Karen Sjørup: Min mors opgør med husmoderrollen har præget mig

Karen Sjørup voksede op i et hjem med en mor, der modvilligt var hjemmegående husmor. Men Sjørups egne sønner skulle ikke lide under en mor, der var feminist

"Jeg kan huske en dag, hvor min far stod i køkkenet, og jeg havde nogle veninder med hjem til middag. Han synes, det var lidt ydmygende, så de måtte helst ikke vide, at det var ham, der lavede maden," fortæller Karen Sjørup, kønsforsker fra Roskilde Universitet.
"Jeg kan huske en dag, hvor min far stod i køkkenet, og jeg havde nogle veninder med hjem til middag. Han synes, det var lidt ydmygende, så de måtte helst ikke vide, at det var ham, der lavede maden," fortæller Karen Sjørup, kønsforsker fra Roskilde Universitet. . Foto: Jonathan Møller Bjerg.

Jeg er vokset op i Esbjerg med min mor og far og mine to søstre, hvor jeg var den i midten. Min far ejede en speditionsforretning ved Englandsbåden sammen med sin bror. Virksomheden havde høj prioritet, og det spillede ind på familiens struktur. Hver dag kom han hjem for at spise frokost, og når Englandsbåden tudede ude i havneindløbet, så skulle han af sted igen.

Min mor var stærkt imod sin vilje hjemmegående husmor. Hun sagde altid til mine søstre og mig, at vi skulle få en uddannelse, så vi ikke blev husmødre. Hun syntes, det var irriterende at stå i køkkenet, og til sidst blev hendes mad også ret kedelig. Jeg har heller aldrig selv været gift, selvom jeg levede med mine to sønners far i en del år. Jeg orkede ikke de forventninger, der var til en gift kvinde.

Efterhånden tog min far også mere og mere over, hvad angik indkøb og madlavning, men han var ikke begejstret for det. Jeg kan huske en dag, hvor han stod i køkkenet, og jeg havde nogle veninder med hjem til middag. Han syntes, det var lidt ydmygende, så de måtte helst ikke vide, at det var ham, der lavede maden.

Det var min mor, der i den grad satte en kvindepolitisk dagsorden i vores hjem, og i modsætning til mange andre diskuterede vi politik over middagsbordet og gik højt op i valgaftener. Hendes opgør med husmoderrollen prægede i den grad også mit valg af uddannelse som køns- og ligestillingsforsker.

Jeg lærte meget af de livlige diskussioner, som også af og til var af religiøs karakter, fordi min mor var præstedatter. At man ikke skulle have for faste forestillinger om, hvordan tingene burde være, men i stedet reflektere over normbundne holdninger. Der har altid været en åbenhed i diskussionerne, og det har jeg givet videre til mine to sønner.

Jeg var meget doven i skolen og var ofte en, der faldt i søvn i timerne, fordi jeg gik for sent i seng. Men hvis der opstod en politisk diskussion, kastede jeg mig straks ud i den. Nogle gange sagde lærerne: ”Nu vågnede hun!”

Mine søstre og jeg blev sendt i privatskole, hvor forældrene til de andre børn primært var velhavende. Mine drenge har gået på kommunal skole, hvor der også var børn med anden etnisk baggrund og børn af mere fattige forældre. Det lærte dem at omgås andre typer mennesker, og det, tror jeg, er en meget god ballast.

Den ene gang spurgte jeg mine sønner, om de ikke var bange for den gruppe indvandrerdrenge henne på hjørnet, når de gik hjem fra skole. Min yngste søn svarede:

”Det er bare Hassan og hans fætre. De er da søde nok!”

Det er den måde, man lærer at se verdenen på udenfor familien.

Min far døde tidligt, så jeg er vokset op i en meget kvindedomineret familie. Derfor har det været meget værdifuldt at være i en mandefamilie som voksen. Det har givet mig et mere nuanceret billede at have det andet køn så tæt på. Jeg har kunnet spejle mine mandlige studerende i mine egne sønner og været i stand til at se deres sårbarhed og usikkerhed.

Kvindebevægelsen i 1970’erne, der gjorde op med familien, faldt også på mange måder sammen med, at jeg fik mit første barn i 1972. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at undgå, at mine drenge blev påvirket af at have en mor, der kæmpede for kvindefrigørelsen, men det har ikke altid været let. På mange måder var det en bevægelse, der nogle gange gjorde det mandlige køn til skurke. 

Både min ældste søster og jeg føler os mest knyttede til vores yngste søster. Hun var den lille, havde astma og var lidt sart, så hende skulle vi passe på. Jeg tror, det har gjort, at hun er blevet og stadig er stjernen i vores liv. Til jul er det også hende, der lægger hus til, og vi er meget knyttet til hinanden i vores voksne liv. 

Jeg tror også, det kommer, når man bliver ældre, og ens børn får deres eget. Søskende er konstant i ens liv, og man behøver ikke forklare alt til dem, for de har på en måde været vidner til hele ens liv. Samtidig har vi delvist hver vores perspektiver, for vi husker noget forskelligt fra vores barndom. Nogle gange ser vi på fotoalbums og gentager erindringerne. På den måde genoplever vi barndommen sammen.