29-årig kræftoverlever: Kræft kan også have glædelige bivirkninger

Da Morten Starup som 21-årig fik en tumor i hjernen, satte uvished og kemokur dagsordenen i det, der skulle have været et glædeligt sabbatår. Men indimellem var der også glimt i mørket. I en bog har han samlet 100 positive budskaber om sygdommen fra patienter, fagfolk og pårørende

”Det negative kom automatisk. Det positive og glædelige var sværere at finde. Det blev overset i virvaret,” fortæller 29-årige Morten Starup om sit eget kræftforløb. Med en ny bog håber han, at han kan inspirere andre kræftpatienter og pårørende til at give de positive tanker og oplevelser mere opmærksomhed. For det ville han gerne selv have været bedre til.
”Det negative kom automatisk. Det positive og glædelige var sværere at finde. Det blev overset i virvaret,” fortæller 29-årige Morten Starup om sit eget kræftforløb. Med en ny bog håber han, at han kan inspirere andre kræftpatienter og pårørende til at give de positive tanker og oplevelser mere opmærksomhed. For det ville han gerne selv have været bedre til. . Foto: Svend Thomsen.

Først stod der to mænd i grønt hospitalstøj. Det var okay. De var radiografer og skulle være der. Men da Morten Starup, mens han lå i MR-scanneren, kunne se, at der også kom tre læger til og kiggede på hans skærm, vidste han, at det ikke var helt godt.

Hans fornemmelse var rigtig. Skærmen viste en tumor i hans hjerne.

”Da jeg kom ud af scanneren, sagde de til mig, at jeg skulle vente, fordi de også skulle lave en scanning af min ryg. ’Hvorfor?’, spurgte jeg. ’Jamen, det gør vi bare en gang imellem’, svarede de. Der blev jeg lidt skeptisk,” fortæller Morten Starup, mens han sidder ved stuebordet i sin lejlighed i hjertet af Aarhus.

Han var 21 år, da lægerne opdagede tumoren. I dag er han 29, uddannet kaospilot med en kandidat i oplevelsesøkonomi og arbejder som fuldmægtig på Aarhus Universitet. Han har skrevet en bog, hvor han har samlet 100 positive budskaber om kræft fra patienter, pårørende og fagfolk.

Bogen er ikke udkommet på et traditionelt forlag, men Morten Starup har ved hjælp af frivillige kræfter lige fra trykkeri til grafiker fået trykt bogen, som han er ved at sende ud til landets kræftafdelinger.

Det negative i et kræftforløb var let at finde, for det kom helt af sig selv. Lyset i mørket, derimod, og de gode oplevelser, som for eksempel dengang hans forældre bookede en tur til Frankrig i tidsrummet mellem kemoterapi og strålebehandling, kunne nemt drukne i sygdommen.

”Det er jo ikke, fordi bogen kan redde nogen, men den kan løsne lidt op for den mørke sygdom, som kræft er. Jeg tror, der er mange, der kommer til at blive overrumplet af sygdommen, og mange familier, der kommer til at støtte personen med kræft på en måde, som de aldrig har støttet personen før. Den oplevelse kan nemt blive skubbet af vejen af de dårlige tanker. Det er vigtigt at huske opbakningen eller turen til Frankrig,” fortæller Morten Starup.

Det var en voldsom hovedpine, der fik Morten Starup til lægen og senere i MR-scanneren. Et halvt år i forvejen var han blevet student og havde taget hul på et sabbatår. Ligesom så mange andre unge ville han nyde friheden lidt, inden han skulle begynde på et studium.

Derfor rejste han fra barndomshjemmet i Harlev en halv times kørsel fra Aarhus til Ghana som frivillig. Men de sidste 14 dage i Afrika begyndte han at få hovedpine. Efter at han kom hjem, tog smerten til i styrke, og til sidst kunne han kun holde hovedpinen nede med meget stærke smertestillende piller. Først troede lægerne, at en tropisk sygdom var årsagen til smerterne. Men i stedet blev det begyndelsen på det, han selv kalder kræftlavinen.

”Skiftet fra frihed og lyst til at komme ud i verden til at blive fanget i sygdommen og i et behandlingsforløb, som jeg ikke vidste, hvad gik ud på, var en stor og skræmmende overraskelse. Og så at sygdommen lå inde i hovedet. Kombineret med at der var en masse mennesker, der gerne ville høre, hvordan jeg havde det. Jeg blev lige pludselig meget sårbar og centrum i mange situationer,” fortæller han.

Morten Starup om de positive "bivirkninger" ved kræft 375713

I skæret fra den gule lampe over stuebordet i hans lejlighed kan man skimte et ar i hans pande. Et mærke fra den biopsi, lægerne tog, da de skulle finde ud af, om der var kræftceller i tumoren. Men også manifestationen på en angst med mange ansigter. En angst, der var forbundet med biopsiens mulige bivirkninger. At nogen ”skulle rode rundt inde i hovedet på ham”, mens han var under fuld narkose. Og en angst for ikke at kunne kende sig selv. Fra at have været et ungt menneske med en frisk og sund krop til at skulle ligge i sengen og kaste op på grund af kemoen og hår, der faldt af i store totter. Men mest af alt en angst for det uvisse. Ingen vidste, hvordan det ville gå. Lægerne og sygeplejerskerne sagde godt nok, at der var 80 procents chance for, at behandlingen ville lykkes. Men hvad så med de sidste 20 procent? Det var alligevel en femtedel.

”Jeg var meget vågen den nat, for jeg tænkte: Betyder det 20 procents risiko for at dø, eller betyder det 20 procents risiko for noget andet? En anden behandling måske? Det var en af de gange, hvor angsten virkelig satte sig.”

Men situationen var, som den var, og Morten Starup vidste, at han nu skulle bruge mange timer i en hospitalsseng. Derfor begyndte han at abonnere på magasinet Illustreret Videnskab. Den første artikel, han så, handlede om kræft i hjernen.

”Jeg slugte artiklen råt og koblede straks den negative undersøgelse fra artiklen til min egen situation. Jeg blev selvfølgelig meget ked af det, men jeg var så heldig, at jeg havde en sej sygeplejerske, der kunne fornemme, at skoen trykkede. Hun læste artiklen og sagde, at det slet ikke havde noget med mig at gøre. Det eneste, vi havde tilfælles, var kræft i hjernen, men det var slet ikke den samme type.”

Artiklen fra Illustreret Videnskab var et af de mange eksempler på, at de dårlige tanker altid var de mest præsente. Men på et tidspunkt tog en flok venner turen fra København til Aarhus Universitetshospital. De medbragte is og fortællinger, der ikke kun handlede om sygdommen, og Morten Starup var glad under besøget.

”Det negative kom automatisk. Det positive og glædelige var sværere at finde, det blev overset i virvaret,” husker Morten Starup og fortæller, at han gerne selv ville have været bedre til at give de gode oplevelser og tanker mere opmærksomhed under sygdommen.

Efter nogle hårde måneder, hvor først kemobehandling og dernæst strålebehandling havde overtaget Morten Starups liv, var kræften sendt til tælling.

Han kan først blive erklæret helt rask om to år, når han er færdig med at gå til kontrol. Men allerede nu tegner det godt, for den type kræft, han har haft, kommer meget sjældent igen.

Forløbet har bragt ham tættere på sin familie, og det er blevet til nye traditioner. Hvert år tager de en tur til Mols Bjerge. En tradition, der begyndte under behandlingsforløbet, fordi forældrene tænkte, at han ville have godt af naturen og nogle pandekager med is.

Foto: Svend Thomsen

”Jeg lever efter et mantra om, at de ting, jeg gør i dag, vil jeg gerne som 80-årig kunne glæde mig over og grine lidt ad. På den måde har jeg fået mere fokus på at opsøge de gode oplevelser og se, hvad verden byder på,” siger han.

Samtidig er han klar over, at døden er langt mere nærværende, end den har været tidligere. Derfor prioriterer han også i højere grad nuet.

”Jeg forsøger at bruge døden som et redskab og ikke tage livet for givet. Jeg tror, der er mange mennesker, der godt ved, at de skal dø, men de forestiller sig ikke, at de kan dø. Det er vigtigt at huske på, at vi alle sammen kan dø inden for den nærmeste fremtid. Det skal ikke gå og gøre os bange, men det skal holde os på tæerne.”

Derfor sætter han sig også nogle mål med fremtiden. Nogle langsigtede og andre mere kortsigtede. Et af målene er at rejse til Japan i længere tid for at komme ind under huden på en kultur, der er så langt fra hans egen.

Et andet var at skrive en bog – et mål, det altså er lykkedes for ham at nå. For da kræftforløbet var trådt lidt i baggrunden, begyndte han langsomt at udforske de positive sider ved sin egen kræftsygdom.

Når hans mor nævnte, at det havde være svært at balancere mellem kræften og hans søsters forestående bryllup, udfordrede han hende. I stedet nævnte han turen til Frankrig, eller at familien nu var blevet bedre til at ses ofte, og at de kunne tale om stort set alting.

Langsomt begyndte tankerne om de positive budskaber at spire, og da han for nogle år siden gik i gang med sit kandidatstudium i oplevelsesøkonomi, satte han sig for at undersøge, hvilke narrativer man oftest knytter til kræft.

Ikke overraskende viste det sig, at den negative fortælling fyldte mest. Han delte derfor et billede af sig selv og et skilt med ordene ”Kræft kan skabe nyt perspektiv på livet” på de sociale medier. Efterhånden slog budskabet igennem, og andre kræftpatienter og pårørende delte deres positive budskaber med ham. 100 budskaber er det blevet til, og de er nu samlet i en bog.

”Min oplevelse er, at der ikke er mange, der hører de gode historier. Bogen er et forsøg på at hjælpe andre kræftpatienter med at finde de små glædelige øjeblikke, de små lys i en mørk tid,” siger Morten Starup og understreger, at det selvfølgelig også var hårdt at have kræft.

En af bogens medvirkende er Tommy Kristensen. Han døde af kræft i bugspytkirtlen og leveren i 2016. Alligevel har Morten Starup valgt at tage hans budskab og historie med i bogen.

Det var vigtigt for Starup at undersøge, om det kun kunne lykkes ham at tænke positivt, fordi han selv blev helbredt. Derfor er han også klar over, at bogen kan virke provokerende for nogle. For hvordan kan man overhovedet tænke positivt om en sygdom, man selv er ved at dø af, eller som er ved at slå et menneske, man elsker, ihjel?

For Morten Starup handler det ikke om jubelidioti eller om at negligere kræftens alvor, men om at tro på, at det negative ikke fordrer noget godt, og at det ikke kan stå alene. Man kan i stedet kigge på, hvad man trods alt har sammen, og hvad man er blevet bedre til efter kræften, lyder det fra ham.

”Det er ikke, fordi jeg forsøger at sparke alle de negative følelser væk. Dem skal der være plads til. Jeg tror bare ikke, at det er godt, at de står alene.”