Prøv avisen
Mine familieværdier

Kim Vilfort: Jeg er vokset op i en rigtig arbejderfamilie

Overordnet tror jeg ikke, vi har været strenge forældre. Jeg er af den overbevisning, at man skal have en god grund til at sige nej. Ellers kan man lige så godt sige ja, siger Kim Vilfort. Arkivfoto. Foto: Brian Rasmussen

For den tidligere fodboldspiller Kim Vilfort er det vigtigt, at hans børn selv lærer, hvordan verden hænger sammen - også når modstanden er hård

Mine forældre var meget unge, da de fik mig, de var 18 og 20 år. Min mor var uddannet syerske, og min far arbejdede som chauffør, så jeg er altså vokset op i en rigtig arbejderfamilie. De første ti år af mit liv boede jeg sammen med mine forældre og min bror på Godthåbsvej på Frederiksberg, og de næste ti i Skovlunde. 

I mit barndomshjem var der forholdsvis frie rammer for, hvad jeg måtte gøre. Mine forældre har stolet på, at jeg gjorde det rigtige - uanset om det gjaldt uddannelse eller fodboldkarriere. Uanset hvilken beslutning jeg har taget, har de bakket mig op. 

Min mor har altid smurt madpakken, og hun var næsten altid hjemme, når jeg kom hjem fra skole. En stor del af min opvækst havde min mor deltidsarbejde og var meget hjemme, og derfor har jeg hverken gået i vuggestue, børnehave eller fritidshjem. Jeg har haft en meget tryg barndom med meget nærværende forældre.

Vi har altid holdt sommerferie sammen, hvor vi for det meste tog rundt i Danmark. Det har altid betydet meget for mig. Det var først, da min fodboldkarriere gjorde det umuligt, at jeg blev nødt til at sige nej til ferie med min mor og far.

Familien har været et vigtigt omdrejningspunkt for mig. Vi ser stadig meget til hinanden i min nærmeste familie, men også i den store med fætre og kusiner, bedsteforældre og oldeforældre. Vi har et stort sammenhold, og vi ses ofte - mindst en gang om året til julefrokosten, som altid bliver prioriteret højt. Sådan ønsker jeg også, det skal være i den familie, jeg har været med til at stifte. Det er afgørende at vedligeholde kontakten. 

Sammenhold og fællesskab er nogle af de værdier, der har fyldt mest, når jeg tænker tilbage på min opvækst. Dem har jeg altid haft med, om det så var i familien, opgangen eller på fodboldholdet. 

I august 1992 mistede min kone og jeg vores ældste datter. Hun var seks år gammel og havde leukæmi.

Vi måtte holde tre små fødselsdage i stedet for én stor, da hun fyldte seks år. Hun kunne ikke være sammen med særlig mange ad gangen, fordi hendes immunforsvar var nedsat. Vi blev nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden, og vores virkelighed var, at vores datter var syg. Derfor var det vigtigt og nødvendigt at være sammen i vores lille familie.

Jo flere oplevelser - både på godt og ondt - man har sammen som familie, jo tættere vil man stå sammen. Sådan var det i vores familie.

Noget af vigtigste for mig, når jeg har opdraget mine børn, har været, at de lærer ved at gøre. De skulle forstå og lære, hvorfor tingene hænger sammen, som de gør. Vi har ikke i særlig høj grad opdraget, fortalt dem eller belært dem om, hvordan verden hænger sammen. De har selv skulle erfare det og stå på egne ben. Overordnet tror jeg ikke, vi har været strenge forældre. Jeg er af den overbevisning, at man skal have en god grund til at sige nej. Ellers kan man lige så godt sige ja.

Jo flere oplevelser - både på godt og ondt - man har sammen som familie, jo tættere vil man stå sammen. Sådan var det i vores familie, fortæller Kim Vilfort, tidligere professionel fodboldspiller. Foto: Soeren Bidstrup