Prøv avisen

Mette lider af depression: Lars er altid den, der må tilpasse sig

Lars Nielsen og Mette Hartmann ved deres hjem i Kolding. – Foto: Palle Peter Skov/Scanpix

Hjemme hos Lars Nielsen og Mette Hartmann er det hendes tilbagevendende depressioner, der styrer det meste af deres liv. Hvad der blev aftalt i går, kan muligvis ikke lade sig gøre i dag

Lige nu er det en god periode. Både Lars Nielsen og Mette Hartmann har et ægte smil på læben. De joker lidt med, at hun kun trives i ro og ryddelighed, mens han elsker sit herreværelse med masser af rod og høj musik i ørerne.

Men det er kun få måneder siden, at livet sidst var sort i sort. Særligt for Mette Hartmann, der, indtil hun blev førtidspensioneret for år tilbage, arbejdede som sygeplejerske. De sidste 15 år har hun med jævne mellemrum lidt af svære, tilbagevendende depressioner. Men når livet gør ondt på hende, gør det også ondt på hendes kæreste. Og det er næppe nogen overdrivelse at sige, at det er hendes helbred, der sætter dagsordenen i det lille rækkehus lidt uden for Kolding.

På køleskabet har parret i en længere periode haft små magneter hængende på køleskabsdøren. Tal, der går fra 1 til 10. Hver morgen har Mette Hartmann valgt de tal ud, som symboliserer, hvordan hun har det netop i dag.

”Det er mit projekt. Når vi begge kan se, hvordan hun har det i dag, så er det lettere at vide, hvordan dagen skal forløbe. Har Mette for eksempel sovet godt? Det betyder meget for planlægningen af vores liv – arbejdsmæssigt og socialt. Kan vi gå til familiearrangement som planlagt, eller er vi nødt til at blive hjemme og sige, at i dag er bare en off-dag, og at hvis vi får Mette ud af sengen, så er det det,” siger Lars Nielsen, der arbejder som pædagog.

Parret mødte hinanden for cirka fire år siden og havde kun været sammen et halvt år, da Mette Hartmann som så mange gange tidligere blev væltet omkuld af en dyb depression og måtte lade sig indlægge. Det fik imidlertid ikke Lars Nielsen til at stikke halen mellem benene og løbe sin vej.

”Jeg var enormt bange for hans reaktion. I andre forhold, jeg har været i, har det været et kæmpe problem. Mine tidligere partnere har alle været bange for det, der skete. Hos Lars fylder det ikke så meget,” siger hun.

Han giver hende ret.

”Jeg er ikke blevet skræmt, og jeg er et roligt gemyt. Hvis det brænder på, så må vi tage en ting ad gangen. Men jeg har da nogle gange godt kunnet tænke: ’Hold da op’, når der er ting, der drager hende. Men selvmordstanker er jo oftest bare tanker, som ikke er logiske,” siger Lars Nielsen.

Udadtil har parret valgt ikke at involvere alt for mange i Mette Hartmanns sygdom, og når hun er dårligst, trækker de sig helt fra alt og alle. De orker ikke at indvie andre i alt det svære og føler også, at det er svært for andre mennesker at tackle psykisk sygdom.

”Det er sådan lidt tys-tys, og vi går stille med dørene. Vi er nok lidt ramt af tabu, og vi får det oftest til at se ud, som om alt er vel. Lige så snart det handler om psykisk sygdom, så stigmatiseres man, og folk løber væk,” konstaterer Lars Nielsen uden bitterhed i stemmen.

Mens Mette Hartmann har fået meget hjælp i det psykiatriske system, har Lars Nielsen på intet tidspunkt fået støtte og vejledning i, hvordan det er at være pårørende til en med psykisk sygdom.

”Jeg har aldrig haft behov for at kontakte nogen organisationer for at få hjælp. Så langt ude føler jeg ikke, at jeg har været. De gange, hvor jeg ikke har magtet mere i forhold til Mettes sygdom, er vi kørt på akutten (psykiatrisk skadestue red.) Så har jeg fået hjælp til det, jeg ikke selv magter,” siger han.

I selve det psykiatriske system har der dog aldrig været nogen, der har spurgt specifikt ind til Lars Nielsen og hans velbefindende, og generelt oplever han ikke, at folk tænker så meget på, hvordan han går og har det. Det er oftest hans kæreste, der er genstand for bekymring. Han er imidlertid heller ikke helt sikker på, om han overhovedet kunne tænke sig at få hjælp udefra. Mette Hartmann derimod er mere klar i mælet.

”Jeg synes, at hjælpen til pårørende skulle være tydeligere. Der kunne godt være nogle særskilte forløb for sådan nogle som Lars. Hvis de er der, ligger de i hvert fald godt gemt i en skuffe et sted. Måske har foreninger som Sind og LAP samt PsykInfo nogle tilbud, men når man har en syg pårørende, så har man altså ikke overskud til selv at gå ud og støve hjælpen op. Så skal man prikkes på skulderen,” siger hun.

En overgang gik Mette Hartmann til samtaler hos en psykiatrisk sygeplejerske på Odense Universitetshospital. Her deltog Lars Nielsen også på sidelinjen. Til stor gavn for dem begge.

”Det har været vigtigt for vores forhold, at Lars har været med til de her møder. Så var der fire ører til at lytte. Jeg fik også sat ord på nogle ting sammen med terapeuten. Ting, som jeg ellers ikke deler med Lars. Det er for eksempel de meget depressive tanker, som måske handler om selvmord, som er lettere at dele, når de går gennem en terapeut. Hjemme er jeg bange for at gøre ham urolig med mine tanker,” siger Mette Hartmann og fortsætter:

”Det ville for eksempel have været svært, hvis jeg var kommet hjem fra samtalerne og skulle sige til Lars, at han altså var nødt til lige at passe på den her medicin, for den kunne jeg måske finde på at tage for meget af. Så bliver man jo som pårørende forskrækket. Nu var der en til at tage sig af ham, hvis det var svært for ham at kapere,” siger Mette Hartmann.

Som kronisk syg slås hun med den dårlige samvittighed over, at alting skal indrettes efter, hvordan hun har det. Men sådan er det nødt til at være. I de perioder, hvor depressionerne hviler tungest over hende, står Lars Nielsen med ansvaret for det meste i hjemmet. Og roderi må der for alt i verden ikke være noget af. Mette Hartmann kan med sine egne ord ikke kapere, at der er kaos uden om hende.

”Lars er altid den, der må tilpasse sig. Han har meget mere elastik end mig, og det har jeg det selvfølgelig svært med,” siger hun.

Lars Nielsen smiler overbærende, mens han uden at lyde bebrejdende konstaterer, at hans kæreste på det nærmeste ikke har nogen elastik at give af.

”Lars er en mester i at gemme ting. Eller rumme ting,” siger Mette Hartmann.

”Jeg vil sige rumme. Det har jeg lært derhjemme, fordi min far led af psykisk sygdom. Og det er ikke nødvendigvis godt altid at rumme, men det er trods alt bedre, end at det hele bryder ud i lys lue. Men selvfølgelig er det også træls en gang imellem, at der er ting, man pludselig ikke kan, fordi kæden hopper af fra det ene øjeblik til det andet,” siger Lars Nielsen.

Han har ikke selv noget stort netværk,når det er hårdt på hjemmefronten.

”Det er mest mine forældre. Men ellers kan jeg godt rumme det meste. Jeg har tidligere i mit liv prøvet noget terapi, men jeg tror ikke rigtig på, at det er noget for mig,” slutter han.