Prøv avisen

Julesorg: Julen minder os om dem, vi mangler

23-årige Isabell Langhoff mistede som 17-årig sin mor, og det er stadig svært at finde juleglæden, for intet bliver som før. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Julen 2006 blev skelsættende for Isabell Langhoff. Hendes mor blev ramt af kræft og døde. Dermed blev den nu 23-årige kvinde en af de mange, der oplever julens skyggeside, når sorgen træder i forgrunden. For den højtid, andre kalder familiens, bliver aldrig den samme

Det er den 7. marts 2007. På en bænk i Mørdrup Kirke ved Espergærde i Nordsjælland sidder en 17-årig pige. Fuldstændig forstenet. Selvom kisten, hun selv har været med til at vælge, står ved siden af hende. Selvom den er prydet med et hjerte af røde roser, som det var ønsket. Og selvom hun ved, at det er hendes mor, der ligger i den.

Jeg var i chok. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at det var min mor, vi var ved at begrave. Forældre er jo sådan nogle, der bliver 70 år og først dør, når man selv har fået børn. Der var noget, som slet ikke stemte, ræsonnerer Isabell Langhoff, der nu er 23 år.

LÆS OGSÅ: Jul blandt børnene i sorggruppen

Hvert år oplever omkring 8000 børn og unge, at deres far, mor eller søskende dør. Og for dem står julen i al sin glans som en sorgfuld tid. For julen er familiens højtid og dermed også en tid, hvor de konstant bliver mindet om, at familien ikke er hel mere. Der mangler jo én, som Isabell Langhoff udtrykker det. Især den første jul kan være svær at komme igennem, men også nu næsten seks år efter, Isabell Langhoff mistede sin mor kan sorgen stadig overskygge juleglæden. Den juleglæde, der var engang.

Isabell Langhoff voksede op med sin mor, far og lillebror på en stille villavej i Espergærde.

Der var ikke nogen bekymringer. Jeg havde nogle gode veninder, altid nogle at lege med. Folk var velkomne i vores hjem, siger hun.

Tiden op til jul blev brugt til juleforberedelser i familiens skød som i så mange andre danske hjem. Anden søndag i advent tog familien altid op til faderens moster i Hornbæk. Og akkompagneret af julemusik og lys blev der produceret konfekt, raflet om gaver og spist æbleskriver. I løbet af december tog Isabell og hendes mor også sammen til byen for at købe julegaver og delte på mange måder hyggen ved at forberede sig til jul.

Juleaften blev holdt hos faderens moster, hvis ikke familien selv lagde hus til i Espergærde. Som regel var det kun Isabell, der som kirkesanger var til julegudstjeneste. Imens gjorde forældrene julemiddagen klar.

Alt var meget trygt. Først senere blev jeg bevidst om, at der også eksisterede noget uden for den boble, og at livet ikke er helt så nemt, fortæller Isabell Langhoff.

I begyndelsen af december 2006 blev Isabell Langhoffs mor syg med lungebetændelse. Penicillinen tog det værste, men gennem hele julemåneden var hun endnu for træt til at vende tilbage til sit arbejde. Få dage før jul begyndte hendes mave at hæve, men Isabell fik hende alligevel opmuntret til at tage til Jylland for at holde jul. Selv skulle Isabell nemlig tilbringe julen hos sin far, der efter en skilsmisse var flyttet til København med sin nye kæreste.

I begyndelsen af januar 2007 vendte Isabells mor tilbage til sit arbejde på nedsat tid, men en dag var hun så dårlig, at hun tog til lægen, som indlagde hende på Helsingør Hospital. Her meddelte personalet, at de havde fundet en polyp i tarmen. Moderen blev overført til Hillerød Hospital for at få polyppen opereret væk. Men det viste sig at være en kræftknude, der var for stor til at kunne fjernes.

Jeg blev ked af det og spurgte, om min mor skulle dø. Det vidste de ikke, men de regnede med at kunne hjælpe hende, og jeg troede, hun bare skulle have noget kemoterapi. Det viste sig, at hun var for dårlig til at få kemo, så hun blev bare svagere og svagere, fortæller Isabell Langhoff og fortsætter:

Men der var ikke nogen, der sagde til mig, at hun skulle dø af det, så jeg havde stadig en forhåbning om, at hun nok skulle komme igennem det. Det gør forældre jo. Man hører ganske vist så meget forfærdeligt om kræft, og min mormor var lige død af netop kræft. Men selvfølgelig skulle min mor overleve.

Men det gjorde hun ikke, og den 7. marts samledes familien i Mørdrup Kirke, hvor moderens kolleger, venner og Isabells klasse også var mødt op for at tage afsked.

Der gik en måned, før det for alvor gik op for Isabell, at hendes mor ikke ville vende tilbage. Alt imens hun var alene med sine tanker. For i skolen var der ikke noget sorgberedskab, der blev sat i gang. Faderen følte hun ikke rigtig, hun kunne tale med. Og skønt veninderne prøvede at forstå, var det ikke rigtig muligt for dem at sætte sig i Isabells sted. Først da hendes stedmor fandt frem til organisationen Børn, Unge & Sorg, og Isabell begyndte et halvt års ugentlig gruppeterapi, fik hun afløb for sine følelser.

Endelig kunne jeg åbne op og møde andre, der havde mistet. Her kunne jeg høre, at jeg ikke var alene, og føle, at nogen forstod mig. For man er ikke længere som andre. Man får et andet syn på livet, når man har oplevet at miste. Jeg lærte at sætte pris på dem, jeg havde omkring mig, på en anden måde. Jeg blev på nogle punkter stærkere psykisk og mere moden end mine jævnaldrende. Så det betød meget for mig at møde andre, der havde mistet. De kunne sætte sig ind i det kæmpe savn, jeg følte. Og de kendte følelsen af at være forkert, siger Isabell Langhoff.

Siden moderens død er der ikke blevet lavet konfekt og spist æbleskiver anden søndag i advent i Hornbæk. Isabell har købt sine julegaver selv og har stået alene med overvejelserne om, hvorvidt hun skulle købe sig en gave fra sin mor, når nu moderen ikke selv var der til at gøre det.

Det, at vi ikke længere har nogen juletraditioner, gør det måske næsten nemmere, fordi jeg så ikke bliver konfronteret så meget med, at min mor ikke er der mere. Men især er det hårdt ikke at kunne dele juleglæden med hende i december alle de forberedende ting, siger Isabell Langhoff.

Men selvom Isabell egentlig troede, at hun havde fået et mere normalt forhold til julen igen, var det som et slag i ansigtet, da hun sidste år havde en kæreste fra en familie med et væld af juletraditioner. Der blev holdt julefrokost hos den ene, klippe-klistret hos den anden og bagt julekager hos den tredje gennem hele december.

Det pludselig at skulle til en masse familiehygge konfronterede mig endnu mere med, at det var noget, der ikke var i min familie. Jeg havde ikke længere den familie, jeg havde engang, konstaterer hun.

Men i stedet for helt at opgive tanken om at få julen tilbage er Isabell Langhoff som frivillig i organisationen Børn, Unge & Sorg med til at arrangere caféaftener op til jul for unge, der har mistet. Organisationen oplever hvert år en fordobling i antallet af henvendelser fra børn og unge i januar måned. For det er i tiden efter jul, at de følelsesmæssige konsekvenser af den svære familiemåned for alvor melder sig. Derfor forsøger Isabell ved hjælp af caféaftenerne at forberede andre unge på julen ved at fortælle om sine erfaringer med at holde jul i skyggen af en forælders død. Sammen kan de unge tale om, hvordan man i det hele taget kan holde jul uden mor eller far og samtidig have den, man har mistet, med.

Julen er netop svær, fordi man samler familien. Den minder os om dem, vi mangler. Den afdøde lavede måske altid julemaden, så hvem skal nu gøre det? Hver familie har sine traditioner, roller og mønstre, som man måske er nødt til at lave helt om, for at det kan blive jul igen, forklarer hun.

Selv har Isabell Langhoff endnu ikke fået etableret nye juletraditioner, men det kommer en dag, forsikrer hun med et smil en masse traditioner, der kan gøre julen hyggelig igen. I år skal Isabell holde jul hos sin far, hvor der også kommer et vennepar, der kendte hendes mor.

På den måde føler jeg også, at min mor er lidt med. Så kan hun følge med fra sin sky oppe i himlen. Det vil jeg i hvert fald gerne tro på, at hun kan. Ellers er det for svært at acceptere.