Prøv avisen
Mine familieværdier

Martin Thorborg: Min far nåede at sige, at han elskede mig, inden han døde

45-årige Martin Thorborg har siden 1993 været med i 25 forskellige virksomheder. I dag bruger han det meste af sin tid som administrerende direktør i firmaet Dinero, som står bag regnskabsprogrammet af samme navn.

Farens manglende anerkendelse blev en motor for den arbejdsomhed, som har givet Martin Thorborg succes som iværksætter. I dag forsøger han at give arbejdsomheden videre til sine to børn - for det er vigtigt for ham, at de lærer at blive selvstændige

Jeg er vokset op i en villa ned til Bagsværd Sø sammen med mine forældre og min tre år yngre lillesøster. Det var trygt og rart. Min far var ingeniør, min mor var pædagog. Pengene var knappe, men vi blev boende i villaen, selv om vi nok i grunden ikke havde råd. Når man ser billeder fra min barndom, havde jeg altid lapper på tøjet, fordi mange af pengene blev brugt på dejlige bilferier til de billige lande i Østeuropa. Mine forældre var gode til at bruge pengene på oplevelser frem for materielle ting.

Jeg blev ikke konfirmeret. Min mor er måske en promille religiøs, men min far er i hvert fald ikke. Alle mine kammerater fik konfirmationsgaver for 10.000-20.000 kroner. Jeg fik en fiskestang. Jeg måtte selv arbejde for alle de ting, jeg kunne tænke mig, og det er nok derfor, jeg er så arbejdsom i dag. Jeg har været avisbud, babysitter, bogopsætter, opvasker, medarbejder på en tankstation - og jeg begyndte at gå med Bagsværd Folkeblad, da jeg var ni år. Min mor måtte skrive under på, at det var okay.

Mine forældre blev skuffet, da jeg droppede ud af gymnasiet i løbet af det første år – særligt min far. Jeg troede hele tiden, at jeg skulle være ingeniør ligesom ham, men i gymnasiet måtte jeg erkende, at jeg ikke havde hans matematiske hjerne. Jeg følte lidt, han var på nakken af mig. I stedet for at motivere mig, spurgte han, 'hvorfor laver du ikke det bedre?' og 'det må du øve noget mere'. Han havde en tendens til at fokusere på de ting, jeg ikke kunne finde ud af.

Min far har på godt og ondt betydet meget for mig. Jeg følte ikke, at jeg fik nok anerkendelse fra ham. Dengang vi solgte søgemaskinen Jubii for 780 millioner kroner i 2000, ringede jeg hjem, og min far tog telefonen. Hans svar var: 'Det var da flot. For øvrigt har Olivia (Martins niece, red.) været her'. Så var det slut. That’s it. Jeg fik ikke engang anerkendelsen i en hel sætning - og så blev der ikke snakket mere om det. Jeg hører ad omveje, at han gik og pralede af mig, men han kunne ikke sige det direkte til mig. Det har givet mig nogle ar og har betydet, at jeg aldrig følte mig anerkendt. Derfor gør jeg også enormt meget ud af at give mine egne børn anerkendelse.

Min far døde i maj i år. Han havde prostatakræft, og jeg kunne godt mærke, hvor det bar hen. Derfor begyndte jeg konsekvent at sige, at jeg elskede ham, inden jeg gik fra hospitalet. Jeg kunne godt se, han blev glad, men han kunne ikke håndtere det og begyndte at kigge væk. 14 dage før sin død kiggede min far på mig og sagde 'jeg elsker dig'. Jeg troede aldrig, jeg skulle høre ham sige det. Der går ikke én dag, uden jeg fortæller mine børn, at jeg elsker dem.

Lige siden mine børn var små, har jeg fortalt dem, at de bliver arveløse. De kommer sikkert til at arve noget, men det er vigtigt, at de kan klare sig selv. Jeg har fortalt dem, at jeg altid vil være der for dem, men hvis de vil have et spændende liv med oplevelser og økonomi til at gøre ting, så er det kun dem, der kan gøre det.

Det er en drøm for min datter at synge, og hun har været med i Melodi Grand Prix for børn. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke gider betale enetimer til sang og køre hende rundt i hele landet, hvis hun ikke giver den gas. Hvis man melder sig til noget, så fuldender man det. Der er ingen kære mor. Der er ikke noget med at ringe og aflyse sangundervisningen, fordi det er hårdt, eller man har lidt ondt i halsen. Det vil jeg skide på. Man tager afsted. Til gengæld kommer jeg til alt, hvad mine børn deltager i. Det er et princip for mig, at jeg er med til de ting, som betyder noget for dem.

Mine børn ved, de kan komme og fortælle mig det, hvis de har gjort noget rigtig dumt - uden at der faktisk sker meget andet, end at vi tager en alvorlig snak om det. Så kan de komme med alle deres argumenter for deres sag, og en sjælden gang kan det være, at jeg køber den. Jeg gider ikke have nikkedukker. Jeg kan ikke fordrage folk, der får et los i røven og så siger undskyld.