Anne Lindhardt: Kærligheden er ikke blevet mindre

Anne Lindhardts far har alzheimer. Sygdommen griber ind i eksistensen og har fået datteren til at overveje, hvad det er for egenskaber, hun holder særligt af ved sin far

"Når frøer og tudser vrimler til vores sø, så er det forår hjemme hos os,", skriver Theo Kristiansen om sit billede. Billedet er udvalgt, fordi det er både humoristisk og fortæller en historie om foråret og livet, der begynder igen. Foto: Paw Gissel.

Anne Lindhardt fortæller om en telefonsamtale, hun for nylig havde med sin far, Roskildes tidligere biskop Jan Lindhardt. Hun sagde til ham, at han skulle holde fast i sig selv, og han indskød med sin vanlige sans for ordspil, at det var der jo ingen andre, som kunne gøre. Undervejs udviklede samtalen sig, og far og datter kom til at tale om vendingen: Han kan ikke komme til for sig selv. Et udtryk, som bragte humoren ind i samtalen. Inden de rundede af, spurgte han, om der var noget, han skulle huske fra samtalen. Hun svarede nej, og han bemærkede, at den slags samtaler var de bedste.

Anne Lindhardt genfortæller telefonsamtalen, da hun bliver bedt om at beskrive, hvordan alzheimer påvirker relationen mellem far og datter. Hun er 50 år og den ældste af Jan Lindhardts seks børn. Hendes 75-årige far fik for snart to år siden konstateret alzheimer og er i dag delvist flyttet på plejehjem. Inden havde Anne Lindhardt tænkt, at han var blevet noget glemsom, men der er ikke andre kendte eksempler på demens-sygdommen i familien, så hun havde ikke haft mistanke i den retning.

Diagnosen er som et tveægget sværd. Det er på sin vis en lettelse, men det er samtidig et utroligt chok. Diagnosen var en katastrofe, og den gjorde det klart for mig, at nu gjaldt det om at prioritere rigtigt, siger hun og tilføjer:

For mig har det været vigtigt at holde fast i, at selvom min far har fået en diagnose, så er han stadig den samme. Man kan tage fejlfinderbrillerne på og se en række ting, som er forandret, men man kan også vælge opmuntrende at beskrive alt det, som er det samme og er uforandret. Jeg kan sige til ham, at meget af ham stadig er, som han plejer at være. Jeg har bemærket, hvordan der bliver talt til folk med alzheimer, som om de var børn. Det sker måske ud fra den bedste mening, men det er ikke altid hensigtsmæssigt, siger hun.

For datteren er det en øvelse at bevare fokus på mennesket trods sygdommen.

Der er mange samtaler, som ikke længere kan give mening, men vi kan lytte til, hvordan han har det, og tale om nogle eksistentielle spørgsmål som: Hvem er du? Hvad skal du bruge din sidste tid til? Kan du konkludere noget? Det kan godt føles lidt akavet, og man bliver nogle gange genert, men samtidig er det også dejligt at tage de snakke.

Efter at hendes far er blevet syg, er Anne Lindhardt begyndt at overveje, hvad det er for egenskaber hun sætter særlig pris på ved ham.

LÆS OGSÅ: Til kamp mod myterne om demens

Sygdommen griber ind i eksistensen, fordi den tvinger dig til at overveje, hvad det er, du elsker ved det andet menneske. Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål, man stiller sig selv, før det andet menneske begynder at forandre sig. Min far har tidligere kunnet være skarp, provokerende og til tider arrogant. Sygdommen har faktisk gjort ham afrundet mild, selvom han samtidig kan være frustrerende stædig, siger hun.

Vi mennesker er mange ting og behøver ikke at have influenza i mere end to uger, før vi begynder at tvivle på, hvem vi er. Når du har levet et langt liv, ved du også, at der er mange varianter af dig selv. Alzheimer tilføjer en ny variant af dig selv. Det er afgjort ikke sjovt, men det er en ny farve på paletten, og det er vigtigt at holde fast ved det, at du stadig er dig. Og kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre.

På plejehjemmet i Odense har man tilknyttet trofaste, frivillige hjælpere, som gør det muligt for beboerne stadig at komme omkring, gå til foredrag, måske tage i svømmehallen, og Anne Lindhardt ser, hvordan de frivillige sammen med familien og personalet er med til at give indhold i dagene. Det er dage, hvor nuet betyder meget. Når Anne Lindhardt er sammen med sin far, bliver hun mindet om, hvor meget vi ikke er i nuet.

Meget ofte i en samtale spørger du til fortiden og fremtiden. Når du er sammen med en person med alzheimer, taler man mere konkret og om det, der lige nu er i hans verden. Du må stige af på hans perron og mødes med ham i hans verden. I mit tilfælde har det betydet, at en række samtaleemner er forsvundet, og derfor er der helt klart også en læringsproces forbundet med at være pårørende. Når du er sammen med folk med alzheimer, bliver det vigtigt at kunne være i nuet. Du kan måske kalde det en mindfulness-øvelse med tvang.

Anne Lindhardt og hendes familie deler hus i Farum med den yngste søster og hendes familie. I det hele taget har Anne Lindhardt et nært forhold til sine søskende. Søskendeforholdet har været en styrke i mødet med sygdommen.

Jeg ved ikke, hvor jeg ville være uden mine søskende. Det her er ikke spor let og spor sjovt, men i søskendeflokken har vi et mentalt bagland at falde tilbage på, og vi kan græde sammen og dele både de sjove og de rørende historier med hinanden, og vi kan spørge hinanden til råds.

Og så er humoren vigtig. Den har min far heldigvis stadig. Så den deler vi også på de dage, hvor der ikke rigtigt er noget at grine ad. En god, måske plat, vittighed, hvor man griner sammen, kan redde en dag. Når du griner ad noget, så er du sammen i nuet.

Artiklen bygger på interview med Anne Lindhardt. Jan Lindhardt, hans øvrige børn samt ægtefælle har godkendt artiklen.