Prøv avisen

Kvartlivskrise – følelsen af at tabe uendelige muligheder på gulvet

Tegning: Morten Voigt

Mange bliver ramt af en eksistentiel krise, inden de fylder 30 år. ”Kvartlivskrisen” skyldes forventningspres og et forlænget ungdomsliv, siger eksperter

Det er svært at tro, at 26-årige Mille Astrup skulle være i krise. Hun er med egne ord ”enormt privilegeret”, bor i en forældrekøbslejlighed i København, har en sød kæreste, gode venner, en bachelor i film- og medievidenskab og ses af sine venner som én, der har styr på sit liv. Ikke desto mindre ”føles det kriseagtigt”.

Ved siden af studierne i film- og medievidenskab producerede Mille Astrup film for på et tidspunkt at kunne indfri ambitionerne om at blive filmproducer og nåede til den sidste optagelsessamtale på den førende uafhængige filmuddannelse i Danmark, Super16. Og så ville hun pludselig ikke alligevel.

Som vært for DR P3’s podcast ”Kvartlivskrisen” fortæller hun om efterslæbet: en periode af hendes liv, hvor tvivlen har meldt sig, livsplanerne er gået i vasken, og hun famler sig frem for at finde ud af, hvilken vej hun skal. Det var en stressende tid, hvor hun hver morgen vågnede i dårligt humør og med tanken ”jeg bliver aldrig til noget”, fortæller hun.

”Jeg måtte acceptere, at jeg ikke altid kan have en plan for de næste seks måneder; at det er okay at lave afstikkere i sin karriere, og at der på et tidspunkt vil opstå en rød tråd, hvor det giver mening. Men det var svært at gå i stå eller standse op for at tænke sig om i et samfund, der fokuserer på, at du skal vælge en uddannelse, helst tage den så hurtigt som muligt, få et arbejde og nogle børn. Der er normer, som gør, at jeg var enormt orienteret mod fremdrift, som også var opslidende,” siger hun.

I Danmark, hvor vi længe har talt om storesøsteren midtvejskrisen, er fænomenet kvartlivskrise for mange måske ukendt, men i USA og England er det velkendt og velbeskrevet, blandt andet i bogen ”Quarter-Life Crisis: How to Get Your Head Round Life in Your Twenties” (Kvartlivskrise: Hvordan du forholder dig til livet i 20’erne). Kvartlivskrise – eller kvartvejskrise – er også blevet behandlet i populærkulturen, blandt andet i den amerikanske tv-serie ”Girls” (Piger) og den norske tv-serie ”Unge lovende”. Begge serier handler om kvinder i 20’erne og deres snublende skridt mod et voksenliv med familie og arbejde.

Kvartlivskrisen er en tilstand, hvor man stejler over at træffe livsafgørende valg eller stopper med at se mening med de valg, man har truffet; hvor forestillingen om, hvem man er eller gerne vil være, slår sprækker; hvor præstationskulturens reaktionsmønstre kommer til kort, fordi man ikke kan præstere, perfektionere eller planlægge sig ud af, at man er i tvivl eller ikke brænder for noget.

Mille Astrups ene veninde beskriver kvartlivskrisen som ”en konfrontation med voksenbegrebet og spørgsmålet om, hvad og hvem jeg gerne vil være. Jeg har hele livet fulgt et forløb, men pludselig går motorvejen fra 2 spor til 16”.

En anden beskriver stress-følelsen over endnu ikke at have stiftet familie: ”På Facebook ser du alle dine perifere folkeskolevenner poppe børn ud over det hele. Det er stressende, fordi jeg tænker, at jeg stadigvæk selv er lidt et barn. Men det er min krop jo egentlig ikke. Vi skal faktisk til at blive voksne.”

Kvartlivskrisen rammer rigtig mange unge i midten af 20’erne, siger psykolog Mette Bratlann. De udgør en stor del af hendes klientgruppe og henvender sig med kvartlivskriser, der bunder i tvivl om uddannelse, karriere, økonomi, bolig, parforhold og børn.

Måske oplever de en rådvildhed efter at have opgivet deres uddannelsesplaner, en mangel på relationer, når vennegrupper eller parforhold går i opløsning, eller en uforståenhed over, hvorfor de ikke er glade, når de i mange år har fulgt samfundets, forældrenes eller deres egne forventninger, fortæller hun.

”De står i et vadested i ungdommen, hvor mange havde forestillet sig noget andet. Selvom de anstrenger sig for at gøre det hele rigtigt og er stræbsomme og ambitiøse, føles det ikke rigtigt eller trygt, når de når til det her sted i livet – det føles bare hårdt. Mange bliver desillusionerede og tænker, at ’der må være noget galt med mig, for alle andre ser ud til at have styr på det’.”

Så hvad skyldes den, den måske gamle krise med det nye navn? En dessertgeneration, som har fået sølvskeen galt i halsen? En flok forvirrede stræbere med alt for store forventninger til dem selv og livet?

Psykologisk set er midtvejskrisen et brud med det, du er blevet. Kvartlivskrisen rammer derimod, næsten inden man er blevet noget, siger Mette Bratlann. Hun mener, at forklaringen skal findes i, at de unge tror, at man skal have styr på det hele, ikke mindst på sig selv, inden man fylder 30 år.

”De glemmer, at et godt liv ikke kun er lyst og ufejlbarligt; at det svære hører med og er en vigtig del af livet. Det er netop i situationer, hvor man farer vild, at man lærer noget om sin orienteringssans, og i udfordringerne, at man kommer til at kende sine egne kræfter. Kriserne repræsenterer en mulighed for forandring, fordi de tvinger os til at skifte strategi,” siger Mette Bratlann.

Hun møder ofte en skepsis hos forældregenerationen over begrebet kvartlivskrise. De indvender: ”Men vi var også frustrerede. Vi kaldte det bare ’ungdomsforvirring’. Nu må curlingbørnene komme ind i kampen.” Og der har altid været stor usikkerhed forbundet med overgangen fra ung til voksen, medgiver hun. Alligevel er det nogle andre udfordringer, de unge i dag må slås med – ”og det kan vel ikke komme som en overraskelse for nogen, at det stadigvæk er svært at blive voksen,” siger hun.

”Det er jo ikke, fordi de her unge står i et grædekor nede på gaden og piber. Mange af dem knokler for at gøre alting rigtigt. Samtidig kan de på de sociale medier spejle sig i hele verdens ungdom i en retoucheret, finpudset version, hvor de ikke er tæt nok på til at kunne se, at de andre også har bumser, rande under øjnene og også bliver i tvivl. Så måske skulle vi i stedet forsøge at fortælle dem, at de ikke behøver have så store forventninger, og at man faktisk aldrig rigtigt får styr på det, heller ikke selvom man kan sætte flueben ud for ægteskab, bolig, uddannelse, karriere og børn,” siger hun.

Noemi Katznelson er uddannelsesforsker og leder af Center for Ungdomsforskning, hvor de skal til at lave en undersøgelse om overgangen fra ung til voksen. Hun peger på, at der i øjeblikket er to fremtrædende fortællinger om ungdomsgenerationen. Den ene, at det er synd for de unge, den anden, at de er forkælede, men vi har hverken at gøre med en generation af unge, der er overbeskyttet på alle parametre eller er ved at bukke under for presset, mener hun. Derimod er det en generation af unge, som på forskellig vis reagerer på den præstationskultur, de er en del af. En præstationskultur, som har spredt sig til alle af livets arenaer og kan måles på vægten, antallet af likes på Facebook og i mødet med et uddannelsessystem med mange lukkede døre, som man skal præstere sig til at åbne, siger hun.

”Dermed ikke sagt, at alle reagerer ved at få en kvartlivskrise. Nogle er så bange for at fejle, at de slet ikke tør gøre forsøget, nogle løber hurtigere, og andre, måske særligt dem, som har løbet hurtigst og helt fra starten har været sikre, vakler måske i deres valg på et tidspunkt.”

Vi har udråbt kvartlivskrisen i 20’erne, midtvejskrisen i 40’erne og alderskriser med jævne mellemrum. Kan hele livet ikke risikere at blive opfattet som en krise?

”Jo, hvis man forstår krise som en udvikling, som skaber både usikkerhed og håb og kalder på, at man gør noget andet i og med sit liv. Kriser er forbundet med overgange og skift som mennesker, og dem vil der komme flere af i forhold til, hvad fremtidens unge kan se foran sig på uddannelses- og arbejdsfronten,” siger Noemi Katznelson.

26-årige Mille Astrup forstår godt, at nogen måske vil stejle over krisestemplet på hendes kuldsejlede karriereambitioner. Hun ved også godt, at hun er privilegeret, men ser det ikke som en hindring for at tage sine problemer alvorligt.

”Jeg synes, det er reelt nok at tale om, hvordan vi opnår trivsel, og om det pres, der får mange unge til at tage skyklapper på og kun fokusere på fremdrift. Der er enormt mange valg og enormt meget at vælge imellem som ung, og selvfølgelig er det privilegeret, men det er også svært. Og det er svært at udvise overskud til at løse de egentlige problemer i verden, hvis man samtidig er dybt ulykkelig over, hvordan livet ser ud i ens egen lille osteklokke,” siger hun.

”Jeg tror, at man skal forsøge at folde forestillingen om, hvad det vil sige at brænde for noget, ud. Jeg oplever, at der er en idé blandt mange unge om, at man skal kunne mærke i sig selv, hvad der lige er én. Det er en høj efterspørgsel på mening og et højt krav at stille. Ofte hænger det jo sammen med oplevelser og erfaringer, om du trives socialt, flytter dig og kan finde ud af det – frem for en hellig flamme, der brænder i én eller en følelse, der dumper ned fra himlen.”

”Jeg tror, det er vigtigt at give sig tid til at mærke efter, hvad det egentlig er, man har lyst til at bruge sin tid på. Hvis man, ligesom jeg, bliver i tvivl, så vær tålmodig og giv dig tid til at finde ud af, hvad det så skal være – i stedet for at kaste dig hovedkulds ud i en kandidatuddannelse.”

”Det er vigtigt at tale med andre om sin krise og turde vise sine skrøbelige sider frem for at finpudse et glansbillede af sig selv, for man kan ikke gemme sin sårbarhed og føle, at den bliver set på samme tid. Samtidig siger tvivl eller mistrivsel ofte noget om, at man har brug for at ændre strategi eller prioritere anderledes; brug for mere tid i ugen, hvor man ikke kæmper og gør sig umage, men måske bare laver ingenting og samler kræfter. Og så er det vigtigt at skelne mellem dødvandsgrublerier og det, man faktisk kan gøre noget for at ændre.”

På de sociale medier kan de spejle sig i hele verdens ungdom i en retoucheret, finpudset version, hvor de ikke er tæt nok på til at kunne se, at de andre også har bumser, rande under øjnene og også bliver i tvivl

Mette Bratlann, psykolog