Martins sten skal skabe glæde og hjælpe ensomme og mobbeofre

”Ingen fortjener at være alene”, skriver han på en af stenene. Selv drømmer 22-årige Martin Øls Andersen om et liv som andre unge - ude af ensomheden

Det er ved spisebordet og ofte til langt ud på natten, at Martin Øls Andersen maler sine sten i sin ensomhed kun i selskab med en tv-serie på dvd. -
Det er ved spisebordet og ofte til langt ud på natten, at Martin Øls Andersen maler sine sten i sin ensomhed kun i selskab med en tv-serie på dvd. - . Foto: Jens Bach.

”I dag er din yndlingsdag” står der provokerende på stenen, der smiler til dig fra et træ i Lystanlægget i Holstebro, hvor nogen har lagt den mellem grenene - som en glad hilsen til den forbipasserende, og det er netop, hvad der er tale om.

Længere henne ad gangstien ligger endnu en sten, dekoreret med en livskraftig gul blomst, flyvende hjerter og påskriften ”Du er et smukt menneske”.

Og endnu en, ”Just smile”, ”Du er dejlig” og endnu flere, har man øjnene med sig, for de seneste måneder har man over hele Holstebro by kunnet finde Martin Øls Andersens sten med små glade hilsener. Nogle af dem signeret med hans kunstnersignatur på bagsiden ”Ranyll Blade”. Det er også det navn, han optræder med i sin Facebook-gruppe, hvor hans initiativ har fået mange ”likes” og delinger.

Der er ikke tale om reklame og ingen kommercielle bagtanker:

”Jeg vil bare gerne gøre andre mennesker glade. Det håber jeg i hvert fald, at de bliver. Fordi jeg er trist, behøver andre jo ikke være det,” forklarer 22-årige Martin Øls Andersen stilfærdigt, mens han ved spisebordet i sin lille lejlighed er ved at gøre en portion af sine sirligt bemalede sten klar til at blive lagt ud.

I et hjørne af stuen ligger en hel bunke af endnu ubemalede strandsten, som han har været ude at samle ind.

Martin Øls Andersen mener, at han indtil nu har lagt omkring 350 sten ud med glade opmuntringer til at smile til livet og dagen, men også med dybt alvorlige budskaber, for livet har ikke smilet til Martin. Hans projekt er også et forsøg på at komme ud af den ensomhed, der piner ham allermest.

”Jeg har altid følt mig ensom og anderledes. Det er svært for mig at begå mig i en social sammenhæng og for eksempel holde en almindelig samtale kørende, men jeg øver mig hver dag. Jeg vil jo også gerne have et ungdomsliv, som andre unge med en kæreste, og hvor man kan gå ud en gang imellem og drikke en øl sammen på et værtshus. Det har jeg aldrig oplevet.”

Martin Øls Andersen har Aspergers syndrom - en psykiatrisk diagnose, og dermed forklaringen på, hvorfor han er anderledes og ofte har haft svært ved at begå sig i selskab med andre - men forklaringen ændrer ikke på ensomhedsfølelsen. ”Tal med den som er alene”, som der står på en af hans sten.

På sin Facebook-side har han skrevet et digt om at føle sig dømt til et liv alene og om drømmen om en kæreste:

De dekorerede sten lægges ud i Lystanlægget i Holstebro og andre steder, hvor de kan gøre dagen gladere for dem, der finder stenene og måske tager dem med hjem.
De dekorerede sten lægges ud i Lystanlægget i Holstebro og andre steder, hvor de kan gøre dagen gladere for dem, der finder stenene og måske tager dem med hjem. Foto: Jens Bach

”En at tale med, om alt imellem himlen og jorden, imens vi samler strandsten indtil den sidste solstråle går til ro bag fjorden.”

”En jeg ved som vil gøre små ting for mig. Som at se en gyser med mig selvom de gør hende en smule ræd og imens holder jeg godt om hende for at vise at der er intet der kan gøre hende fortræd.”

”Hun skal være kvinden, jeg kan ligge i sengen og kigge på og glæde mig over, at hendes øjne er det sidste, jeg ser, når jeg lukker mine øjne, og det første jeg ser, når jeg vågner igen.”

I skolen var han det lette offer for mobning, og det er baggrunden for en samling sten med indskrifter imod mobning, som Martin Øls Andersen nu er ved at gøre klar. De skal lægges ud på en skole, hvor han ved, at der er et problem, og den skole, han selv gik på, indtil han blev flyttet til en specialskole i Herning blandt andet for at undgå mobningen.

”I folkeskolen blev jeg mobbet hver eneste dag både af elever og lærere. Indimellem var det så slemt, at jeg bare lod, som om jeg gik i skole og så gik ned i byen i stedet for. Lærerne greb ikke ind, men det er jo også en del år siden. Før der rigtig blev sat fokus på mobning.”

Martin Øls Andersen fortæller om, hvordan han af de andre børn i parallelklassen blev tvunget til at sniffe lim, blev kaldt øgenavne og daglig blev slået. Og om de gange, hvor han af de andre nøgen blev smidt ud fra omklædningsrummet til idræt og ydmyget og ulykkelig måtte vente på, at en lærer kom forbi og reddede ham.

”Hvis de, der mobber, vidste, hvor stor en skade de gør, tror jeg ikke, de ville mobbe. Det håber jeg i hvert fald ikke,” kommer det stille fra Martin.

Ydmygelserne fra dengang ligger stadig som åbne sår og ar i sjælen.

”De vil altid være der, tror jeg. Det vil sidde der for resten af livet.”

Som det udtrykkes på én af de sten, Martin vil lægge ud i sin private kamp mod mobning: ”Den, der mobber, glemmer det hurtigt. Den, der bliver mobbet, glemmer det aldrig”.

Det var nogle af de lærere, han blev undervist af efter folkeskolen, der fik ham til at male.

”De havde store problemer med mit temperament, når jeg blev grebet af raseri, fordi jeg ikke kunne overskue tingene, og mit 'computerraseri' gik ud over skærm og tastatur, og hvad der ellers var inden for rækkevidde. De mente, at jeg måske i stedet kunne få afreageret ved at begynde at male. Det syntes jeg lød virkeligt dumt, og det viste sig også at være lige så dumt, som jeg havde regnet med, men alligevel hyggede jeg mig med det, så jeg blev alligevel ved,” forklarer Martin og smiler.

Et udvalg af Martin Øls Andersens ”anti-mobbesten".
Et udvalg af Martin Øls Andersens ”anti-mobbesten". Foto: Jens Bach

Martin Øls Andersen maler også billeder på lærred, men lige nu koncentrerer han sig om stenene, og ofte lader han sig inspirere af stenens former, som for eksempel med de sten, han har dekoreret med dyremotiver.

En helt særlig kollektion er ved at blive gjort klar til jul, pyntet med fine julemotiver med sne og gran. Martin har planer om at pakke dem ind som julegaver, inden han lægger dem ud. Ligeledes planlægger han en samling af sten til valentinsdag i februar, ligesom han malede sten til halloween.

Foreløbig ligger der den store bunke af umalede strandsten i hjørnet i stuen, som der nu skal gøres noget ved, men Martin er forsigtig med at tale alt for konkret om sine planer for fremtiden. Af bitter erfaring kender han oddsene for, hvor svært det kan være.

”Jeg tager én dag ad gangen, og hver dag forsøger jeg at træne min selvtillid,” forklarer han.

Som der står på en af hans sten: ”Ingen fortjener at være alene”.