Prøv avisen

Lykken er en voksen, der gider spille fodbold

”Jeg giver forhåbentlig drengene noget, de mangler, og på samme måde mangler jeg også noget i mit liv, som de to kan give mig,” forklarer Henrik Bendiksen, der er blevet ven med brødrene Marcus (tv.) og Julian Rohland Evensen (th.) gennem foreningen Børns Voksenvenner. Foto: Leif Tuxen

Med en far, der på grund af sygdom ikke længere kan det samme med en bold, nyder Marcus og Julian Rohland Evensen på 12 og 10 år at spille fodbold med deres voksenven

Marcus og Julian Rohland Evensen og Henrik Bendiksen er venner. De er alle tre glade for at spille fodbold, gå i svømmehallen og tage i Legoland.

Aldersmæssigt er der dog en forskel. Marcus og Julian er skoledrenge på 12 og 10 år, mens det er flere år siden, at Henrik Bendiksen gik ud af skolen. Men derfor kan man godt være bedste venner.

Det er de blevet, fordi begge parter har taget kontakt til organisationen Børns Voksenvenner. Her formidler man kontakten mellem børn, der mangler en voksen i deres liv, og voksne, som for eksempel ikke selv har børn, eller som har overskud til et ekstra barn. Tidligere har det været et tilbud til enlige forældre, mens et nyt projekt, der særligt henvender sig til familier, hvor et barn eller en voksen har et handicap, nu har kørt i nogle måneder.

Marcus, Julian og Henrik Bendiksen blev et af de første vennepar i den ordning. Det betyder, at det er Henrik Bendiksen, der går i svømmehal og spiller fodbold med drengene. Det gør han blandt andet, fordi drengenes far har sklerose og fysisk ikke længere kan det samme med Marcus og Julian. Dertil kommer, at drengenes forældre er skilt, så de har ikke deres far i hverdagen.

Deres mor, Pia Rohland Evensen, tog i begyndelsen af året kontakt til foreningen Børns Voksenvenner, fordi hun kunne mærke, at drengene havde brug for en anden voksen i deres hverdag.

Julian så familier med en far, som fungerede. Det gør ondt på både barn og mor at se det, forklarer hun om baggrunden for at lede efter en mand til at bruge tid med drengene.

Efter at have haft besøg af en repræsentant for Børns Voksenvenner for at afstemme forventninger til venskabet og forklare, hvilke interesser drengene gerne ville dele med en voksenven, kom dagen, hvor de skulle møde Henrik Bendiksen for første gang.

Forud for det havde Henrik Bendiksen set et indslag i tv med en dreng og en mand, som var blevet venner gennem Børns Voksenvenner. Dagen efter fandt han foreningen på internettet, kontaktede den og kom på kursus i organisationen.

Det gjorde han blandt andet, fordi han og hans kone ingen børn har. Og fordi han ser venskabet med drengene som en god symbiose, hvor han kan give børnene nogle gode oplevelser og omvendt nyde at se deres glæde.

Når man ikke selv har børn, savner man at spille fodbold med dem, gå i svømmehallen og gøre ting, man ikke gør som voksen, hvis man ikke har en god grund til at gøre det. Jeg giver forhåbentlig drengene noget, de mangler, og på samme måde mangler jeg også noget i mit liv, som de to kan give mig, forklarer han.

Marcus, Julian og deres mor havde set den samme tv-udsendelse som Henrik Bendiksen.

Dengang tænkte jeg, at sådan en ven vil jeg også gerne have, husker Julian.

Den dag, hvor Henrik Bendiksen mødte drengene for første gang, gik godt.

På spørgsmålet om, om de kan huske dagen, kommer svaret ja meget hurtigt efterfulgt af et smil.

Pia Rohland Evensen hjælper drengenes hukommelse lidt på vej.

Jeg kan huske, at du, Julian, sagde, at du håbede, at Henrik passede til os, fordi du havde hørt, at han også interesserede sig for fodbold, siger hun.

Venskabet er nu en realitet og har været det i nogle måneder, og drengene nyder for eksempel, at Henrik Bendiksen uanmeldt kigger forbi, når de træner fodbold eller håndbold. Venskabet er nemlig ikke sat i skema. De mødes et par gange om måneden, som de aftaler fra gang til gang.

Det var imidlertid ikke helt uden bekymringer, at Pia Rohland Evensen tog kontakt til Børns Voksenvenner. For hvordan ville drengenes far modtage beskeden om den nye mand i familien?

Det var svært at finde ud af, hvordan jeg skulle fortælle deres far det. Men reaktionen var, at hvis hans børn havde brug for det, ville han acceptere det, siger Pia Rohland Evensen og vender sig mod Marcus i sofaen.

Jeg kan huske, at du ikke ville såre din far, og at du derfor ville vide, om det var okay med ham, at I skulle til at mødes med Henrik.

Markus nikker, og Henrik Bendiksen supplerer:

Jeg havde det på samme måde som Marcus.

Derfor var det også vigtigt for drengene at møde deres far sammen med Henrik Bendiksen. Det møde gik godt, og alle er nu glade for ordningen. For eksempel kan Pia Rohland Evensen mærke, at drengene er blevet mere harmoniske og glade, efter at de har fået en ny ven.

Henrik Bendiksen har det fint med at være den voksne, men ikke forælderen.

Når de er uartige, kan jeg bare aflevere dem hos deres mor og køre min vej, smiler han og fortsætter:

Jeg tænker ikke så meget over det. De har deres far og mor, og så er jeg deres ven, og vi laver nogle ting sammen, siger han.

Pia Rohland Evensen er enig.

Jeg har tillid til Henrik, og vi har en god dialog også med Børns Voksenvenner. Drengene har en far, og det ændrer Henrik ikke ved, siger hun.

Familiens råd til andre er, at man skal kaste sig ud i det, for der er god hjælp at hente i foreningen Børns Voksenvenner, mens Henrik Bendiksen understreger, at det er vigtigt som den voksne at have god tid og lysten til at tage initiativet til at mødes.