Magi er bare sejt

De er børn af fantasy-bølgen og vil helst lege i en verden, der ikke findes. Hvad er det, der fascinerer dem ved den anderledes leg?

Kristeligt Dagblad har talt med nogle af de børn, typisk drenge, der prøver sig af som orker og sort-elvere i et fantasy-rollespils-univers, hvor man kan prøve at blive slået ihjel og møde talrige guder. "Jul i Valhal" hilser de velkommen med begejstring, for de synes, historierne om de nordiske guder er spændende.

Carl Christian Pals, 11 år, fra Charlottenlund

– Jeg laver en masse sport, men for et halvt år siden begyndte jeg at spille rollespil. Jeg spiller live-rollespil, hvor vi klæder os ud og slås som i gamle dage. Når jeg leger, kan jeg godt lide, at det er noget, som er meget spændende, og som ikke findes i dag. Det bliver sjovere på den måde.

– Der er også flere guder end i kristendommen, og det handler om, at det gode og onde kæmper mod hinanden. Kristendommen er mest noget, man snakker om. Det bedste ved fantasy er, at det er meget spændende, for jeg kan bedst lide ting, der er meget spændende, siger Carl Christian Pals.

Rasmus Birck Pedersen, 13 år, fra Vallensbæk

– Jeg har gået til rollespil, siden jeg var syv år, og har en masse tilbehør. Min mormor og morfar har givet mig en ringbrynje, der vejer 12 kilo. Når jeg spiller, er jeg grøn i hovedet og en ret ond og primitiv ork og banker monstre.

– Jeg kan godt lide at have en rolle, hvor jeg kan gøre noget, som jeg ikke gør ellers. Jeg har prøvet at indtage en by med mennesker og slå en masse ihjel, men jeg er også blevet narret. Rollespil er ret kontant. Når jeg ikke er ork, så tænker jeg tit på det, for jeg kan godt lide at komme ud i skoven og kæmpe, siger Rasmus Birck Pedersen.

Ludvig Ibbo, 10 år, fra København

– Det er sjovt, fordi det er noget helt andet end virkeligheden, og man kan selv lave en karakter og gå rundt at sparke. Jeg spiller rollespil på computer, men det er mest, når jeg er sammen med min fadder, for hjemme har vi ikke computer, og jeg skal også gå til sport.

– Når jeg spiller rollespil på computer, kan jeg dø, uden at dø. Jeg kan også godt lide Harry Potter, fordi det er sejt at kunne kaste spells (trylleformularer) og gøre noget magisk, selvom man ikke kan det i virkeligheden. I skolen har vi haft om de nordiske guder, og de kan også en masse, som det er sejt at kunne, siger Ludvig Ibbo.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk