Børnene i 1. klasse har fået en opgave. De skal udfylde nogle nummererede felter med forskellige farver. Eleverne går ivrigt i gang og arbejder i 12 minutter – men så sker der noget. Flere af drengene begynder at sidde uroligt, kører rundt på sædet, vipper med fødderne og slår med blyanten. Pigerne arbejder videre, men flere og flere drenge får myrer i bukserne, og til sidst er der så megen uro i klassen, at heller ikke pigerne længere kan arbejde.
Det er en typisk episode fra en af de små klasser i en skole i Danmark. Det fortæller Ann-Elisabeth Knudsen, der forsker i børns hjerner og har overværet undervisningen i hundredvis af skoleklasser i Danmark.
– Det er ikke, fordi drengene vil lave ballade, men man kan ikke forvente den samme koncentrationsevne hos dem som jævnaldrende piger. Drenges hjerner modner halvandet til to år senere end pigers, og derfor er det synd for både piger og drenge, at de skal begynde i samme klasse, når de er lige gamle, siger Ann Knudsen.
Den 46-årige århusianske forsker udgav for fire år siden bogen "Pæne piger og dumme drenge" om forskellen på drenges og pigers adfærd i de små klasser på baggrund af deres hjerners udvikling.
Til august kommer så bogen "Seje drenge og superseje piger?", der behandler børnenes udvikling, fra de er 10 til 18 år, og som viser, at den kønsbestemte adfærd fortsætter. Ikke overraskende er Ann Knudsen derfor stærkt kritisk over for regeringens planer om at fremrykke skolestarten ved at gøre børnehaveklassen obligatorisk og mere læringstung og samtidig afskaffe 10. klasse.
– Det bliver drengene, der kommer til at betale den højeste pris for det tiltag. Hold op, hvor kan de nå at få meget skældud. Og for forældre til drenge bliver det nervepirrende at sende sin seksårige søn i skolen, for det er ikke til at vide på forhånd, om han klarer det eller ej, siger Ann Knudsen.
Selv er hun uddannet cand.mag. i dansk og psykologi og underviste i mange år i gymnasiet. De seneste 10 år har hun dog beskæftiget sig med neuropsykologi og hjerners udvikling hos børn, og hun er en varm fortaler for, at man i højere grad skal skille piger og drenge ad i nogle timer om ugen og undervise dem separat. Så kan drengene blive undervist i intervaller, hvor de med jævne mellemrum får lov til at røre sig lidt, før de igen skal koncentrere sig, og pigerne kan imens blive styrket i deres selvværd, som er deres svage punkt. Lære at læse gør de under alle omstændigheder – det kræver faktisk et ganske særligt talent for at forhindre pigerne i det, ifølge Ann Knudsen.
– Gennemsnitligt kan drenge i indskolingen koncentrere sig i 12 minutter ad gangen, og piger dobbelt så længe. Når forældre siger, at deres dreng sagtens kan koncentrere sig længe om at se tv eller lege med Lego, bør de teste hans evner ved at sætte ham til noget, han ikke har specielt lyst til og ikke selv har valgt. Kan han koncentrere sig om det i omkring 20 minutter, er der ikke noget forgjort ved at sende ham i skole, sige Ann Knudsen.
For at understrege pointen peger Ann Knudsen på, at 80 procent af de specialpædagogiske tiltag i Danmark er målrettet drenge. Det er drenge, der sidder i specialklasserne, det er drenge, som får støttelærer, det er drenge, som har koncentrationsproblemer, læsevanskeligheder og ordblindhed, og som lider af DAMP, autisme og hyperaktivitet.
Ann Knudsen var sidste år med til at lave undersøgelsen "Køn, karakterer og karriere", der viste, at pigernes karakterer i gennemsnit er højere end drengenes, når de forlader folkeskolen.
– Og hvad værre er, så er pigernes præstation meget homogen, mens der er langt større spredning på drengene. Her er der flere i bunden af karakterskalaen, og også flere i toppen. Min pointe er, at hvis man i højere grad i undervisningen tog højde for drenges og pigers forskellige hjerner, så ville vi kunne få nogle af de dårligste drenge op i midterfeltet og samtidig løfte nogle af pigerne fra gennemsnitsgruppen op i toppen, så der blev nogle flere kvindelige atomfysikere, siger Ann Knudsen.
Hun understreger, at hun ikke vil tilbage til de gamle pige- og drengeskoler, men blot ønsker, at man i nogle enkelte dansk- og matematiktimer adskiller de to køn, så de hver især får bedre forudsætning for at få noget ud af timerne.
– Vores skolesystem får børn til at lukke det neurale netværk, og pigerne får heller ikke det ud af det, som de kunne. Der er ingen sammenhæng, når det gælder pigerne, mellem, hvad de kan, og hvad de driver det til. Når de i de første skoleår gang på gang oplever, at de sidder med fingeren oppe, men lærerens opmærksomhed er rettet mod drengene, og når de oplever, at det, de får ros for, er, at de er sociale og gode til at holde orden, samt at de er dygtige til at sidde mellem Jens og Peter, så de to ikke slås, så ender de med at sige, at de vil være noget med dyr eller børn. Og selvom piger og kvinder får gode uddannelser i dag, ender det jo alligevel med, at de får job i det offentlige og ikke kommer helt til tops, konstaterer Ann Knudsen.
Hun mener, at skolen driver rovdrift på de egenskaber, pigerne har, fordi de bliver en slags støttepædagoger for lærerne, og at de i for høj grad bliver rost for deres sociale egenskaber i stedet for de faglige.
– Når der er 26 elever og én lærer i en klasse, er læreren glad for pigerne, som bliver det sociale lim i klassen. De er gode til at vente på, at det bliver deres tur, at høre efter og forstå beskeder. Det er positive egenskaber, men det er ikke noget, der bliver regnet for særligt værdifuldt, og der bliver jo fortsat ikke givet nobelpriser i indlevelsesevne. Derfor er det synd for drengene, når de kommer for tidligt i skole, men i løbet af kort tid er det mindst lige så synd for pigerne, som bliver småstressede over drengenes uro og ikke kan fordybe sig, som de gerne vil, siger Ann Knudsen.
Selv er hun mor til to piger, tvillingerne Astrid og Sigrid, som lige er blevet konfirmeret. Hvert forår og efterår rejser hun landet rundt på kryds og tværs og holder foredrag til forældremøder i børnehaver og skoler og blandt fagfolk om forskellen på drenges og pigers hjerner.
– Jeg tror ikke, at jeg fortæller noget, som folk ikke ved i forvejen. Men jeg giver en forklaring på, hvorfor det er drengene, der er urolige, og hvorfor pigerne efter nogle års skolegang bliver stille og passive, siger hun.
Men det hele kan ikke kun forklares med biologi. De urolige drenge tilskriver Ann Knudsen også, at moderne forældre i dag er så konfliktangste, at det på godt og ondt er blevet en samfundsopgave at opdrage børnene, og derfor mener hun, at lærere og pædagoger igen skal have ansvar og autoritet.
– Hvis det er sådan, at en stor del af barndommen foregår i udearenaer, må man også give lærere og pædagoger autoriten tilbage. I mange år har det været forbudt for de, der har med børnene at gøre til daglig, at træde i karakter, og man har stort set frataget lærerne alle de redskaber, de havde for at holde eleverne i skak. Dér skal lærerne nok have mere mod til at sige, at hvis barnet ikke vil indrette sig på skolens præmisser, og du som forælder ikke vil hjælpe det til at gøre det, så må du selv undervise dit barn. Med andre ord må lærerne være direkte og kræve noget mere af forældrene, siger Ann Knudsen.
– Jeg mener for eksempel, at det er rimeligt, at læreren siger, at hun ikke gider undervise børnene, når forældrene sender dem af sted på coco pops, som brænder lynhurtigt af. Men giv dem noget havregryn til morgenmad, så de kan koncentrere sig, og så skal den dygtige lærer nok lære dem noget, siger hun.
Ann Knudsen mener, at en stor del af barndommen allerede er flyttet ud, blandt andet fordi forældrene vælger voksenlivet og ikke ønsker at slås med børnene, når de har fri sammen. Seneste eksempel er forslaget om at gøre det obligatorisk med lektiehjælp i skolefritidsordningerne.
– Det er fint til udsatte børn, men det er da forældrenes ansvar. Hvorfor skal det offentlige nu også læse lektier med børn fra velfungerende familier, spørger hjerneforskeren.
Ann Knudsen mener, at det er tabuiseret at tale om, at der er forskel på drenge og piger, og understreger da også, at der ikke er forskel på deres intelligens. Men det er forskelligt, hvad de er gode og dårlige til, og den viden kan man bruge til at styrke begge køn, der hvor de er svage.
– Hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til, og derfor er det også interessant, når man ser på drengene i 5. klasse. Her har deres hjerner potentiale til at koncentrere sig, men de er fortsat urolige, og i 7. eller 8. klasse deler drengegruppen sig i dur og dur ikke.
– De gode drenge overhaler pigerne, som ser måbende til og fortsat befinder sig i et følelsesmæssigt indlevelseshelvede, og så er der en gruppe drenge, der står helt af. I hver klasse sidder der en enkelt pige, som tør og vil, men der er stadig rigtig mange samarbejdsvillige piger, som har brug for at blive meget direkte provokerede af en lærer, før de folder sig ud. Med andre ord skal der i højere grad tages hånd om drengene, som skal have mere hjælp til at komme godt fra start. Og der skal skubbes mere til pigerne, som også skal have ekstra hjælp til det natuvidenskabelige, siger Ann Knudsen.
Ligesom regeringen ønsker, at læringen begynder tidligere, ønsker den også at afskaffe 10. klasse eller i hvert fald forbeholde den de svageste. Igen mener Ann Knudsen, at det bliver drengene, der kommer til at betale.
– Der bliver flere drenge, der risikerer at droppe ud og slet ikke fået en uddannelse. Eller de risikerer at tage de nemme valg og blive ufaglært eller komme i lære, hvis det går højt. Drengene modnes senere på alle måder og har brug for et år ekstra til eftertanke og til at blive afklarede. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der er kommet for sent i skole. Hvad er det, regeringen har så travlt for? Det er, som om man har mistet perspektivet på, hvad et godt børneliv er, og det er vores fælles ansvar at finde tilbage til det.