Prøv avisen

Enke: Lykken er at finde den eneste ene igen

Vibeke Ramussen er netop blevet enke, efter at hun har mistet sin tredje mand. – Foto: Leif Tuxen.

Vibeke Rasmussen blev enke som 61-årig, men siden har hun fundet lykken igen hele to gange

På kirkegården i Lynge i Nordsjælland ligger to mænd på det samme gravsted. Den ene er Aage, der døde i 1985, og den anden er Erik, der netop er blevet bisat i juni. Fælles for dem begge er, at de har været gift med Vibeke Rasmussen, og hun skal ligge i midten, når den tid kommer. Det står fast.

"Jeg har haft nogle dejlige og meget forskellige mænd. Og mine børn har taget deres mor pænt," smiler 84-årige Vibeke Rasmussen.

Hun mødte sin Aage, da hun var 15 år gammel, og fem år senere blev de gift. Han var gartnerlærling, og også hun arbejdede på et gartneri. Efter nogle år fik de deres eget frilandsgartneri, og det blev basen for deres hjem og arbejdsliv. Her sled og slæbte de sammen, fik to døtre, som voksede op og fløj fra reden. Og så blev Aage syg.

"Han gik til lægen, og tre uger senere døde han af kræft. Han blev kun 63 år," siger Vibeke Rasmussen.

Det blev en drøj tid for hende. Det var vinter, gartneriet passede ikke sig selv, og samtidig savnede hun ham usigeligt.

"Jeg syntes slet ikke, der var nogen vej frem, og jeg var meget ked af at være alene. Det var jeg i syv år, og jeg brød mig aldrig om det."

Trods sine døtres gode råd blev Vibeke Rasmussen boende på gartneriet, som hun og Aage havde drevet i fællesskab. Hun kendte Niels, som boede i nærheden, og da hans kone døde, begyndte Vibeke og Niels at se mere til hinanden.

Det begyndte med, at de skulle se hinandens drivhuse, men siden udviklede det sig. De boede hver for sig, men var meget sammen og kørte mange gode ture, ligesom de også var i Frankrig og fejrede Vibekes 70-års dag og hans 80-års dag.

Niels var sød og flink. Jeg lærte ham at strikke, og han fik strikket to tæpper. Han havde noget med hjertet og var bange for at være alene. Derfor begyndte han at overnatte hos mig, og så en nat hørte jeg pludselig, at han trak vejret i så tungt et suk. Så var han færdig, husker Vibeke.

Niels og hun nåede aldrig at blive gift, men de fik tre gode år sammen. Endnu en gang blev hun alene en vinter, og humøret røg i kulkælderen på gartneriet ved Lynge. Men hen under sommeren lysnede det Vibeke blev stormende forelsket i Erik.

"Det er utroligt, at man kan blive så forelsket, når man er 70 år, men det blev jeg," smiler hun.

Erik mistede sin hustru, samtidig med at Vibeke mistede sin Niels. De kendte hinanden gennem fælles venner, og Vibeke syntes, at Erik var en meget flot mand.

"Erik var kontormand og så utrolig dejlig ud. Høj og lys, men jeg tænkte, at det kommer jeg ingen vegne med som gammel gartnerkone."

Det faldt imidlertid sådan, at deres fælles venner skulle have guldbryllup, og Erik og Vibeke i fællesskab skulle fremstille æresporten. Han snedkererede, mens hun stod for blomsterne, og bagefter bød hun ham på duer hjemme i gartneriet.

"Jeg gjorde mig virkelig umage med maden, og så kom jeg alligevel til at branke duerne. Midt i det hele kom min svigersøn på besøg, og Erik blev helt nervøs, for han ville gerne gøre et godt indtryk," ler Vibeke.

Til selve guldbryllupsfesten havde Erik bedt om at få Vibeke til bords.

"Vi dansede meget sammen til den fest," siger hun.

Senere på sommeren rejste de to på ferie på Samsø, og da Erik en sommeraften besøgte Vibeke på gartneriet, blev det tordenvejr. Det vejr mente kontormanden ikke, at gartnerkonen skulle tåle alene.

"Så sagde jeg, at han da gerne måtte blive. Og så lå han hos mig."

Parret fik 10 gode år sammen. I begyndelsen boede de sammen på gartneriet, men med tiden flyttede de i lejlighed i Allerød.

"Ih, hvor vi elskede hinanden. Aage var også en pragtfuld mand. Lille og mørk, hvor Erik var høj og lys. Men Aage og jeg havde jo så travlt med gartneriet og børnene. Når man er sammen som 70-årig, er det ren livsnydelse, og det eneste, Erik og jeg skulle, var at hygge os sammen. Vi rejste meget. Var på Capri og så i Amerika i tre uger. Det var fantastisk."

Efter nogle år besluttede parret sig for, at de ville giftes. Mest af praktiske grunde, for de havde to børn hver og ville gerne have styr på papirerne. De bestilte tid hos præsten, men Erik, der havde været ramt af en blodprop, var dårligt gående og ville ikke halte op ad kirkegulvet. I stedet blev det på rådhuset. Bare de to og efterfølgende frokost i Brugsens cafeteria.

Nogen havde dog regnet den ud, for om aftenen blev Erik og Vibeke inviteret ud til hans søn og svigerdatter, og her var hele familien, inklusive Vibekes to døtre og deres familier, samlet til fin middag.

"Jeg var nok lidt nervøs for, hvad børnene ville mene, og var bange for, at de syntes, det var forkert, at jeg giftede mig igen. Men bagefter kan jeg godt se, at det var fjollet, og at de sagtens kunne have været med. Børnene har været søde ved alle mine mænd, og de er jo også mere fri for mig, når jeg har det godt og ikke er alene."

Dagen efter rådhusvielsen kom parrets præst på besøg i lejligheden og velsignede ægteskabet.

"Det var dejligt, så var vi rigtig gift, følte jeg."

I de sidste tre år var Erik meget syg og lænket til sengen af flere blodpropper. Og i begyndelsen af juni døde han hjemme med Vibeke og sine børn omkring sig.

"Erik ville gerne ligge sammen med Aage og mig på kirkegården, og det måtte han gerne for sine børn. Nu ligger de der begge to, og jeg synes ikke, det kan være bedre."