Det var, da Christina Tatarzcuk for nogle måneder siden endnu engang stod i børnehaven og skulle sige farvel til sin dengang fireårige søn William, at det for alvor gik op for hende, at noget måtte ændres. De store, blå barneøjne, der så på hende, og som så ofte før tryglede hende om ikke at gå hjem uden ham, blev det, der gav hende det sidste skub og fik hende til at følge sin mavefornemmelse.
Kort tid efter valgte hun sammen med Williams far først at give ham en formiddagsplads og senere at tage ham helt ud af børnehaven. Og snart efter blev det også et farvel til skolen for hans søskende Astrid og Marius på syv og 11 år.
I stedet for et liv, hvor lærere og pædagoger udgør en stor del af den daglige voksenkontakt, står de tre børn nu hver morgen op til den hjemmeskole, som deres far og mor har skabt til dem, og hvor det er dem, der sørger for lige dele lærdom og leg.
Når 39-årige Christina Tatarczuk med lille Sirius på ni måneder spisende ved brystet fortæller om, hvordan hun og René Tatarczuk for et par måneder siden valgte, at det var slut med skole- og institutionslivet til fordel for en hverdag i parcelhuset i Viborgforstaden Skelhøje, er man ikke i tvivl om, at hun har haft både hjerte og hjerne med i beslutningen.
”Jeg har altid haft børnene med, når vi laver mad, bager eller laver et eller andet sammen udenfor. Det der med at sende et barn ud af døren i syv-otte timer, det er simpelthen så naturstridigt. Og tiden skal nok komme, hvor de skal ud og have deres eget liv og lave noget andet. Jeg synes, at det er fantastisk at bevare naturligheden i at være sammen som familie ud over skolealderen. Og hvem siger, at det er, når man er seks år, at man skal i skole og være væk fra familien? Hvorfor ikke, når man er 12 eller 14? Det er jo noget samfundsbestemt,” siger hun.
Næsten hele familien er hjemme, da Kristeligt Dagblad aflægger besøg. Den ældste på 19 år, der sammen med familiens næstældste på 17 bor i et anneks til parcelhuset, er på besøg hos en ven i England. Og som de fleste andre dage foregår mange af dagens gøremål i haven. Herude bliver der hoppet i trampolin, blindsmagt krydderurter, lavet mad over bålet og nu også passet høns. For få dage siden anskaffede familien sig således fem høns – en til hvert af de fem børn, der gerne ville have deres egen.
I dag øver Tulle, Nemo, Lilletot, Rosa og Dory sig så på deres nye liv i en jysk baghave, hvor de skal dele græsplæne med den lille, legesyge terrier Karla, alt imens børnene ivrigt leder efter regnorme til de nye husdyr.
Hønsehuset har et par af børnene hjulpet med at bygge, og samtidig med erfaring ud i praktisk arbejde har de også lært matematik. Nøjagtigt som det er meningen med den hjemmeskoling, som Christina og René Tatarzczuk har besluttet er til børnenes bedste.
”Når man bygger et skur, er der ingen grund til, at det er mig, der måler pinde. Det kan en af børnene lige så godt gøre. Det er der mange voksne mennesker, som ikke kan i dag. De går rundt med 10 tommelfingre, fordi de aldrig har prøvet den slags,” siger René Tatarczuk, der til hverdag arbejder med netop ’problembased learing’ i flyvevåbnet, men har en fridag i dag.
Han er ligesom børnenes mor overbevist om, at fordelene ved at hjemmeskole børnene langt overstiger ulemperne.
”Jeg tror ikke, at de går glip af noget ved ikke at være i skolen. Det faglige er jeg slet ikke bange for – de lærer bare på en anden måde. Der behøver ikke regnes matematik på et stykke papir onsdag formiddag. Det kan ligeså godt være, når vi bager eller laver hønsehus. Og jeg kan mærke et helt andet overskud hos børnene, efter de er stoppet i skolen. Det er en lang arbejdsdag fra 8 til 15, de ellers har. Jeg ved, hvordan jeg selv har det, når jeg runder klokken 14. Og på det tidspunkt skal børnene så bare fortsætte med lektiecafe og transport. Jeg ville ikke kunne holde til at være barn i dag,” siger han.
Han og Christina Tatarczuk blev skilt for seks år siden og er det stadig. Men de er forblevet hinandens bedste venner, og for halvandet år siden besluttede de at bo sammen, selvom de ikke mere er et helt almindeligt par. Det fungerer godt for alle, og i hjemmet har de delt opgaverne mellem sig med øje for, at René Tatarczuk har et fuldtidsjob, og Christina Tatarczuk lige nu er på barsel og derefter primært skal leve af de foredrag, hun holder rundt om i landet.
Således er det René Tatarczuk, der primært står for matematik- og idrætsundervisningen, ligesom det er ham, der arrangerer legeaftaler for børnene. De fleste andre ting er Christina Tatarczuks ansvar, og selvom det kan lyde voldsomt med otte hjemmeboende børn, føler hun det ikke som nogen belastning.
”Det er fedt at gå i seng om aftenen og være træt på den måde, jeg er træt. Selvom det kan lyde sentimentalt, så føler jeg, at skulle jeg gå hen og dø i morgen, så har jeg brugt mit krudt på det vigtigste. Det er rart at tænke på. Og jeg tror, at forskellen på, om man kan holde det ud eller ej, ligger i, om det er noget, der giver mening for en. Jeg bliver ikke træt på en udmattende, træls måde. Jeg kan sagtens ligge om aftenen og tænke, at jeg er fuldstændig kørt over, men det er en meningsfyldt træthed,” siger hun.
Hos familien i Skelhøje er der intet fast skoleskema, og klokken ringer ikke ind til time på noget fast tidspunkt. Det kan ligeså godt være klokken 21 om aftenen, at et par børn beslutter at bage en kage, hvor der så samtidig øves matematik, når ingredienser skal måles og vejes. Der bliver heller ikke øvet stavning eller engelsk, hvis et barn er træt.
”De kan jo ikke lære noget, når de er trætte. Men i skolen kan du jo ikke sige: ’Hør her, jeg er altså træt’. Det er derfor, det er så sindssyg hårdt gå i folkeskole. Du er nødt til at tage dig sammen, uanset hvilken slags dag du har,” siger Christina Tatarczuk.
Den kritik, familien oftest må lægge ører til, handler dog slet ikke om det faglige. Det er snarere det sociale aspekt, som skal forklares eller forsvares, og det forstår Christina Tatarczuk egentlig godt.
”Det tempo og det gear, vi kommer ned i, det er meget anderledes end det, der er uden for vores hæk. Den dag, børnene skal af sted igen, bliver det et anderledes og mere hektisk liv, det ved jeg. Jeg kan mærke bare på mig selv med al den stress, jeg har sagt farvel til, at når jeg kommer ud og skal være sammen med en masse mennesker en hel dag, så synes jeg godt nok, det er overvældende. Jeg kan slet ikke forstå, at folk kan holde ud at leve sådan hver dag. Vi vænner vores børn til at tage livet lidt mere med ro, og vi holder mange pauser i løbet af en dag. Så jeg ved, at det bliver en omvæltning for dem på et tidspunkt. Men jeg tror på, at det nok skal gå. Jeg har ro i maven omkring det,” siger hun.
Ro i maven har Astrid på syv år ikke helt, da hun kommer susende ind ad terassedøren.
”Se! Nemo har lagt et æg,” siger hun stolt og aer det nylagte, lune æg fra hendes helt egen høne.
For hende har det været lykken at komme i hjemmeskole.
”Det er dejligt at være sammen med sin familie og at være hjemme. Jeg har også lært noget. At gange. Det har min mor lært mig,” siger hun.
Selvom skoleskemaet er ikke-eksisterende, og der ofte hersker det, som Christina Tatarczuk kalder kærligt kaos, er forældrene opmærksomme på, at det ikke er helt ligegyldigt, hvilken lærdom der puttes ind i børnenes hoveder.
”Når man vælger at hjemmeskole sine børn, kræver det selvfølgelig, at man skeler til de fælles mål, som Undervisningsministeriet har sat op. Så det gør vi selvfølgelig, men det er op til os, hvordan vi mener, børnene skal lære,” siger hun.
Det er ikke første gang , Christina og René Tatarczuk hjemmeskoler nogle af deres børn. De to ældste blev også undervist i hjemmet nogle år, da de var mindre.
”Da Asbjørn, vores ældste, som lille kom hjem og spurgte, hvorfor han skulle skrive en hel side med s’er, kunne jeg simpelthen ikke give ham et godt svar. Jeg har ikke kunnet forsvare det, de skulle, og jeg har haft lyst til at starte deres lærelyst på en anden måde. At få pustet til den og startet en ordentlig ild. I skolen er de nødt til at tænke i masselæring, fordi der sidder 25 børn til en lærer. Der har man nogle helt andre muligheder med hjemmeskoling,” siger Christina Tatarczuk.
Hun har selv i en årrække arbejdet som sexolog og parterapeut, og de to mellemste døtre Anne Laura på 14 og Frida på 12 år er derfor ikke blevet hjemmeskolet på noget tidspunkt. De er begge så store nu, at de blev spurgt, da de yngste for et par måneder siden kom i hjemmeskole. Men begge piger havde lyst til at fortsætte i deres almindelige folkeskole. Primært på grund af kammeraterne. Engang imellem trækker livet hjemme hos familien dog.
”Nogle gange bliver jeg lidt misundelig. Men til gengæld er det ret dejligt, at der altid er nogle hjemme, når jeg kommer hjem,” siger Frida.
Det er tid til frokost. Næsten hele flokken beslutter sig for at gå en tur ned til en nærliggende mark, hvor en flok jerseykøer græsser. I hånden får børnene en klapsammenmad, som de spiser på vej derned – undtagen lille Sirius, der hænger glad og tilfreds på ryggen af sin mor i en bæresele. Strikse regler og begrænsninger er der ikke mange af i familien, og da femårige William har lyst til at gå derned i bare tæer, får han lov til det. Men de vide rammer betyder ikke, at alt er tilladt.
”Helt overordnet, så hedder det, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden. Derfor griber jeg hårdt ind over for konflikter med det samme. De skal tale pænt til hinanden, og det gør de selvfølgelig ikke altid. Men hvis ikke vi skrider ind, så bliver det ikke et rart sted, men et stressende rum at være i,” siger Christina Tatarczuk.
Efter at have ’næsten klappet en ko’ og undersøgt en lille mørkegrøn frø, som Frida fanger, går turen mod hjemmet igen. På vejen går de forbi en børnehave, hvor tre små piger med maling i ansigtet trykker næsen flad mod et vindue.
”Ind imellem får jeg lyst til at gå ind og tage dem med hjem til os. Men samtidig respekterer jeg jo de valg, andre tager. Jeg dømmer ikke, og det vigtigste er, at man gør det, der føles rigtigt for en selv,” siger Christina Tatarczuk.