Grå skyer driver hen over Københavns Universitets festsal på Frue Plads midt i København, men indenfor er der munter summen fra cirka tre hundrede mennesker, som denne 3.juni er samlet i den gamle, fornemme sal af én grund: For at hylde Lise Nørgaard og Matador ved et æressymposium.
Så da seriens velkendte tema lyder, den store, tunge trædør går op, og hun kommer ind arm i arm med idémanden bag dagen, professor Vincent Hendricks, rejser alle sig og klapper. Salen er fyldt til sidste stol, og mange stod forgæves på ventelisten. Lise er i en ny, mørkebeige kjole – syet til lejligheden – og jeg ved, at hun to dage forinden har været henne hos sin ene datter med tre forskellige par sko for at få hjælp til at vælge de bedste til kjolen. Det blev de lysebrune med broderierne.
Hun bliver placeret på ærespladsen, første række midtfor – lige ud for talerstolen, hvorfra en række professorer og andre kyndige folk vil tale over emnet »Danmark i Matadors spejl«, som er rammen om de følgende tre en halv time. Vincent Hendricks, som siges at være landets måske mest Matadortossede og -kyndige mand, byder velkommen sammen med universitetets prorektor, Lykke Friis.
De citerer en kritisk anmelder,
der efter første runde Matador i 1982 profeterede, at
»allerede i morgen er det glemt, at Underholdningsafdelingen
har haft en succes«. Da latteren har lagt sig, klipper de til en
udtalelse fra DR’s underholdningschef i 2012, hvor Matador er blevet vist for syvende gang: »Vi må erkende, at Korsbæk er den største by i Danmark,« lyder det nu.
Rektor Ralf Hemmingsen er første mand på den guldbesmykkede talerstol med kvastbesat stofhimmel. »Det gode ved Matador er, at alle kan finde nogen at identificere sig med. Uanset alder. Uanset fase i livet,« siger han og slutter sit indlæg med at kigge ned på Lise og sige: »Selvom du ikke er bange for at stå op for noget, kan du i dag læne dig tilbage og nyde det.«
Den næste på scenen bliver introduceret på følgende måde: »Han bestilte engang en pølse ved en pølsevogn og blev genkendt på stemmen og spurgt: ‘Hvad sker der i næste afsnit af Matador?’« – speaker Ole Andreasen indtager rummet med sin mørke, rolige stemme, der har guidet os igennem seriens resuméer. Således også i dag, hvor han laver et wrap-up på hele fortællingen. Et levende stykke Matador. Ligesom de figurer fra serien, der sidder på tilskuerpladserne og ser sig selv 35 år yngre på storskærmen: Maude er der, Laura, frk. Jørgensen, Herbert Schmidt, nazisympatisøren Holger, fuldmægtig Christensen fra Omegnsbanken og skolebestyrerinden, frk. Mikkelsen.
Og en af de centrale figurer dukker op som en overraskelse og får følgende introduktion: »Der er ikke mange fejl i Matador, men der er et par enkelte – som da fru Møghe og Misse er på tur, og man pludselig ser et motorvejsskilt i baggrunden. Den første motorvej i Danmark kom først i 1956, og så langt strækker serien sig ikke. Eller da man hos Varnæs dækker op med Gisselfeldt-glas fra Holmegaard til en middag, der udspiller sig i 1929, skønt de glas først kom i produktion i 1933.
Og så var der sangen »De tre musikanter«,
som Røde synger for Agnes til deres bryllup i 1935 – den blev
i virkeligheden først skrevet fire år senere. Men her kommer
den med Røde selv – Kurt Ravn ...« På ny bliver der klappet
igennem på alle rækker, og han griber mikrofonen og inviterer
alle, der har lyst, til at rejse sig og danse spjæt-mazurka,
som de gjorde til brylluppet.
Videnskabsmedleyet – som Lykke Friis kalder det – fortsætter, mens rækken af professorer, dekaner og prodekaner
går på podiet, og allesammen ser de hver deres stofområde
gennem Matadors spejl. For handlingen, der strækker sig fra
1929 til 1947, er skruet sådan sammen, at Lise har formået
at skildre både den politiske, sociale, kulturelle, historiske
og økonomiske udvikling i Danmark. Der lyder mangen en
tak fra talerstolen og ned til hende på første række.
Glemt
bliver heller ikke seriens tre medforfattere, Paul Hammerich,
Karen Schmidt og Jens Louis Petersen. Med udgangspunkt i
Korsbæk Bank og Omegnsbanken takker Danmarks nationalbankdirektør,
Lars Rohde, hende for at have skabt forståelse
af dansk økonomi, som den var engang, og dermed fundamentet
for at forstå den nuværende.
Da det bliver Folketingets formand, Mogens Lykketofts,
tur, indleder han med at tilstå, at han nok ikke er en rigtig
Matadorseer. For han har kun set serien to-tre gange. Derpå
går han i gang med det politiske billede, Matador tegner af
fortidens Danmark med tråde op til det aktuelle, og han synes,
Lise har været fair. »Af Matador fremgår det, at der findes
gode og mindre gode mennesker på tværs af partiskel. Det
er også min erfaring,« siger han og slutter af med at love, at
han nok skal se den igen!
Således massivt hyldet og anerkendt for sin »storstilede
intellektuelle bedrift«, som der står i invitationen, kommer
Lise på scenen til allersidst. Hun når Vincent Hendricks til
brystet og kigger smilende op på ham, mens hun misser lidt
med øjnene i det skarpe lys. Lige som hun blev hyldet med
stående klapsalver, da hun kom ind, takker publikum nu af
på samme vis. Hun er en lillebitte kvinde, der har sat et gigantisk
aftryk:
Matador er genudsendt syv gange – og med seertal på over en million, hvilket er sjældent. Den er udkommet på VHS, og solgte over 800.000 kassetter, og senere på DVD i mere end 3,5 millioner eksemplarer. Der er lavet brætspil »Matador – et spørgsmålsspil om Korsbæk«, og på nettet mødes Matadorkendere, -feinschmeckere og -fanatikere for at udveksle og udbygge deres fælles interesse for serien. Til dem og alle andre har Lise skrevet to bøger om, hvad der skete både foran og bagved kameraet i de 24 afsnit og de 27 timers tv, der kom ud af den idé, hun fik.
Serien er optaget i den danske Kulturkanon
med den begrundelse, at »Matador er den største
danske filmfortælling, der til dato er lavet, og den er en unik
præstation. Matadors egentlige genistreg består i, at den favner
både Danmarks store samfundsændringer og Korsbæks
enkelte indbyggeres liv i en enkelt udformet, storladen episk
fortælling.«
Den dag, Lise og jeg mødes for at tale om Matador, bruger vi
lidt tid på at finde ud af, hvor vi skal begynde, for der er så
mange indgange til den serie, der har fulgt hende de sidste
snart 40 år.
Fra hvilken side skal vi flyve ind over Korsbæk?
Vi kan jo begynde med det seneste nye: Lige nu er de i fuld
gang med at lave et Matador-miljø ude på Bakken, et helt lille
Korsbæk, der skal åbne i sommeren 2015. Jeg har set modellen
for det, og det ser fantastisk ud: Der er forskellige forlystelser
og mad som i Korsbæks tid – så man kan spise i for eksempel
Varnæs’ stuer eller på Postgården. De har revet en masse
ting ned derude for at få plads til det, for det skal være en
permanent del af Bakken nu. Det er skægt, ikke?
Matador har
ikke villet lade mig være i fred siden 1982, hvor sidste afsnit
klingede ud. Det er serien, der ikke vil dø. Hvem skulle have
troet det?! Jeg anede jo ikke i sin tid, hvad jeg gik ind til, da
jeg udviklede serien. Jeg plejer at beskrive det sådan, at Erik
Balling og jeg fandt olie i baghaven, som man gør i Texas.
Da serien var blevet sendt første gang mellem 1978 og 1982,
regnede vi ikke med, at den nogensinde skulle genudsendes,
for det blev udsendelserne fra DR’s underholdningsafdeling
aldrig.
Men to år senere fik DR brug for Matador i kampen mod den nye kanal, Weekend-tv, der ville sende Olsen-Banden- film hver weekend hele julemåneden. Derfor hev DR til seernes store begejstring Matador op af skuffen igen – og nu med alle 24 afsnit i rap.
Da Matador blev sendt første gang, havde vi kun fået penge til seks afsnit, og vi kendte ikke seriens videre skæbne, før vi vidste, om der kunne bevilges flere penge til næste runde. Året efter kom så seks afsnit mere, hvorefter vi så igen måtte vente på den økonomiske velvilje, der afgjorde, at vi kunne lave de sidste tolv afsnit. Det er derfor, at afsnit seks og tolv har en afrundet karakter, og afsnit syv og tretten er lidt resuméagtige, for der skulle folks hukommelse genopfriskes efter et års pause.
Alle involverede havde fået lavere honorarer end i DR’s teaterafdeling,
kun cirka det halve, mod et løfte om, at vi så ville
få ekstra royalties, hvis Matador blev genudsendt, så nu måtte
DR bide i det sure æble. De var desuden ikke glade for os derude,
fordi Matador ikke blev lavet af DR selv, men var lagt ud
til fremmed produktion på Nordisk Film, hvor den blev lavet
meget billigere, end hvis DR skulle gøre det. Dengang var der
jo så mange forskellige fagforeninger derude, der skulle tages
hensyn til, og det fordyrede produktionen voldsomt.
Kærligheden til Matador er jo vokset for hvert årti, men der
lød ikke bare hurra-råb og klapsalver fra første episode?
Nej, der var sure anmeldere, der mente, at aldrig havde de
set mage til lort, manglende talent og pengespild. DR’s daværende
underholdningschef, Jørgen Ifversen, måtte stå skoleret
for Radiorådet, da første afsnit var blevet sendt. Der sad
en flok medlemmer, som var næsten endnu mere åndssvage
end dem, der er der i dag.
Formanden var en lille øjenlæge,
der ikke havde en skid forstand på tv, han var bare et godt
partimedlem af Venstre, og derfor var han blevet udnævnt
til posten. Han fik nærmest et hysterisk anfald over, hvordan
DR kunne sende sådan noget møg, og det ville vi ikke få en
krone mere til. Men sådan kom det jo ikke til at gå ...
Senere blev serien solgt til en lang række lande, blandt andet
Jugoslavien, Spanien, Australien, Canada, Belgien, Øst- og
Vesttyskland og til sidst til Norge og Sverige. Det tog noget
tid, inden den endte i vores nabolande, for de var ikke vant til
at betale for danske serier, da tv-teaterafdelingerne landene
imellem plejede at udveksle gratis. Men vi var jo produceret i
Underholdningsafdelingen og på særlige kontrakter, der udløste
ekstra ved genudsendelser og salg, og derfor ville det
koste vores nordiske brødre cirka seks millioner kroner hver
at erhverve Matador.
Det ville de ikke betale. Ikke i første
omgang. Faktisk kom det så vidt, at de brokkede sig over det
i Nordisk Råd. Men så gik den svenske forfatter Per Olov
Enquist og den norske komiker Fleksnes, Rolv Wesenlund,
ind i sagen, og det var medvirkende til, at Matador kom på
skærmen i deres hjemlande:
I Sverige havde man brugt 12 millioner kroner på en kedelig
serie om et villakvarter i Stockholm, og svenskerne var
rasende over det. Så skrev Per Olov – of all people – en kronik
om, at det var for dårligt, at man vægrede sig ved at bruge
penge på Matador, når man i stedet brugte over det dobbelte
på sådan noget møg. I Norge syntes Wesenlund det samme,
så han ville lave sin egen tv-station og købe Matador og sende
den. Så ved de to meget ulige kulturpersonligheders mellemkomst
gav tv-stationerne sig endelig.
Senere fik jeg en svensk tv-pris, Hvepsen, for serien, men
det havde DR ikke fortalt mig – ligesom de heller ikke havde
sendt invitationen til at komme og få prisen overrakt videre
til mig.
Var det misundelse?
Det tror jeg. Kulturafdelingen kunne ikke komme sig over
deres had til Nordisk Film, fordi cheferne pludselig tog nogle
produktioner ud af huset og dermed generede de mange fagforeninger
i DR. Den slags lærer man noget af, og jeg er ellers
ikke sart, men det gik mig faktisk på, at de dengang aldrig
nævnte nogen af mine bøger i hverken radio eller tv: Ingen
af mine produktioner blev nogensinde nævnt med et ord. De
eksisterede ikke for Danmarks Radios kulturafdeling, selvom
de var velanmeldte, også i Information og Weekendavisen.
Den eneste omtale, mine bøger har fået der, var da en lille
studerende, der havde bijob på radioen og ikke selv kunne
få afsat noget som helst, undrede sig over, at når der nu udkom
så mange gode bøger, hvorfor gik mine erindringer så
i kæmpe oplag? Og hvorfor skulle jeg dog have omtale af
den grund, når der var så mange andre bøger, der ikke fik
opmærksomhed, spurgte hun?
Desuden var der det med mig, at jeg var borgerlig, og det
var i de røde lejesvendes tid, ja, en overgang var der nærmest
munkemarxisme derude, og pludselig holdt de op med at
kalde mig ind som tidligere i alle kvindesaglige diskussioner.
Og ved du hvornår, det stoppede? Da jeg var med i en stor
annonce for EF.
Så ville man ikke have dig på besøg mere?
Nej. Så bom, færdig. Det var så demonstrativt. Jeg er helt ked
af, at jeg sidder og beklager mig, for jeg har ikke lidt under
det. Men jeg har undret mig. Og indimellem har jeg moret
mig over den behandling, jeg har fået: Efter første visning
af Matador fik jeg Victor-prisen af Ekstra Bladet, og i den
forbindelse blev jeg spurgt, om jeg gik med planer om en ny
tv-serie. Ja, det gør jeg, men det er noget helt andet, svarede
jeg, for jeg sad og skrev på en serie om glücksburgerne, og
hvordan de blev til det nye danske kongehus i 1800-tallet.
Derpå havde Ekstra Bladet ringet til tv-teaterchefen i DR og
spurgt, om det ikke var en idé, for teaterafdelingen havde det
jo ikke for godt?
Så henvendte teaterchefen sig, og jeg blev indkaldt til møde.
Men han lod mig sidde i korridoren meget, meget længe og
vente. Imens kom en masse af de ansatte forbi og stod og
gloede på mig, som var jeg en mår, der var sluppet ind i et
hønsehus. De var alle sammen iført sådan noget denim, der
var trevlet i kanterne. Det var virkelig en oplevelse at sidde
der, mens de kom ud og overbegloede mig med sure miner.
Andre forfattere var måske blevet rasende over den behandling,
men jeg så komikken i det og tænkte, at det var en god
historie, jeg kunne dele med mine venner. Da jeg endelig kom
ind til chefen, kunne jeg med det samme fornemme, at det
ikke ville blive til noget. Han havde for en sikkerheds skyld
taget en af sine konsulenter med, så jeg ikke senere skulle
lave myter om vores møde.
Nogen tid efter fik jeg den besked,
hvilket ikke overraskede mig, at han havde forelagt mine ting
for konsulenterne – det er den måde, man kan fralægge sig
ethvert ansvar på – og de ville hellere lave »Gøngehøvdingen
«. Den blev jo også så god, ikke?
Men det var jo nemt for mig at få noget andet at lave, jeg
havde masser af tilbud, så jeg behøvede ikke at lade mig ydmyge
af den mand, og det giver jo også en bevidsthed, at man
har råd til at synes, at han er en latterlig og morsom person,
og at det er et latterligt og morsomt møde. I stedet udviklede
jeg i samarbejde med Underholdningsafdelingen tv-serierne
»Een stor familie« og »Mor er major«. Jeg har altid haft arbejde
nok.
Og du har altid haft et stort publikum til både dine artikler,
brevkasser, bøger og tv-serier, men det er Matador, der har
sneget sig ind som det mest kendte punkt på dit CV – hvor
begyndte det?
Som et tobindsværk om to familier i en mindre provinsby
samt alle de personer, der roterede om dem. Den første bog
skulle gå til 1947, da Danmark begyndte at ændre sig efter
anden verdenskrig, og den anden helt op til vores tid. Jeg var
blevet inspireret til historien efter at have genset de byer, jeg
kendte fra min barndom, og have opdaget, at alt havde ændret
sig. Til en fødselsdagsfest for Helle Virkners søn spurgte
Erik Balling, om jeg ikke snart lavede et filmmanuskript til
ham? Vi kendte jo hinanden fra »Huset på Christianshavn«,
som jeg skrev til, og han instruerede. Så fortalte jeg ham om
den historie, jeg var i gang med at skrive, og den var han meget
interesseret i og nævnte den for DR’s underholdningschef,
Jørgen Ifversen, da de manglede en ny serie efter »Huset på
Christianshavn«.
I mit arbejdsoplæg hed byen Lillehavn – det er Paul Hammerichs
fortjeneste, at den kom til at hedde Korsbæk. Han fik
nemlig den geniale idé at dele en række sjællandske bynavne
op – Ros-kilde, Næs-tved, Skælsk-ør, Kors-ør, Hol-bæk – og
så lagde vi dem alle sammen på bordet og tog to brikker ud:
Kors- og -bæk. Korsør og Holbæk. Og det føltes fuldstændig
rigtigt med det samme.
Hvad ville du gerne fortælle med Matador?
Jeg har altid set Matador som et produkt af min trang til at
fortælle en god historie. Som når man læner sig ind over bordet
nede i kantinen og siger: »Nu skal du bare høre ...!« Jeg
har altid været vild efter at fortælle gode historier, og med
Matador fik jeg en enestående chance for at fortælle mænds
og kvinders historie i en periode, der var så vigtig for os.
Historien om Danmark på et tidspunkt, hvor alting forandrede
sig mere end i nogen anden tidsalder; hvor kvinderne
begyndte at røre på sig, hvor der blev stillet nye krav til forretningsfolk,
hvor gamle penge ikke længere gav fortrinsret,
og hvor folk blandedes på en anden måde. De fine familier
kunne ikke længere klare sig alene på at være fine.
Hvis du
ser alle personerne i Matador, så er de lige som et valseværk,
hvor de alle sammen roterer og kommer hinanden ved og
berører hinandens skæbner. Du kan ikke finde én person, der
ikke berøres af de andre. Og af tiden, der ændrede sig – så
dem, der først ikke kunne være i stue med hinanden, ender
med at sidde der sammen. Det er den periode, hvor provinsen
mistede sin uskyld, som Balling altid sagde. Under hele
handlingen bevæger de politiske bølger sig, besættelsen og
livet, som jeg havde oplevet det. Matador er stærkt inspireret
af mine egne iagttagelser.
Hvorfor tror du, den blev så stor en succes?
Det kommer jo nok af, at folk var blevet gjort historieløse,
for da Matador blev sendt første gang, var der lavet vilde
bestræbelser for at nedlægge historien. Der var kommet en
hel generation af lærere, der syntes, det var ligegyldigt med
alt det gamle lort. Når man oplever det, vil der altid opstå
et behov, et modtryk kan man sige. Kan du huske, når man
sagde til sine forældre »Fortæl om gamle dage«, og det var så
spændende at høre om? Matador er som den fortælling, man
kunne være heldig at få.
Har du nogensinde været træt af Matador?
Der har været et par gange, hvor folk har møvet sig ind på
mig og villet diskutere konkrete scener, mens jeg lå i badedragt
på stranden – og til alle meningsudvekslinger foretrækker
jeg altså at være fuldt påklædt. Under min seneste
indlæggelse på Herlev Sygehus kom en portør kørende med
mig, da et par damer opdagede, det var mig, hvorpå de råbte
»Det er jo Lise Nørgaard!« Og så rendte de langs min båre og
begyndte at underholde mig om Matador, og i den situation
vil man jo også gerne frabede sig interessen. Men ellers har
jeg meget at takke Matador for.
I de år, jeg rejste rundt og
holdt foredrag, var det altid morsomt at komme ud og tale,
for folk var så positive og så optagede af, hvorfor vi i genudsendelsen
havde strøget den scene, hvor lærer Andersen står
ude på altanen, efter at Misse har forvist ham fra sin seng.
Men den scene har aldrig været der, den findes ikke. Kun i
folks hoveder.
Af alle de mange spørgsmål, du har fået om Matador, hvad er
så på top tre?
Hvorfor der skulle gå så lang tid, inden Elisabeth Friis og
Kresten Skjern fik hinanden.
Og hvad er svaret?
At sådan er livet. De skal jo ikke alle sammen have hinanden
lige med det samme. Desuden er det nødvendigt for handlingen
mellem familien Varnæs og familien Skjern, at det trækker
ud.
Hvad var nummer to?
Folk var jo meget interesserede i, hvad der videre skete med
alle personerne, og det vidste jeg jo faktisk, for i min oprindelige
synopsis fulgte jeg dem helt op i 1970’erne. Egentlig
havde jeg tænkt at holde den viden for mig selv, men da alle
mulige og især en vildfaren journalist på BT begyndte at
digte videre efter forgodtbefindende og nærmest mishandlede
mit stof og lod dem dø på stribe i utide, besluttede jeg,
at jeg hellere selv måtte fortælle, hvordan det ville gå dem.
Så når folk stillede et af de mest populære spørgsmål, nemlig:
»Bliver Ingeborg gift med baron von Rydtger?« kunne
jeg svare nej. Hun bliver hos Mads, for folk rendte ikke fra
hinanden for et godt ord dengang.
Men hun har en affære med ham, ikke?
Nej, det har hun egentlig ikke.
Hvorfor siger hun så til ham: »Det praktiske ved dig er, at du
har din egen skov«, mens de går tur i den – og så bliver der
klippet væk?
Hvis de var gået op og ned ad hovedgaden i Korsbæk, så var
der jo blevet sladret.
Jeg tolkede det bare sådan, at i den skov kunne man foretage
sig alt muligt? ... Lise?
Nå.
Den replik var i mit hoved den signifikante detalje, der
henviste til et forhold mellem dem?
Det tror jeg ikke.
Det tror du ikke? Fordi hun alligevel var så meget en pige fra
landet, der opførte sig ordenligt?
Ja, og hun var glad for at have baronen som ven og fortrolig.
Men han ville gerne have et forhold til hende?
Ja, selvfølgelig – hans kone var tosset.
Hvad spurgte folk ellers om?
Hvad der skete med Agnes. Hun bliver en rig forretningskvinde.
Hun ansætter frk. Jørgensen, der arbejder for hende,
til frk. Jørgensen bliver syg af kræft. Indtil da har hun og
Røde levet som hund og kat, men hvem sidder hos hende på
hospitalet hver dag? Det gør Røde. Det er jo en elsket fjende,
så da frk. Jørgensen er væk, savner han hende.
Jeg har altid tænkt, at kvinderne er mest sympatisk fremstillet
og de største helte, er du enig?
Nej, for en forfatter skal kunne lide alle sine personer lige
meget, men det er rigtigt nok, at jeg har understreget kvindernes
styrke og i nogle af dem svagheden ... den gode, rare
konsulinde Holm –
Hun er så øretæveindbydende!
Synes du? Jeg synes, hun er så sød.
Det mener du ikke? Konsulinde Holm?!
Ja.
Nej, men hun er da helt skrækkelig.
Jeg synes ikke, at nogen af dem er skrækkelige. Hun er bare,
som hun er og fuldstændig som en typisk formand for dét,
hun selv udtaler som hu-usmoderforeningen. Hun var bange
for fremskridtet, men det var der mange, der var.
Synes du slet ikke, at hun er irriterende?
Hun er, som de var dengang. Når jeg sad og så de typer,
der kom i mine forældres hjem, var det så underholdende
at sidde og grine af dem. Min søster og jeg kunne imitere dem og tale og opføre os fuldstændig som dem, og hun var
en prototype.
Nå, men jeg har altid tænkt, at gid nogen ville give hende nogle
tærsk! For hun er både sladdervorn og indskrænket.
Nej, synes du det? Hun har da lidt af den borgerlige fornemhed,
og hun sidder jo ikke og sladrer som for eksempel fru
Skjold Hansen.
Fru Skjold Hansen er mere simpel.
Jeg elsker fru Skjold Hansen!
Fordi hun bare er glad og ligeglad?
Ja.
Hvem ligner dig selv mest?
Regitze Varnæs, for hun bærer i sig et eller andet oprør, og
hun stikker af fra husholdningsskolen, og jeg tror, det var min
egen drøm at gøre det samme, men jeg turde ikke. Hun har et
mod, jeg ikke havde. Men jeg havde jo heller ikke en mor, der
var så stor en prøvelse, som Maude var på et vist tidspunkt.
Da Regitze kommer hjem med en hundehvalp, hun har fået
lov at få, men som hun må aflevere igen, fordi Maude er blevet
gravid, dér bliver hendes dårlige forhold til sin mor for alvor
grundlagt.
Men hvis vi skal føre hendes liv videre, så får hun
ikke så meget ud af det: Hun bliver gift med en amerikansk
oberst og flytter til Florida, hvor hun bliver petitjournalist og
skriver hjem til Danmark om jordskælv og krokodiller, og hun
er med i en masse damekomiteer. Obersten dør først, men hun
bliver, får lilla hår og dør derovre som gammel.
Er det rigtigt, at hr. Schwann, Arthur Jensen, blev skrevet ud,
fordi han pludselig ville have flere penge?
Ja, han begyndte at kværulere, og det irriterede især Balling.
Det forsinker alting, når man har en kværulerende skuespiller
med; pludselig går stemmen igennem midt i en optagelse, der
skal handle om noget andet. Derfor ringede Erik Balling til
mig og spurgte, om det var nødvendigt for den videre handling,
at hr. Schwann eksisterede, for han var ved at blive sindssyg
af ham? Hvortil jeg svarede, at så ville jeg lade ham falde
ned ad en trappe. Så jeg slog ham ihjel på Eriks opfordring.
Bad han dig slå flere ihjel?
Nej, og jeg var egentlig så ked af, at jeg skulle slå manufakturhandler
Arnesen ihjel, men det var nødvendigt, så handlingen
kunne flytte sig. Døden er jo en del af livet, så derfor er man
nødt til at skille sig af med nogen undervejs. Skuespillerne
kendte jo kun deres skæbne en sæson frem, og flere af dem
var dødsens angste for at blive skrevet ud.
Jeg sad engang i
kantinen på Nordisk Film med Ghita Nørby og Holger, Ingeborgs
første mand, spillet af John Martinus. Jeg fortalte dem,
at jeg var blevet ringet op af konen til en af de andre skuespillere,
for hun ville vide, om hendes mand blev nazist? Hvorfor
det? spurgte jeg – jo, for han var så populær hos alle de gamle
damer på Frederiksberg, hvor han spillede på teatret, og de
ville blive så kede af det. Så forsikrede jeg hende om, at måske
blev han rovmorder, men ikke nazist. Åh, gudskelov, sagde
hun så og lagde glad på.
Så sagde Ghita, at jeg kunne gøre
hende lige så usympatisk, jeg ville, for hun elskede at forsvare
dårlige typer. John – der endnu ikke vidste, at han rent faktisk
blev nazist – sagde det samme, og tilføjede: »Du må gøre mig,
til hvad du vil, for jeg har lige købt hus, og uanset hvad, vil
jeg bare tænke på terminen – blot jeg får lov at leve!« Så beroligede
jeg ham med, at han ikke ville blive slået ihjel.
Var der andre episoder, hvor skuespillerne ville blande sig?
Malene Schwartz kom efter de første seks episoder og sagde
til Balling, at hun var så ked af den rolle, hun spillede, for hun
brød sig ikke om Maude. Han sagde til hende, at hun kunne
være ganske rolig, for hun ville udvikle sig. Så blev hun beroliget,
og hun havde jo en af de fedeste roller i hele serien.
Der skete i øvrigt noget sørgeligt og pinligt, som gjorde både
Balling og mig så rasende: Nogen lækkede den fremtidige
handling, der indebar en efternøler til Maude, og Se og Hør
lavede en forside, hvorpå der stod: »Malene Schwartz gravid«.
Så usmageligt. Vi vidste ikke, hvor den var lækket fra, men
folks vildskab efter at gøre sig interessante kan være utrolig
stor. Vi oplevede også, at en af de medvirkende skuespillere
satte sit manuskript til salg, men det må man ikke, for det
var jo ikke deres ejendom, og det skulle afleveres. Danmarks
Radio greb ind og fik det stoppet.
Har du selv kigget med, når Matador er blevet genudsendt?
Det sjove er, at jeg aldrig har set den på video, for det er så
underligt at sidde og glo på den alene, men når den er blevet
vist på tv, har jeg stor fornøjelse af at vide, at jeg sidder der
samtidig med mange hundredetusinde andre mennesker.
Hvad tænker du så, når du genser den?
At det er ligegodt ikke så ringe – som jyderne ville sige. Og
så tænker jeg også, at der er nogle småting, der blev overset:
For eksempel deltager Mads Skjern i Ellens konfirmation i
smoking, men man deltager ikke i kirkelige festligheder i
smoking, men mørkt tøj eller kjole og hvidt, så det var en
svipser. Desuden hænger der på væggen hos Varnæs nogle
Alumenia-tallerkener fra 1895, men serien begynder jo i 1929,
så der er de tallerkener slet ikke antikke endnu, og derfor ville man have spist af dem i stedet.
Hvor meget var du med på optagelse?
Balling og jeg mødtes fire gange om ugen – to dage hos mig,
hvor vi snakkede forløb og rettede til, og to gange om ugen
var jeg med på settet. Nogle gange var en scene optaget tre
eller fire gange, og så skulle vi vælge. Og noget af det, vi
skulle vælge fra, var Ghita Nørbys suk. Hun sukkede utrolig
meget, når hun lukkede filtdørene ind til Mads’ kontor uden
at have fået rigtig kontakt med ham. Hun er jo fantastisk i
den rolle, og Balling havde bedt hende sukke, men jeg syntes
ikke, vi kunne have alt det sukkeri. Så store fugtige suk blev
taget ud. Men ellers var vi aldrig uenige.
Hvis der var optræk
til noget, truede jeg ham med at sende en masse børn ind i
manuskriptet. Balling hadede at arbejde med børn, for han
syntes, det var synd for dem.
Jeg modtog så mange billeder fra forældre til små piger i
lyserøde balletkjoler og drenge med vandkæmmet hår, skruet
ned i noget matrostøj, og var det ikke lige de børn, vi stod og
manglede? Helt fra Hjørring fik jeg breve fra forældre, der ikke
var klar over, hvad det indebar, hvis deres barn blev antaget:
Det skulle parkeres ude på Nordisk Film flere gange om ugen
og sidde i kulissen eller kantinen og læse lektier og vente i timevis
på at blive kaldt ind og sige to replikker. Folk var vilde
efter at få deres unger med, og en dag spurgte en af de ansatte
på Nordisk Film, om hendes lille nevø ikke måtte være med,
og da vi manglede en dreng, der skulle komme ind til Mads
Skjern i butikken med den lokale avis, nappede vi ham.
Planen er, at drengen skal aflevere avisen, og så skal Mads
sige: »Tak skal du have, min dreng« og give ham en to-øre,
hvorpå drengen skal tage kasketten af, bukke, tage kasketten
på igen og gå ud. Ikke nogen stor rolle, og Balling havde forhørt
sig hos tanten, at hun var helt sikker på, han kunne klare
det.
I første optagelse går han for tidligt ind – nej, er du der
min dreng? Ud igen. Så kommer han rigtigt ind, men glemmer
at række Mads avisen og står bare og glor på ham. Da
Mads nærmest har rusket ham til at aflevere avisen og siger
»Tak skal du have, min dreng,« da er drengen gået. »Du skal
have en to-øre,« siger Mads ud i den klare luft, og drengen
er på vej ud i vild flugt. Så fik de rusket i ham og sagt, at han
skulle blive stående og få sin mønt og så tage hatten af og sige
tak og tage den på igen. Så går det faktisk rigtig godt – han
får rakt avisen frem og får sin to-øre. Men så glemmer han at
tage kasketten af og går uden at sige tak. Og sådan blev det
ved, indtil det endelig langt om længe lykkedes. Bagefter gik
drengen ud og brækkede sig, fordi han var så stresset og ked
af det. Det var hans filmkarriere.
Hvilken scene synes du er den mest bevægende i Matador?
Tjah ... nu er jeg jo en gammel kyniker ... men den mest bevægende
scene for mig er nok i det allerførste afsnit, hvor Elisabeth
Friis sidder vemodigt og spiller på klaveret og fortæller
Maude, at hun har mødt sin tidligere galan, en violinist, hun
har set spille i Skovpavillonen. Hvortil Maude forfærdet siger:
»Skovpavillonen? Der kan du selv se, vi havde alle sammen ret, han blev aldrig til noget!« Den scene siger noget
om, hvordan hun er dømt af familiens fordomme til at være
skyggetante i huset, indtil hun møder Kresten.
Og det er bevægende, fordi det er et stort spild af Elisabeth at
være skyggetante?
Ja.
Ligesom det var spild af moster Bob at være det hos din mor i
dit barndomshjem?
Ja, hun skulle have uddannet sin sangstemme.
Hvad lavede du den dag, I havde optaget den sidste scene, og
det var slut med Matador efter flere års intenst arbejde?
Det var en skøn sommeraften, og vi spiste stegte ål i haven.
Helle Virkner, Paul Hammerich og Malene Schwartz var der,
og Holger Juul Hansen og hans kone, Inge, DR-underholdningschef
Niels Jørgen Kaiser, Balling og hans kone, Christa,
og Jens og jeg og mine døtre. Nora var i køkkenet, og vi sad
der med de stegte herligheder, og så sang vi Varnæs’ sølvbryllupssang
lige op i sommernatten.