Prøv avisen
Skilsmisse

Lærere og pædagoger bør blande sig i skilsmisser

”Skilsmisser er et problem, der rammer både bredt og dybt. Bredt, fordi det snart er 40 procent af alle skolebørn, der er skilsmissebørn, og dybt, fordi det rammer det enkelte barn så hårdt,” siger John Halse, psykolog. Foto: Polfoto

Børne- og ungdomspsykolog John Halse vil med ny bog råbe lærere og pædagoger op. De må ikke bagatellisere børns sorg, når forældrene skilles. Og så bør de i højere grad vejlede ud fra faktuel viden frem for følelser og fornemmelser

Hvert år får omkring 25.000 nye børn i Danmark den triste titel af skilsmissebarn. I kølvandet herpå følger ofte en stor sorg over at måtte leve et liv, hvor dagligdagen er splittet op mellem to hjem, og hvor savnet af en forælder dermed er konstant. Børn i den situation har behov for al den støtte, de kan hente i omgivelserne, og her spiller både lærere og pædagoger en stor rolle. Det mener John Halse, børne- og ungdomspsykolog, der netop har udgivet bogen ”Børn i skilsmisse. En guide til lærere og pædagoger”.

”Skilsmisser er et problem, der rammer både bredt og dybt. Bredt, fordi det snart er 40 procent af alle skolebørn, der er skilsmissebørn, og dybt, fordi det rammer det enkelte barn så hårdt,” siger John Halse.

Med sin bog ønsker han at få læreres og pædagogers øjne op for, hvor vigtig deres involvering er for de børn, hvis forældre bliver skilt. Grundet vor tids høje skilsmissetal bliver det nærmest betragtet som normalt, når et sæt forældre går fra hinanden. Det betyder, at man risikerer at overse, hvor stor en omvæltning og sorg det er for det enkelte barn, når mor og far flytter fra hinanden.

”Vi ved, at de begivenheder, der udløser de største kriser for mennesker, er dem, der kommer som en tyv om natten. Dem, som sker hen over hovedet på os. Og det gør forældres skilsmisse for børn. De har ikke haft en chance for at påvirke situationen – det er en beslutning, som forældrene alene har truffet,” siger John Halse.

Ud over naturligvis at være til stede og lytte til de børn, hvis forældre flytter fra hinanden, mener John Halse, at lærere og pædagoger skal turde blande sig mere og være mere direkte i deres kommunikation med forældrene. Så snart det bliver åbenbart, at et forældrepar går fra hinanden, bør der for eksempel spørges til, hvordan samværet fremtidigt bliver for barnet. Ligeledes må man, hvis man opdager et barn, der er uroligt og utrygt, få spurgt til, hvordan samværsordningen fungerer. Og det kan ikke betragtes som utidig indblanding, fastslår børnepsykologen.

”Der er selvfølgelig ting, som lærere og pædagoger ikke kan og skal blande sig i. Men generelt skal de smide deres blufærdighed væk. Det er ofte mere provokerende for medarbejderne, end det er for forældrene at tale om disse ting, og sådan bør det ikke være. Hvis barnet i skolen for eksempel fortæller, at det hellere vil være mere hjemme hos far end hos mor, så skal man da tage det op som lærer. Man skal ikke råde forældrene til, hvad de præcist skal gøre, men fortælle, hvad man hører og ser og opfordre dem til at gå hjem og tale om det,” siger John Halse.

Han mener, at personalet i skoler og institutioner for ofte er nervøse for, hvordan forældre vil reagere, når man tager skilsmissen op i en samtale. Men det må man sætte sig ud over.

”Pædagogen eller læreren skal være bærer af den advokatoriske etik. De skal være barnets advokat, og det betyder også, at de engang imellem skal udtrykke noget, som forældrene ikke synes er rart,” siger han.

John Halse er godt klar over, at det kan koste øretæver, men han vover alligevel at kritisere den måde, som han ofte har oplevet, at lærere og pædagoger har vejledt skilsmisseforældre på. Alt for tit er de ikke tilstrækkeligt opdaterede på det faglige felt, der handler om børn i skilsmisser, oplever han. Derfor deler han i sin nye bog også den seneste forskning på området, så man som fagperson kan agere ud fra evident viden.

”Ofte lader lærere og pædagoger deres råd basere på, hvad de selv synes og mener. Men det må aldrig køre på automatpilot. Eksempelvis vil mange have den holdning, at en syv-syv ordning, hvor barnet er lige meget hos mor og far, er dårlig. Og sådan kan det også godt være. Men det behøver ikke være sådan. Her kan man i min bog hive noget forskning frem, som fortæller, at en syv-syv ordning også kan være udmærket,” siger John Halse.

Det er imidlertid ikke mangel på velvilje hos lærere og pædagoger, der er problemet. Snarere skyldes det, at de overinvolverer sig og bliver private, således at den rådgivning, de giver, baserer sig på, hvad de selv har oplevet. Men når det sker, kan man være med til at optrappe konflikter mellem forældrene frem for at nedtone, fordi et råd ofte kun hjælper den ene part.

Og relativt ofte forekommer denne ene at være kvinden, påpeger John Halse. Det skyldes to ting. Dels, at mænd er sjældnere gæster i institutionen, og dels, at der er en overrepræsentation af kvinder blandt lærere og pædagoger, hvoraf mange af dem har gjort deres egne erfaringer, som de drager med ind i deres arbejde.

”Den kvindelige lærer eller pædagog kan nemt risikere at komme til at danne en alliance med moderen. Selvom det er erkendt i et sæt senmoderne forældrepars hoveder, at de kan deles om det hele, så hopper kæden af, når de først sidder i krisen. Det er et fåtal af kvinder, der ønsker en syv-syv ordning eller en ni-fem ordning i faderens favør – når det kommer til stykket, synes de fleste kvinder, at de er bedst. Selvom der ingen dokumentation findes for, at kvinder skulle være bedre omsorgspersoner end mænd – da lige undtaget, når barnet er helt lille,” siger John Halse og understreger, at det er et underkendt problem.

”Meget personale har tendens til at sige, at de ikke kender til den kønnede problematik, og at de allerede sørger for, at det ikke finder sted. Men det er en standardmekanisme, at det kan være svært at tage imod, når der rejses kritik,” siger han.

Selvom John Halses nye bog som udgangspunkt er rettet mod pædagoger og lærere, vil den også med fordel kunne læses af forældre, der selv er ramt af en skilsmisse. Og selvom børnepsykologen i sin nyeste bog kommer med velmente opfordringer til fagpersoner, mener han stadig, at forældre har et altafgørende ansvar for deres børns trivsel, når en familie bliver splittet.

”Meget ville være vundet, hvis forældre var i stand til at indgå en social kontrakt, hvor de aftaler at bo tæt på hinanden og samarbejde konstruktivt om børnene, indtil de er fyldt 18 år. Man er nødt til at være en del af hinandens liv, når man har fået børn sammen, og det er altså en fordel at kunne tale sammen over en kop kaffe, når det skal aftales, hvordan julen skal arrangeres,” siger John Halse.