Khaterah Parwani: Visse ting i livet er helligt, og for mig er en af de ting kærligheden

Khaterah Parwani kom til Danmark som flygtning og voksede op i et krydsfelt mellem kærlighed og konflikter. Hun gjorde oprør mod de traditionelle normer fra sin baggrund, men tog tankefriheden med sig videre i livet som voksen

Mine børn skal vokse op med, at man kan have konflikter, men bagefter sætter sig ved samme bord, siger Khaterah Parwani, juridisk rådgiver og næstformand for Exitcirklen.
Mine børn skal vokse op med, at man kan have konflikter, men bagefter sætter sig ved samme bord, siger Khaterah Parwani, juridisk rådgiver og næstformand for Exitcirklen. . Foto: Leif Tuxen.

Jeg er opvokset på Amager i Urbanplanen i en ghetto med rækkehuse og højhuse af beton. Urbanplanen var en lille, afskåret verden, indtil jeg kom ud og så den rigtige verden.

Min familie kom til Danmark i slutningen af 1980’erne fra Afghanistan. Min mor var traditionel praktiserende muslim og min far progressiv, og det skabte voldsomme konflikter. Min mor ville have, at vi skulle lære om afghansk kultur og religion, mens min far syntes, at vi først og fremmest skulle se folk som mennesker.

Det var på mange måder et traditionelt hjem, og først da jeg var tretten år, gik det op for min far, at man ikke bruger vold i opdragelsen i Danmark. Han brugte vold, når vi lavede ballade, men ikke i forhold til, hvad vi måtte gøre eller tænke.

Der var stor tankefrihed i vores hjem. Mine forældre gav mig adgangen til at tvivle på alt og snakke om alt. Der var i det hele taget en stor åbenhed i vores familie, men mine forældres baggrund med krig og traumer skabte også konflikter. Der var højt til loftet, men ingen af os reagerede særlig konstruktivt.

Jeg startede en kamp i hjemmet ved at nægte at gå i køkkenet med kvinderne, fordi jeg hellere ville være i stuen, hvor mændene diskuterede storpolitik og filosofi. Min far støttede mig, men det var svært for min mor at acceptere. Der var så meget skam forbundet med det for hende. Der kom kvinder i vores hjem, hvor det var tydeligt, at de blev slået og undertrykt, men ingen snakkede om det. Det var strukturelt, en del af vores samfund.

Mit oprør handlede om den slags normer og tavsheden forbundet med dem. Man skal ikke tavst acceptere vold, kontrol og andre skadelige strukturerer - hverken i sit miljø, kultur eller religion. På trods af, at min mor var stædig, kunne hun godt se, hvor jeg kom fra. Hun havde selv haft vold og kontrol tæt ind på livet. Men vi nærmede os først hinanden helt, da jeg selv stod i et forhold med problemer, og min mor oplevede, at en fremmed mand slog på hendes datter. Hun var den, der bad mig om at gå fra min eksforlovede.

Min mor ville have, at jeg skulle giftes med en afghaner, men endte med at se ud over etnicitet og religion og acceptere min kæreste, selvom han ikke er afghaner. Det var et progressivt skridt at gøre op med idéen om, at en imam skal velsigne valget af en partner. At kærlighed overgår religion, kultur og traditioner. Visse ting i livet er helligt, og for mig er en af de ting kærligheden. 

Jeg vil gerne have børn, men jeg er også bange for det, for jeg ved, at familielivet kan være kaotisk. Jeg har måttet kæmpe hårdt for de valg, jeg har taget, men for mine børn skal døren altid være åben, også i forhold til de valg, de tager. De skal ikke føle, at der er grænser for deres identitet.

Mine børn skal vokse op med, at man kan have konflikter, men bagefter sætter sig ved samme bord. Folk skal ikke skændes bag lukkede døre. Man kan sige, at det var det positive i min opvækst. Jeg kender ikke det rum, hvor man er tavs.