreslår, at man ser mod Norge, hvor det ved samlivsbrud er obligatorisk at modtage rådgivning, hvis man har børn sammen. Hun mener, at en indsats som denne ville smitte af på juletiden.

”Skilsmisselivet er en barndomsvariant som mange andre. Børnene er ikke ofre, og der er både udfordringer og muligheder ved at have to hjem. Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at have blik for, at børnene gør et hårdt stykke arbejde for at få det til at fungere bedst muligt. Vi skal som forældre vide, at vi ved en skilsmisse kræver det af vores børn, og derfor må vi også selv gøre os så umage som muligt,” siger Anja Marschall.

Hos Børns Vilkår har man udfærdiget en liste med 10 gode råd til en børnevenlig skilsmissejul som en håndsrækning til de forældre, der gerne vil gøre sig umage med at skabe en god jul for deres børn på trods af en skilsmisse. Souschef i Børns Vilkår og chef for BørneTelefonen Bente Boserup fortæller hvorfor, man har lavet listen med de gode råd.

”Vi har i mange år talt med børn om svære ting i forbindelse med forældres skilsmisse. Her har vi gjort os erfaringer med, hvor og hvornår det særligt brænder på. Det går igen, at det kan være vanskeligt ved juletid.”

Skal Bente Boserup udlede essensen af de 10 gode råd, som også fremgår her på siden, er det, at de voksne skal tage ansvar for julen. I første omgang ved i god tid at beslutte, hvor og hvordan julen skal fejres.

”Det er ikke særlig fedt at møde i 4.b, hvor alle taler om, hvad de skal juleaften og så ikke vide, hvad man selv skal. Det er rigtig hårdt. Det er også hårdt, hvis mor og far giver modstridende information. Hvis de begge eksempelvis fastholder, at barnet skal være hos dem,” siger Bente Boserup og fortæller om, hvad skilsmissebørnene typisk spørger til, når de ringer til BørneTelefonen ved juletid.

”De ringer ind, hvis de ikke kan få at vide, hvor de skal fejre jul, og hvis de har dårlig samvittighed over, at de lader den ene forælder alene i julen. Det kan også handle om, at de ikke har lyst til at fejre jul, der, hvor deleordningen dikterer det, for eksempel fordi, det er konfliktfyldt.”

For mange børn, fortæller Bente Boserup, er det en lettelse at tale med nogle om disse problemer.

”Det er vigtigt for dem at finde ud af, at de ikke er de eneste, der synes, det er svært. Og at få at vide at sådan bør det ikke være. De er ikke forkerte, der er nogle voksne, der ikke får hjulpet dem ordenligt.”

At tage ansvar og hjælpe sine børn til en dejlig jul er vigtigt for nyskilte Anja Camilla Ravn, der i år for første gang skal fejre jul uden sine børn.

”Indeni mig er det rædselsfuldt, men jeg er ikke den vigtigste,” siger hun og uddyber.

”Julen er forbundet med familie og hygge. Glade børn og far og mor, der holder i hånd. På den måde er julen et symbol på alt det, man sætter en tændstik til, når man bliver skilt.”

”Ligesom med så mange andre ting, når man bliver skilt, er det også vigtigt i julen, at de voksne træffer beslutningerne, tager ansvar og er loyale over for det, man sammen har bestemt. Børnene kan mærke det, hvis vi ryster på hånden, og det skal de ikke kunne. De skal være glade og trygge,” siger Anja Camilla Ravn, der selv betegner sit brud med sin eksmand som så harmonisk, som sådan noget nu kan være.

Når Anja Camilla Ravn ved middagstid juleaften afleverer sin 8-årige datter og 11-årige søn til deres far, vil hun ikke selv holde traditionel familiejul. Hun er i gang med at finde ud af, om hun kan være frivillig et sted juleaften.

”Venner og familie har budt mig velkommen, men jeg skal ikke sidde og se nogle andre børn danse om et juletræ. Det ville gøre mig ked af det. Det kan jeg ikke i år, men det kan være, det kommer en dag,” siger hun og fortsætter:

”I det omfang man overhovedet kan, skal man sørge for, at børnene får den dejligste jul, for det er i forvejen smaddersvært for dem med en skilsmisse. Også må man sætte sig selv lidt til side.”

Ph.d. og sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København Kathrine Lilleør synes, det er hykleri viklet ind i godhed, når eksempelvis Børns Vilkår udstikker råd til en god skilsmissejul.

”Enhver ved jo, at der overalt findes børn, der er ofre for deres forældres mørke selvoptagethed. Nogle af dem er skilsmissebørn, og andre er ægteskabsbørn, der ville have så godt af at blive udfriet. De ville blomstre af at få to hjem. Og jublen ville ingen ende tage, hvis de kunne være så heldige at få to juleaftener med to frimodige forældre. Frem for én juleaften med begge deres forældre i kernefamiliens skød, hvor stemningen er kulsort, og lyset ikke vil tænde,” siger hun og kommer med en opfordring.

”Børns Vilkår skulle måske også lave en liste med råd om en god jul til familier, hvor ægteskabet halter, og man ofte skændes.”