Prøv avisen
Mine familieværdier

Kia Liv: Som barn ønskede jeg indimellem, at vores familie var helt normal

Komikeren Kia Liv voksede op i et kollektiv, hvor der var fest, farver og kreative værksteder. Men kollektivet var også et sted, hvor man i en tidlig alder bliver inddraget i de voksnes problemer. Foto: Claus Bech

Komiker og tv-vært Kia Liv tilbragte en stor del af sin barndom i et kollektiv, hvor der var plads til skæve eksistenser. Får hun selv børn en dag, vil hun viderebringe tolerancen og rummeligheden fra sin egen barndom. Men det skal ske under mere stabile rammer

Jeg er vokset op på Norddjursland i flere forskellige kollektiver sammen med min mor og min søster. Livet i kollektiv gjorde, at jeg fik et tilhørsforhold til en masse mennesker, som blev min klanfamilie, og i dag har jeg flere bonusmødre og bonussøskende. Hvis man kiggede udefra, kunne vores hjem virke kaotisk, men vi havde faste spisetider og fik læst godnathistorie som alle andre.

Der var mange børn, som ikke måtte komme med hjem og lege hos mig i de små klasser. De andre børns forældre vidste, at der blev røget fede. I første klasse var en af mine veninder gået med hjem til os efter skole. Da hendes far opdagede det, kom han og trak hende ud af indkørslen og skældte hende ud, mens hun græd. Dér gik det op for mig, at vi ikke var ligesom alle andre. Indimellem kunne jeg godt ønske, at min mor bare kørte i en Toyota Carina, og jeg lugtede af skyllemiddel. 

Den vigtigste værdi i vores hjem var rummelighed. Det var nødvendigt for at bo i et kollektiv, hvor jeg i en meget tidlig alder skulle tage stilling til så mange forskellige mennesker, der kom fra nær og fjern. På den måde var der mange, som skulle tages hensyn til.

Som børn i kollektiv var vi meget inde over de voksnes følelser. Der var ikke så meget, der blev holdt hemmeligt. Vi børn blev inddraget i de voksnes eksistentielle problemer, kærlighedsliv og pengesager, og det behøvede vi nok ikke, når jeg ser tilbage på det. De snakke skulle nok være taget med andre voksne mennesker i stedet for at blive taget i plenum med børnene.

Det betød meget for min mor, at jeg var nysgerrig. Jeg skulle udforske ting og ikke låse mig selv fast. Pludselig ville jeg gerne være bassist, og så fik jeg en bas. Så ville jeg gerne være bmx-rytter, og så fik jeg en bmx-cykel. Der var ikke noget med: ”Nu er du startet på det, og så gør du det færdigt.” Det lå til hippie-kulturen at eksperimentere og afprøve livet.

En abefest i klanfamilien betød dans på bordene. Der blev røget sjov tobak og drukket bajere, men det var aldrig utrygt for os børn. Jeg kunne faktisk bedst lide at sove under det bord, hvor festen foregik. Men tiden var også helt anderledes dengang. Hvis jeg i dag - som uddannet pædagog - så et barn til sådan en fest, kunne det godt være, jeg ville tænke: ”Kan vi lige få skaffet en barnepige!”

Hvis jeg får børn, vil jeg viderebringe tolerancen og rummeligheden, som jeg fik med hjemmefra. De skal vide, at verden ikke kun ser ud på én måde. Til gengæld vil jeg give dem et mere stabilt hjem, hvor man ikke hele tiden skal tage ansvar for andres menneskers gøren og laden. Selvom de skal opleve og have forståelse for skævhederne i samfundet, så behøver det skæve ikke nødvendigvis at bo inde midt i dagligstuen.