At leve med en flodhest i stuen

For journalist Helge Kvam skulle der gå 45 år, inden han fortalte nogen, at hans far var kvartalsdranker. Det svarer til at lukke øjnene for, at du har en flodhest væltende rundt i din stue, mener han og opfordrer i interviewbogen Flasken var vigtigere end mig andre til at bryde tabuet

Først for fem år siden tog Helge Kvam hul på det tabu, der prægede hans barndom med en far, der var kvartalsdranker. –
Først for fem år siden tog Helge Kvam hul på det tabu, der prægede hans barndom med en far, der var kvartalsdranker. –. Foto: Søren Staal.

Da Helge Kvam fyldte 10 år, slæbte han kassevis af rødvin ovenpå i huset, hvor familien boede på Fyn. Ikke til gæsterne, men til sin far.

Pointen var at holde ham væk, langt væk fra min fødselsdagsfest, hvor drengene fra klassen var inviteret, og som blev holdt i gildesalen. Det lykkedes så ikke, han kom alligevel ravende over efter nye forsyninger, husker Helge Kvam, der i dag er 50 år og arbejder som selvstændig journalist og underviser.

LÆS OGSÅ:Alkoholisme kan opdages allerede i første klasse

Helge Kvams far var kvartalsdranker. Det vil sige, at han havde perioder, hvor han var ædru, og perioder, hvor han var fuld. Meget fuld.

Der kunne godt ryge tre eller fire flasker ren sprut ned på én dag, siger Helge Kvam, der husker perioder på op til otte dage ad gangen, hvor faderen lå og drak i en seng ovenpå, mens lugten af gammel sprut gennemsyrede huset.

Det var skamfuldt. Jeg syntes, det var enormt pinligt, og troede, vi var de eneste i verden, der havde det sådan. Først da jeg for fem år siden i en alder af 45 år begyndte at arbejde mere med mig selv, gik det op for mig, at vi var en helt normal familie. Vel at mærke: En helt normal alkoholfamilie.

Den fornemmelse vil Helge Kvam gerne give videre til andre. Derfor har han taget initiativ til og skrevet bogen Flasken var vigtigere end mig, der udkommer på mandag. I bogen fortæller 10 voksne børn af alkoholikere om de lange skygger, deres opvækst har kastet ind over voksenlivet. Nogle har selv måttet kæmpe mod afhængigheden, andre har giftet sig til problemerne, og rigtig mange har en konstant følelse af ikke at være gode nok.

Jeg har kunnet genkende noget af mig selv i alle historierne, siger Helge Kvam og viser de få barndomsbilleder, han har fundet frem fra den fortid, han ellers havde lagt på hylden. Billeder af en glad baby i favnen på en omsorgsfuld mor går igen.

Min mor var hende, der var der. Hende, der sørgede for mad og rent tøj og prøvede at skabe en hverdag midt i kaos, fortæller Helge Kvam, der igennem sin barndom frygtede, at det værste skulle ske for moderen, der var professor og underviser på universitetet.

Hvis hun kom bare fem minutter for sent, var jeg rædselsslagen for, at hun skulle være omkommet, siger han.

Der er meget, Helge Kvam ikke husker fra sin opvækst i den lille by Klinte nær Bogense på Fyn, men fornemmelsen af utryghed sidder i ham endnu.

Jeg drømte en nat for ikke så længe siden, at min mor, min lillesøster og jeg sad og spiste frokost på et hotel. Min far kom ud på terrassen over os og begyndte at råbe og kaste op. Til sidst faldt han ud over kanten, siger Helge Kvam og forklarer, at det var sådan, han havde det som barn:

Fornemmelsen af, at det her bare bliver værre og værre, og at jeg ikke kan gøre noget som helst for at stoppe det.

Faderens fald forekom også i virkeligheden. Han var norsk freelancejournalist og arbejdede hjemmefra. Han trak sig ofte ovenpå i den gamle, gule ejendom, når han drak. Han kom kun ned for at hente friske forsyninger.

Vi havde en smal trappe beklædt med linoleum. Der var syv trin ned, så tre, så fire. Det var værst, når han faldt det første stykke, siger Helge Kvam, der mest erindrer lyden af 100 kilo noget nær dødvægt på trinnene og faderen, der skrækslagen råbte op.

Han var næsten lige så skaldet som mig, siger Helge Kvam og tager sig til hovedet, så arrene i hans hovedbund var tydelige efter en tur på trappen og på skadestuen.

Selvom alkoholismen på den måde var tydelig, var det ikke noget, der blev talt meget om hverken i eller uden for hjemmet.

Vi havde en praktisk tilgang til det: Er han fuld eller ikke fuld? og så navigerede vi efter det. Vi talte aldrig om, hvordan vi havde det med, at han drak, siger Helge Kvam.

Det at leve med en alkoholiker i familien er som at have en flodhest i stuen. Forskellen er bare, at hvis du har en flodhest i stuen, vil hele familien prøve at få den ud igen, men hvis du lever med en alkoholiker i familien, lader alle, som om flodhesten ikke er der, siger han og tilføjer sarkastisk:

Som om det er helt normalt at have en flodhest væltende rundt i stuen.

Selv bor han spartansk i en lejlighed, der er til at betale. Materielle goder siger ham ikke så meget, det gør til gengæld evnen til at kunne klare sig selv uanset hvad. Sådan var det også, da Helge Kvam som 18-årig flyttede ind på et fugtigt kælderværelse i Odense.

Det var småt, og der lå en fugtig hund i det køkken, jeg havde adgang til, men for første gang var jeg herre i eget hus og kunne invitere gæster med hjem uden at frygte en skandale, husker Helge Kvam, der dengang var fast besluttet på to ting: Ikke at begynde at drikke og ikke blive kæreste med en, der drak.

Begge dele havde jeg nemlig set hjemmefra, siger Helge Kvam og uddyber med en kommentar om, at han i så fald ville videreføre en stolt familietradition. Helge Kvams morfar drak, hans mor giftede sig med en mand, der gjorde det samme, og både Helge Kvams far og farfar var alkoholikere. Selv kan Helge Kvam ikke tåle at blive fuld, og han kan lugte en flaske rødvin, flere timer før den bliver åbnet, som han siger. Det er lykkedes ham at holde alkoholen fra livet, men også andre mennesker har han holdt lidt på afstand.

Jeg har svært ved at lukke nogen helt ind, erkender han i dag.

Det blev en række brudte parforhold, der for fem år siden fik ham til at kigge på sin egen adfærd og koble den med sin opvækst.

På et tidspunkt gik jeg med min daværende partner til parterapi, og det kom meget hurtigt til at handle om mig, min far og min barndom, husker han.

Terapeuten anbefalede Helge Kvam at læse en bog, der hed Voksne børn af alkoholikere og opsøge professionel hjælp hos en med specialviden om emnet.

Bogen fik ham til at opsøge foreningen Anonyme Voksne Børn, ACA, som han stadig kommer i.

Her mødte jeg ligesindede, og det var en enorm lettelse at kunne fortælle om den side af mig selv, som jeg i så mange år havde holdt hemmelig, siger han.

Selv venner og kollegaer i Røde Kors Danmark, hvor Helge Kvam arbejdede i 11 år, kendte ikke til hans baggrund.

Helge Kvam bevarede et forhold til sin far, frem til at han døde for fem år siden, 88 år gammel, men fik til sin egen fortrydelse aldrig talt med ham om deres liv i alkoholens skygge. Kort efter faderens død fik Helge Kvam idéen om at skrive en bog om børn af alkoholafhængige forældre.

Det sammenfald kunne en psykolog sikkert få meget ud af, siger han, og bogen er da også en personlig rejse.

Det er svært at forklare. Men jeg har nok altid haft en følelse af ikke at være lige så betydningsfuld som alle andre, fordi flasken virkelig var vigtigere end mig, siger han.

Men nu er jeg kommet så langt, at jeg kan fortælle om min far og have det sådan: Pyh, nu kan jeg også være her.

familieliv@k.dk