Ældre mænds fritidsliv skal kortlægges

Styrelsen for Social Service skal nu undersøge, hvad der gøres for at få de ældre mænd med på aftenskoler og i ældreklubber

På tilhørerpladser i landets foredragssale er kvinderne i overtal. Samme mønster går igen på aftenskoler, i ældreklubber og inden for ældre-idrætten. Nu skal en toårig undersøgelse kortlægge, hvor de ældre mænd egentlig bliver af, og om de virkelig er så passive. Projektet skal desuden komme med kon-krete forslag til, hvad der kan gøres for at få mænd over 67 år til at deltage mere aktivt i det udadvendte foreningsliv.

– Der er en tendens til, at ældre kvinder er mere aktive i de organiserede aktiviteter end ældre mænd. Vi vil gerne belyse, om de ældre mænd er inaktive, eller om de bare laver noget, som ikke bliver registreret noget sted. Det kan jo godt være, at de i stedet for at gå på aftenskole klipper naboens hæk, siger fuldmægtig Jørgen Løkkegaard fra Styrelsen for Social Service, der står for undersøgelsen.

Den strækker sig over to år og udføres af analyseinstituttet Epinion A/S.

I forbindelse med projektet skal 10 kommuner i gang med at udvikle tilbud, der kan lokke de ældre mænd til. Målet med projektet er at lave et samlet idékatalog til aktiviteter for mænd.

– Meget tyder på, at ældre mænd har sværere ved at klare overgangen til pensionisttilværelsen, og at de har større risiko for at blive ensomme. Det interessante er naturligvis at få belyst, hvorfor færre mænd tilsyneladende deltager i udadvendte aktiviteter. En af grundene kan jo være, at mange af de traditionelle tilbud for ældre i højere grad appellerer til kvinder, siger Jørgen Løkkegaard.

Mandeforsker Kenneth Reinicke fra Center for Ligestilling ved Roskilde Universitetscenter hilser initiativet velkomment.

– Det er vigtigt at række hånden ud til ældre mænd og finde tilbud, der passer til dem. Selv om vi ser forandringer af kønsroller i disse år, så har den traditionelle forsørgerrolle været tæt knyttet til manden, og mange mænd har vanskeligt ved at slippe den rolle efter pensionen. Mens kvinder i mange tilfælde har prioriteret familiens sociale liv og venskaber gennem et helt liv, så skal en del mænd omdefinere deres rolle i alderdommen, og det er svært, siger Kenneth Reinicke.

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Familieliv