Prøv avisen
Boguddrag

Mattias Tesfaye: Jeg blev først bevidst om mine rødder, da det var for sent

”Måske er det, fordi jeg selv var tidligt færdiguddannet, men jeg synes ikke, man skal være 28 år og te sig som en teenager. I dag er jeg 36 år, sidder til forældremøder i skolen og følger mine to drenge til spejder, så for mig er tilværelsen omkring København og Albertslund, hvor jeg bor, det rene forstadsliv. Min ungdom er for længst slut, og den hænger sammen med Aarhus,” fortæller Mattias Tesfaye. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/ritzau

Folketingspolitiker Mattias Tesfaye (S) tilbragte sin ungdom som murerlærling i Aarhus med ”det korte lys” tændt. I dag er han glad for, at han kan sige "been there, done that" til det meste – for man skal udleve ungdommen, mens man er ung, for ikke at blive en uforløst voksen. Læs et uddrag af bogen "Taler til ungdommen" her

For mig er ungdom lig med Aarhus. Jeg boede der, indtil jeg var 21 år, og når jeg besøger byen i dag, er det som en tidslomme. Der er ikke den baggård eller gade, jeg ikke har et minde fra.

Jeg startede i lære som 16-årig, så allerede dengang begyndte jeg at tjene penge. Man bliver ikke rig af at være murerlærling, men jeg tjente mere, end man fik i SU, så modsat mange andre var min ungdom ikke en sparsom tid. Mange af mine venner arbejdede også i byggebranchen, så vi havde råd til at tage i byen sammen, og jeg husker det som en tid, hvor vi gjorde, hvad der passede os. For eksempel tog vi spontant på ferie, hvor vi skiftedes til at køre bilen, og den, der sad bag rattet, bestemte, hvor vi kørte hen. Vi endte vist nede i Tyskland et sted.

Som ung brugte jeg meget tid på at gå i byen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er mødt på arbejde stort set lige efter en bytur. Tit var det folk, jeg arbejdede sammen med, jeg havde været ude med om natten, og når vi mødte på byggepladsen næste morgen med småtømmermænd, kunne de gamle svende godt finde på at drille os ved at sætte os til alt det hårde arbejde. Men så længe man mødte i skuret 6.45 og kunne udholde sin arbejdsdag, så var der ingen, der så skævt til, at man havde været ude hele natten. Men allerede dengang brugte jeg også meget tid på fagforeningsarbejde. Jeg var aktiv i vores lærlingeklubber og politisk engageret på venstrefløjen.

Det meste af min familie boede i cykelafstand fra hinanden i Aarhus, og selvom jeg flyttede hjemmefra, da jeg lige var fyldt 18 år, flyttede jeg kun få kilometer væk fra min mor og så hende stadig meget. Min far, der boede i Etiopien, døde, da jeg var en 16-17 år. Han havde boet i Etiopien i nogle år, så vi havde ikke et tæt forhold. Han ringede til jul og ønskede ”merry christmas”, men så var der forsinkelse på linjen, og røret gik på omgang mellem ham og min farmor, faster og andre familiemedlemmer, som også ville sige hej. På den måde var der i mere end én forstand noget afstand imellem os, og lige da jeg fik at vide, at han var død, betød det ikke frygteligt meget for mig. En uge eller to efter hans dødsfald havde jeg pludselig et stort skænderi med min kæreste – og jeg skændes ellers aldrig med folk – hvilket endte med, at jeg begyndte at stortude. Senere fangede jeg, at den reaktion hang sammen med min fars død, og at jeg ikke havde fået sagt farvel – og i virkeligheden ikke havde snakket ordentligt med ham i flere år.

I dag ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik talt mere med min far. Hvis jeg finder en bog eller en udsendelse om Etiopien, så lapper jeg alt i mig, og når jeg ser OL, hepper jeg på de etiopiske løbere. Selvom jeg ikke har haft noget med det land at gøre, så føler jeg for det, fordi det er en del af mine rødder. Ens ophav er man ikke særligt bevidst om som ung, men allerede nu, som 36-årig, synes jeg, det er enormt vigtigt. Og nu er det for sent. Min far er død, og det er alle mine bedsteforældre også. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke brugte mere tid på at lære dem at kende, da jeg var yngre, og mit råd til nutidens unge er også: Tal med jeres bedsteforældre! Forhåbentlig får I lov til at beholde begge jeres forældre i længere tid, end jeg gjorde, men sørg for at få lært jeres bedsteforældre ordentligt at kende. For lige pludselig er de her ikke mere, og så er deres historie gået tabt.

Jeg er sådan en, der næsten altid har haft en kæreste, og som næsten altid er endt med at ødelægge det. Som teenager ville jeg rigtig gerne have en kæreste, jeg kunne have det sjovt med, men når det begyndte at blive alvorligt, så trak jeg mig. Det var egentlig ikke, fordi jeg var bange for at binde mig, men fordi en tættere relation ville gøre smerten desto større, hvis forholdet gik i stykker. Min generation er den første, hvis forældre blev skilt i hobetal, og hvor man begyndte at anse det som normalt, at folk boede, som jeg gjorde, alene med en forælder. Det er kun min egen lommeteori, men jeg tror, at det skabte en indbygget frygt for at miste hos mig. I dag er jeg lykkeligt gift, men det krævede også en alvorlig diskussion med min kone om, at der ikke skulle være en distance mellem os. Jeg sammenligner det med den tillidsøvelse, man lavede i gymnastik i folkeskolen, hvor man skal falde bagover, og de andre skal gribe en. Det er den følelse af angst og sårbarhed, jeg skulle overvinde. For det er først, når der ikke er forbehold mellem to mennesker, at et forhold for alvor bliver interessant – også selvom man risikerer at blive såret. Og uden at skulle rådgive ungdommen i dag, vil jeg blot sige, at legen som regel ender med, at man bliver grebet…

Jeg blev udlært som 20-årig, og da jeg året efter flyttede til København, var det en hel anden voksentilværelse, jeg begyndte at føre. Jeg flyttede sammen med en kæreste, havde et fuldtidsarbejde og abonnerede på avis. Mange af de mennesker, der læser på universitetet, har muligheden for at strække deres ungdom langt op i 20’erne. Man kan møde folk på 28, der stadig går i Converse og danser på bordene på Istedgade, som var de teenagere. Så kan jeg ikke lade være med at tænke: ”Vend nu lige kasketten den rigtige vej – eller tag den af! – stop skjorten ned i bukserne, få færdiggjort det speciale og få dig et arbejde.” Måske er det, fordi jeg selv var tidligt færdiguddannet, men jeg synes ikke, man skal være 28 år og te sig som en teenager. I dag er jeg 36, sidder til forældremøder i skolen og følger mine to drenge til spejder, så for mig er tilværelsen omkring København og Albertslund, hvor jeg bor, det rene forstadsliv. Min ungdom er for længst slut, og den hænger sammen med Aarhus.

Jeg er taknemmelig for, at jeg som ung fik afprøvet så mange ting. At jeg kunne hygge mig og have det korte lys tændt og smide alt, hvad jeg havde i hænderne og rejse langt væk, selvom jeg egentlig ikke havde råd, eller sidde klokken 2.30 på et værtshus og være ligeglad med, at jeg skulle stå på et stillads fire timer senere. Jeg tror, de oplevelser gør, at jeg som voksen ikke har noget uforløst, der trækker i mig. Jeg kan sige been there, done that til det meste. Jeg er i tvivl om, hvorvidt nutidens unge vil kunne sige det samme om 20 år, eller når de er på spadseretur i deres barndommens land vil tænke ”Hvorfor sad jeg oppe fredag aften klokken 23 og læste kapitlet om Romerrigets fald i stedet for at gå i byen?”. Jeg kan godt få lidt ondt af de unge, fordi det virker, som om de stiller meget høje krav til sig selv og altid har det lange lys slået på. Og jeg er bange for, at det kan føre til, at vi får nogle uforløste voksne, der prøver at udleve deres forsømte ungdom årtier for sent.

"Mit udseende har ikke ændret sig synderligt, siden jeg var ung. Jeg har den samme frisure som dengang, den samme ørering, og det kunne lige så godt have været det samme par sko, jeg går med.” Privatfoto