Hvor hører man egentlig til, hvis man er vokset op i forskellige lande og taler fremmedsprog lige så godt - eller måske endda bedre - end sit modersmål? Og kan man overhovedet flytte tilbage til det land, der i passet står som ens fædreland, men som man måske ikke kender så godt?
Hvert år rykker flere end 20.000 danskere teltpælene op og flytter til udlandet. Nogle blot for en periode som udsendte for store virksomheder, for missionsselskaber eller som diplomater. Andre for en længere periode. Nogle bliver ude for bestandigt, mens andre vender hjem. Mange af disse danskere tager af sted som familie, men det er ikke altid kun eventyr under de fjerne himmelstrøg. For med en international opvækst pakkes kufferten også ofte med usikkerhed, rastløshed og identitetskrise. Især når den tilbage i hjemlandet skal pakkes ud igen.
Det kender 18-årige Steffen Brøns-Poulsen. Med en barndom tilbragt mere i udlandet end i Danmark var det en omvæltning, da han for to år siden flyttede tilbage til Danmark for at færdiggøre sin internationale gymnasieuddannelse.
”Jeg kendte jo nærmest kun min udvidede familie. Alle de venner, jeg havde haft, da vi boede i Danmark, da jeg var mindre, var flyttet videre,” forklarer han.
Forældrene var samtidig flyttet til Kansas i USA, mens to ældre søskende studerede i England, og kun den ældste storesøster boede i Danmark. Steffen Brøns-Poulsen opdagede, at han havde mere tilfælles med de internationale studerende på skolen end med jævnaldrende danskere, og at han også begik sig bedre på engelsk end på dansk, gjorde det heller ikke nemmere.
Steffen Brøns-Poulsen er et såkaldt third culture kid eller et tredjekultursbarn. Begrebet dækker over børn, der har tilbragt størstedelen af deres formative år uden for forældrenes hjemland, altså alderen mellem 5 og 18 år. De tre kulturer henviser til forældrenes som den første, den eller de nye kulturer som den anden og sammenblandingen af de to som den tredje. Det er den tredje kultur, der både er en gave og en udfordring.
Opvæksten på farten, influeret af forskellige kulturer, kan nemlig sætte sine spor. For selvom børn er dygtige til at tilpasse sig nye omgivelser og til at skabe nye bånd hurtigt, kan de have svært ved at slå sig ned, slå rødder og ikke mindst finde ud af, hvor de hører til.
For Steffen Brøns-Poulsen, som ud over fem år i Danmark, da han var lille, har boet i Australien, Frankrig og Schweiz, var Danmark ikke nødvendigvis ”hjem”.
”I udlandet følte jeg mig ikke dansk, selvom jeg er dansker og taler dansk med familien. Vi kom hjem til højtiderne, men meget af den der danske spirit, følte jeg ikke, jeg havde,” fortæller han.
Og netop spændingsfeltet mellem at være ude og hjemme er udfordringen for disse børn, siger den britiske ekspert i tredjekultursbørn Marion Knell.
”De store multinationale firmaer har allerede fået øjnene op for disse kosmopolitter, der kan agere på flere forskellige sprog. Men mange glemmer også, at der kan være en social og en identitetsmæssig udfordring ved at vokse op med store skift,” forklarer hun.
”Disse børn har set verden og fået unikke indblik i andre kulturer og nogle nyttige sprogkundskaber. Men de kan have svært ved at finde ud af, hvem de er, hvis de ikke ved, hvor de hører hjemme.”
Marion Knell er oprindelig uddannet lærer, men fik øjnene op for tredjekultursbørn, da hendes mand i begyndelsen af 1990'erne begyndte at arbejde for det britiske missionsselskab Arab World Ministries, og parret på den måde fik berøringsflade med de udsendte britiske familier - og deres børn. Siden har hun undervist i og arbejdet med håndteringen af tredjekulturbørn, især når de kommer tilbage til hjemlandet, i Marion Knells tilfælde Storbritannien. Hun har udgivet flere bøger om emnet, senest en bog om, hvordan man håndterer hjemkomsten fra udlandsophold.
For Steffen Brøns-Poulsen har opvæksten i flere lande været en definerende faktor for, hvem han er. Han var kun 11 dage gammel, da han var på sin første rejse om på den anden side af Jorden. For selvom han blev født i Danmark på familiens juleferie, var ”hjem” i første omgang Sydney i Australien, hvor familien allerede havde boet halvandet år. Faderens arbejde for Colgate har betydet, at familien på seks med Steffen Brøns-Poulsen som yngste medlem sjældent har boet mere end et par år hvert sted.
Men de mange opbrud og starten forfra har været en gave mere end en byrde, forklarer Steffen Brøns-Poulsen:
”Jeg vil ikke bytte min barndom for noget andet i verden. Jeg har venner i hele verden, jeg har fået en virkelig god uddannelse, og jeg føler mig aldrig alene i verden. Der er mange farvel, men det er aldrig sidste gang, man ser nogen.”
Ifølge Marion Knell er udfordringen for tredjekulturbørn især at flytte tilbage fra udlandet. For ofte har børnene ikke noget reelt kendskab til det land, som de ifølge deres pas tilhører.
”Jo længere tid du har været væk, jo sværere er det at komme hjem. For hvor er hjemme? Og hvor hører du til? Måske føler de sig slet ikke danske, og det kan være svært ikke at føle sig hjemme i den kultur, man 'bør' høre hjemme i,” forklarer hun.
Hun har hjulpet mange britiske familier med at vende tilbage til Storbritannien, og hun ser, at især børnene rammes af identitetskriser, særligt de lidt ældre børn, der skal forsøge at passe ind i nogle sociale sammenhænge, hvor koderne er mere definerede, end de er for de mindre børn.
”Mange af de ældre børn, der kommer hjem til en skolegang i gymnasiet eller på universitetet, søger sammen med skolernes internationale børn, for her finder de en større samhørighed,” siger hun.
”Disse børn er ofte mere modne, mere voksne, fordi de har været ude. De har set, at verden ikke begrænser sig til hjemlandets grænser, og de er gode til at skabe nye relationer meget hurtigt, fordi de er vant til en mere flygtig livsstil. Deres venskaber bliver hurtigt dybe, hvor 'normale' børn skaber dybe relationer over meget længere tid. Alene den forskel kan få tredjekultursbørn til at føle sig fremmede og akavede.”
Men det er også svært for de børn og familier, der kun har været udsendt i nogle år.
”Nogle siger, at når de har været tre år væk fra hjemlandet, føles det som seks år, når de kommer tilbage. For både de selv og tingene derhjemme har ændret sig. Det hårdeste kan være, at folk ikke har lyst til at høre dem fortælle, for de kan ikke nødvendigvis sætte sig ind i de oplevelser, man har haft ude,” siger hun.
”Det kan stikke endnu dybere for børn, for de har ikke den selvindsigt, som voksne har.”
I 2012 blev Kristine Kaaber Pors og hendes familie sendt til Arusha i Tanzania for Danmission. Som antropolog arbejdede Kristine Kaaber Pors som rådgiver for Danmissions og den lutherske kirkes fattigdomsbekæmpelsesprogram i Tanzania, og familien med tre børn på 4, 9 og 12 år fulgte med. Inden afrejsen blev familien rådgivet om de udfordringer, der kan være, når man rejser ud og kommer hjem. Alligevel har det været svært for især de to store børn, da familien i sommer vendte tilbage til Danmark.
”Begge vores store børn har fået et globalt udsyn, som vi finder rigtig vigtigt, og de tænker tilbage på Tanzania-oplevelserne som en stor, god oplevelse. Men for vores ældste datter er det svært at komme tilbage til en dansk hverdag. Der er ikke stor interesse fra de andre børn for at høre, hvad hun har oplevet, og det er svært, når en stor del af identiteten er formet det nye sted,” siger moderen.
”Man kunne godt gøre mere ud af at fortælle, at det er sværere at komme hjem end at tage ud. For det har overrasket os.”
Hos Danmission siger personalekonsulent Eva Madsen, at det er afhængigt af den enkelte families behov, hvad der bliver gjort for at forberede udstationeringen og få hjemkomsten til at forløbe så godt som muligt.
”Det er obligatorisk for vores udsendte, at vi ruster dem så godt, vi kan, til de udfordringer, der er i forbindelse med en udstationering. Vi briefer ikke børnene, men vi klæder forældrene på til opgaven og til at hjælpe børnene igennem udstationeringen,” siger hun.
”Når familien kommer hjem, taler de med de personaleansvarlige her i huset, som har fulgt dem undervejs i udstationeringen. Hvis der er behov for psykologsamtaler med børnene også, kan vi sagtens gøre det. Og nogle medarbejdere kan også have brug for en retræte, måske for at hjælpe børnene til at tilpasse sig livet i Danmark. For det kan være svært for børnene. Når de tager ud, er der en forventning om, at alt er anderledes, men når de kommer hjem, forventer de, at alt er velkendt. Det er ikke altid, det føles sådan.”
Danmission har i øjeblikket kun 15 udsendte, og tallet falder støt, i takt med at de lokale ude på Danmissions poster rundt om i verden bliver bedre uddannet til at klare opgaverne. Det faldende tal har ikke noget at gøre med, at det kan være udfordrende at sende børnefamilier ud.
”Slet ikke, det er ærgerligt, der ikke er flere, der tager ud. Det er en stor oplevelse, både for børnene og forældrene,” siger Eva Madsen.
For familien Kaaber Pors har udstationeringen til Tanzania betydet, at de er blevet tættere knyttet sammen på de to år, de var af sted. Det er meget naturligt, siger ekspert i tredjekultursbørn Marion Knell.
”Når man er ude, bliver 'hjem' til relationer. For børn er det ofte, at 'hjem' bliver lig med forældrene. Forældrene bliver en konstant, mens omgivelserne skifter,” forklarer hun.
Sådan har det også været for 18-årige Steffen Brøns-Poulsen.
”Forholdet mellem mine tre ældre søskende og mig er tættere end nogen andre søskende, jeg kender. Det er nok, fordi der har været tider, hvor vi ikke har haft så mange andre end hinanden, og fordi vi har været i samme båd,” forklarer han.
Med en skolegang udelukkende bestående af internationale skoler begår Steffen Brøns-Poulsen sig nemmere på engelsk end dansk, især skriftligt. Så da han i sommer var blevet færdig med gymnasiet og skulle begynde på universitetet, ønskede forældrene, at han skulle tage uddannelsen på dansk. Men Steffen Brøns-Poulsen valgte at fortsætte på engelsk, fordi det er her, han føler sig stærkest, og ikke mindst, fordi han ikke regner med at slå sig ned i Danmark for evigt.
”Jeg elsker Danmark, og Danmark er mit hjem. Men jeg vil gerne videre ud og opleve flere ting. Og den dag, jeg får børn, vil jeg have, at de skal have de samme oplevelser, som jeg har haft,” siger han.
