Martin Thorborg: Da jeg endelig følte mig taget seriøst

Martin Thorborg droppede ud af gymnasiet og lykkedes ikke med noget. Men modgang lærte ham, at livet ikke er et racerløb - og at det er imellem fejlene, at man en dag finder guldet. Det fortæller han i dette uddrag af bogen "Taler til ungdommen"

Udsigten til ikke at blive ingeniør var et stort nederlag for entreprenør Martin Thorborg.
Udsigten til ikke at blive ingeniør var et stort nederlag for entreprenør Martin Thorborg.

Det var i sig selv ikke en stor begivenhed, dengang et supermarked gav plads til nogle computerspil, jeg havde kopieret og sendt. Men det blev afgørende for mig og lærte mig, at ens skæbne nok skal vise sig en dag, og at ventetiden ikke er spildt tid.

Jeg var længe helt overbevist om, at jeg skulle blive ingeniør ligesom min far. Det havde altid været min plan, og det lå ligesom i kortene, da jeg gik ud af 9. klasse og skulle begynde i gymnasiet.

Jeg skulle selvfølgelig i en matematisk klasse for at kunne blive ingeniør. Men jeg forstod virkelig ikke en dyt af det. Det er lige som skak, som jeg heller ikke forstår. Det giver ingen mening, og jeg kan ikke overskue det. Så jeg droppede ud.

Udsigten til ikke at blive ingeniør var et stort nederlag. Jeg havde det svært i den periode og forsøgte mange forskellige ting uden held. Jeg arbejdede på en tankstation og vaskede biler for politibetjente. De var flinke, og jeg overvejede at blive politimand.

Jeg var kontorassistent på en politistation og i den Kongelige Livgarde. Jeg bestod alle prøver, men så var der ansættelsesstop, og igen var der en drøm, der gik i vasken. Efterfølgende kørte jeg taxa nogle år og var temmelig desillusioneret og vidste ikke, hvad jeg skulle bruge tiden på. Det var en følelse af, at det hele var lige meget, og at ingen havde brug for mig.

En ung Martin Thorborg i den Kongelige Livgarde
En ung Martin Thorborg i den Kongelige Livgarde Foto: Privatfoto

Jeg måtte gøre noget selv. Jeg var glad for at spille computerspil, så måske var der noget der. Spillene var dyre, så jeg købte et magasin med en prøveversion og tog kontakt til dem for at høre, om jeg måtte kopiere det og prøve at sælge dem videre. Det gjorde jeg med 12 forskellige spil og ringede til en supermarkedskæde. De købte 1000, og på en weekend lavede jeg kopierne.

Jeg troede heller ikke, at det ville lykkes. Så jeg tog hen til en af forretningerne for at tjekke. Og der midt i lokalet hang de på et stativ blandt andre varer som printere og computere. Kunder var henne forbi og kigge på spillene, nogle tog dem, andre gik videre.

Men lige der tænkte jeg aha og følte endelig, at nogle ville have noget, jeg kunne lave, som havde værdi. At jeg faktisk var god nok. Man kan selvfølgelig betragte det som en hvilken som helst anden vare, men var vildt for mig. Og jeg vidste, at jeg ville være iværksætter resten af mit liv.

Jeg hører fra mange unge, der kontakter mig, at de er desillusionerede, som jeg var. Jeg siger til dem, at livet først og fremmest ikke er et racerløb. Der er ikke noget, man skal nå, andet end at have det godt. Hvornår man bliver færdig med et studie er ligegyldigt. Det giver ikke point at komme først i mål. Det er ikke en skam ikke at blive helt færdig med noget. Jeg skulle selv kysse en del frøer, før jeg ret tilfældigt fandt en niche i en alder af 23 år.

Meget i livet er tilfældigheder, og man skal blive ved med at være nysgerrig og gribe chancerne. Det er ikke altid, at guldet ligger på gaden foran en. Man skal være villig til at tage tæsk for at finde det. Ellers bliver livet ordinært. Hvis man gør det, ens forældre og venner forventer. Hvis man har en frygt for at fejle. Det er imellem fejlene, at man en dag finder guldet. Husk det!