Marie Krarup: Jeg ville gerne kopiere den familie, mine forældre havde skabt

Barndomshjemmet var samlingspunktet, hvor der blev fortalt gode historier og læst højt. Det ville Marie Krarup gerne give videre, da hun selv stiftede familie

Marie Krarups egen familie kom nærmest af sig selv. Det var hendes største sorg, da hun blev skilt og familien sprængt. –
Marie Krarups egen familie kom nærmest af sig selv. Det var hendes største sorg, da hun blev skilt og familien sprængt. – . Foto: Liv Høybye/Ritzau.

Jeg havde en tryg og lykkelig barndom i præstegården i Seem i Vestjylland, fortæller Marie Krarup:

Hjemmet var samlingspunkt

Min mor ville ikke arbejde, som hendes mor havde gjort det. Hun havde savnet sin egen mor, så hun valgte at gå hjemme. Hun var der altid, og min far var også meget nærværende, fordi dele af hans arbejde foregik i hjemmet.

Det var for det meste min mor, der lavede mad, men hvis hun en enkelt aften engang imellem var væk, gik min far i køkkenet. Så lavede han altid enten stegt blodpølse eller grisehaler. Det var et hit, selvom det er lidt ulækkert at tænke på, at grisehaler jo mest består af fedt. Det er som at spise flæskesvær til aftensmad. Vi havde ofte kendte foredragsholdere på besøg i kraft af min fars arbejde. Engang var det Johannes Møllehave, tror jeg nok, og han gloede noget, da der blev sat grisehaler på middagsbordet.

Der blev læst meget højt i mit barndomshjem. Af både min mor og far. Danmarkslitteraturen og verdenslitteraturen var højtlæsning, fordi det var noget, de selv holdt af og gerne ville give videre. Men sådan noget som Astrid Lindgrens ”Emil fra Lønneberg” blev der også læst. Min far kunne med den helt rigtige intonation råbe ”Emil!”, når Emil igen lavede skarnsstreger. Det lød selvfølgelig ikke som i tv-serien, for det var, inden vi fik fjernsyn i hjemmet. I forhold til vores venner var vores hjem også et samlingspunkt. Vi havde et stort bord i køkkenet, hvor vi sad og hørte gode historier, som mine forældre fortalte eller læste højt.

Som præstedatter blev der holdt øje med én. Det var lidt specielt, fordi alle i sognet vidste, hvem vi var. Derfor forstod jeg ret tidligt, at det var vigtigt, at jeg altid var venlig, fordi jeg også var en slags ambassadør for familien. Så når jeg kom ridende på min hest gennem sognet, som jeg ofte gjorde, hilste jeg altid på folk. Da jeg blev lidt ældre, gjorde jeg oprør mod de missionske påstande om, at man som præstebarn hverken må bande eller drikke. Derfor gjorde jeg en dyd af at skeje mere ud end alle andre. Det irriterede mig enormt meget, at folk havde den slags forventninger til mig. Præstebørn er ikke mere fromme end alle andre.

Jeg er den næstældste af fire søstre. Så min far var den eneste mand i vores hjem. Det har vi ofte grinet af – at han blev nødt til at hoppe i præstekjolen og gå på prædikestolen for at få et ord indført. Vi søstre har altid været meget tæt knyttet, og det har betydet meget for mig, at jeg livet igennem har haft og stadig har nogle, der tænker på samme måde som mig selv. Til gengæld har det til tider også irriteret mig meget, at vi er så ens. Da jeg var yngre, kunne jeg godt føle mig som et nummer i rækken, når jeg var en del af en flok på fire, hvor vi ofte blev forvekslet. Jeg tror, at min angst for at blive overset stammer fra min position i søskendeflokken. Det er en slags følsomhed over for det.

Marie Krarup blev mit poltikernavn

Jeg kaldte mig ikke Marie Krarup, da jeg var yngre. Det var, mens jeg gik på universitetet og i den første tid derefter, jeg var mest generet af det. Krarup-navnet gjorde det meget svært for mig at få lov til at være mig selv. Det var dengang, hvor debatten om revselsesret kørte, og folk blev ved med at spørge, hvad jeg mente, og om min far slog mig. Derfor tog jeg min første mands navn, da jeg blev gift og kaldte mig i stedet Marie Møller. Så var der ingen dumme spørgsmål. Jeg kunne være et menneske som alle andre. Det vendte først, da jeg stillede op for Dansk Folkeparti.

I den offentlige rolle kunne jeg ikke gå i skjul, og Krarup-navnet var også en hjælp, da jeg skulle vælges. Men det betyder også, at jeg er blevet en figur. Jeg er gået ind i skabelonen og bliver defineret af navnet. Nu kan jeg kun være et rigtigt menneske over for de mennesker, jeg i forvejen kender. Det en skam, for det er meget rarere at være menneske hele tiden end figur noget af tiden.

Min egen familie skete bare. Det var ikke noget, vi havde planlagt i årevis. Det var mere ”nå for den da, nu er jeg gravid. Så må vi hellere gifte os”. I dag er mine børn 24 og 25 år, og det var hårdt at få dem så hurtigt efter hinanden, men jeg er glad for, at vi har haft så stor en del af vores liv sammen. Vores fælles historie er allerede lang.

Jeg ville gerne have bygget min egen familie op ved at kopiere det, mine forældre gjorde. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Der lå en klar forventning fra samfundets side om, at jeg skulle have et fuldtidsjob. Jeg var så heldig, at jeg fik mine børn, mens jeg var studerende. På den måde behøvede de først ret sent at komme i deltidsdagpleje. Jeg ville gerne give mine børn det samme nærvær, jeg havde oplevet i mit barndomshjem.

Sorgfuld skilsmisse

Det var en stor sorg, da jeg blev skilt. Det var som at skære sit ben af, fordi der er gået koldbrand i det. Det kan være nødvendigt, men det er smertefuldt, og det føles nok aldrig helt rigtigt. Familien var ødelagt. Sprængt. En skilsmisse er altid en ulykke for børnene. Men jeg gjorde, hvad jeg kunne for at være et fast holdepunkt for dem. Vi fandt en ordning, hvor jeg kunne blive boende i huset, så det hele ikke skulle brydes op. På den måde gjorde vi begge store krumspring for, at det skulle hænge sammen. Det var børnenes barndomshjem, og vi ville, at det skulle forblive deres faste grundlag. I dag har jeg stadig huset, og hver søndag mødes vi, mine børn og min mands børn, til middag.

Det var en æra, der sluttede, da børnene flyttede hjemmefra. I dag bor vi helt børnefrit. Da de flyttede, tænkte jeg over, om jeg har gjort, hvad jeg kunne for dem. Man kan jo altid gøre det bedre. Jeg er da ked af, at de har skilsmissen med i bagagen, og jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at sige nej til arbejde, ambitioner og økonomiske krav.

Når de skal stifte deres egne familier, håber jeg, at jeg har givet det videre til dem, at det er vigtigt at holde sammen. At de forstår, at man skal gå på kompromis og give plads til hinanden. At de ikke skal være for stivnakkede, som vi Krarup’er ellers har tendens til. At de skal være tilgivende og fleksible, så de er mere mennesker end figurer. Det har ikke altid været min stærke side.

Vi er begge fraskilte, min mand og jeg. Til dagligt arbejder vi nærmest i døgndrift, men vi bruger også meget tid på hinanden. Vi kan tit arbejde hjemme, og vi følger også hinanden. Min mand arbejder inden for klassisk musik, og jeg rejser tit med ham, ligesom han ofte følger mig til debatter og arrangementer. Vi ved begge fra tidligere, hvor vigtigt det er at være en del af hinandens liv. Vi har ikke noget skel mellem arbejde og fritid. Det flyder sammen. Men søndagen, hvor børnene kommer hjem, er hellig. Der holder vi fri som familie.