- Jeg er meget afklaret med, at min far er død, og jeg er utrolig glad for, at vores forhold blev afsluttet godt. Jeg må indse, at nogle konflikter ikke blev løst, men afslutningen blev værdig for både min far og mig.
Sådan siger Leif Johanson, 41-årig landsleder af ungdomsorganisationen »Youth for Christ«, efter i mange år at have levet med fraværet af sin far. Da Leif Johanson var 17 år, blev forældrene skilt. Leif boede derefter i et halvt års tid hos faderen, som så fandt sig en ny kæreste. Hun var mildt sagt dominerende overfor både faderen, Leif og hans to søskende. Lillebroderen var den første, faderen slog hånden af på grund af uoverensstemmelser mellem drengen og den nye kone. Senere, da Leifs søster ydede hende modstand, blev hun også afskrevet som barn af huset.
Leif, der som det mellemste barn hele sit liv har været vant til at mægle i familien, turde ikke sige noget.
- Jeg ville ikke risikere at miste kontakten med min far, og selv om hans kone var manipulerende, fandt jeg mig i hvad som helst fra hende. Jeg vidste, at bøjede jeg ikke nakken og sagde undskyld, selvom der ikke var grund til det, ville jeg også blive verfet ud, fortæller Leif Johanson.
Men han fik mindre og mindre med faderen at gøre, og da faderen og dennes kone flyttede til Sverige, forsvandt kontakten helt. Leif Johanson har fire børn, men nogle af fødslerne hørte hans fader først om efter lang tid, og til barnedåb var han kun én gang.
For cirka fem år siden havde Leif Johanson en særlig drøm om, at faderen havde brug for hjælp. Da han en uge senere drømte nøjagtig den samme drøm, besluttede han sig for at tage kontakt med sin far.
Det viste sig, at han var gået fra sin kone og nu sad og kukkelurede i en lille lejlighed i Sverige. Han kom på Leifs foranledning tilbage til Danmark - oven i købet til huset lige overfor sit barndomshjem på Mols. Og fra da af fik de to en kontakt, som blev tættere og tættere. Også Leifs bror, Allan, fik kontakt med sin far. Faderen formåede ikke selv at kontakte Allan, men Leif fik broderen til at tage initiativet, fordi han vidste, hvor stor betydning, det ville have for faderen.
- Man skal indse, at man går fra at være barn af nogen til at være jævnbyrdige og måske endda være dem overlegen - at man er den, der kan tage initiativ. Det er ikke sikkert, man kan kræve sin ret, og at konflikten løses retfærdigt, men for at man kan få et afsluttet forhold til sine forældre, må man være villig til ikke at få alting opklaret. Man må overveje, for hvis skyld det er, man ønsker det. Det ligger i tiden, at man bare skal sige fra og sige sin mening, men nogle gange kan det være bestialsk at gøre det. Jeg tror, vi er skabt til at give, og nogle gange skal vi opgive vores ret til at få medhold i noget, som er sket for lang tid siden. At kende alle detaljer om enkeltsager gør ikke nødvendigvis ens tilstand bedre. Man bør tage initiativ til en dialog og ikke nødvendigvis på ens egne præmisser, siger Leif Johanson.
Han betegner sin far som »en blød én«, som dybest set havde ønsket at gøre det rigtige hele tiden, men som aldrig havde været i stand til at formulere et værdisæt. Han arbejdede, fra han var syv år og sled som smed hele sit voksne liv. Han talte sig aldrig igennem problemerne. Først umiddelbart før sin død, i en alder af 70 år, ville han føre de dybe samtaler med sine sønner. Da han fire måneder før sin død for få uger siden endte på hospice, besøgte Leif Johanson ham 2-3 gange om dagen. »Jeg er så fyldt af glæde indeni, fyldt af kærlighed«, kunne faderen sige med ord, som han aldrig tidligere ville have brugt. Stærkt afkræftet og nedslidt forsøgte han at forvisse sønnen om de gode motiver for det, han havde gjort. Og Leif Johanson pressede ham ikke for forklaringer. Da han ved dødslejet sad med faderens hånd i sin, følte han kun ømhed.
- Grundlæggende tror jeg på, at alting kan tilgives. At man kan slippe det, der er blevet påført én. Det er ikke sikkert, man kan blive hjertevenner, men man skal give det et forsøg, for det giver frihed i tanken.
@-Rubr.13.www:www