Prøv avisen
Mine familieværdier

Mette Frederiksen: Alle var velkomne i mit barndomshjem

"Jeg holdt af at sidde ude i køkkenet om eftermiddagen, mens min mor passede børnene, og spise krydderkager og drikke sødmælk. Det var den ultimative fornemmelse af tryghed," fortæller justitsminister Mette Frederiksen (S) om sin barndom. Arkivfoto. Foto: Jeppe Carlsen

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er vokset op i en klassisk arbejderfamilie, hvor døren altid stod åben. Her har hun har lært at overholde aftaler og at passe på andre. Dette er et af en række interviews om familieværdier, som vi har udvalgt til inspiration i påskedagene, hvor familier samles landet over

Jeg er vokset op i en meget traditionel arbejderfamilie. Min far var typograf, og min mor var dagplejemor. Jeg voksede op med dem og min fem år ældre storebror i Grønlandskvarteret i Aalborg. Vi var en stor familie forstået på den måde, at begge mine forældre har mange søskende, og op gennem 80’erne, som er mit barndomsårti, boede både mine bedsteforældre, de mange søskende og deres børn, altså mine fætre og kusiner, alle sammen tæt på os. Forskellige familiemedlemmer kom ofte cyklende forbi på vej hjem fra arbejde til en ostemad og en kop kaffe. Mit barndomshjem var åbent, trygt og med masser af politiske diskussioner.

Mit hjem var præget af klassiske arbejderfamilieværdier. Mine forældre har lært mig, at det er vigtigt at have et arbejde, at passe sine ting og at overholde aftaler. Men de lærte mig også, at det er vigtigt at hjælpe andre. Hvis nogen i min families omgangskreds var i knibe, så kom de hjem til os. Da min farmor og farfar blev gamle, besøgte min far dem hver eneste dag. Min familie har altid taget til, når der er opstået problemer. Køkkenet i mit barndomshjem var stedet, man sad i om eftermiddagen. Problemer blev løst. Sammenholdet var stærkt. 

Jeg er vokset op med ret strenge regler. I hvert fald i forhold til, hvordan det ofte forholder sig i dag hos børnefamilier. Alle måltider blev spist sammen og på samme tid hver dag. Alle havde pligter, og de var ikke til diskussion. Men de klare regler og grænser skabte også et barndomshjem, der var enormt trygt. Min mor var hjemme, fordi hun jo arbejdede som dagplejemor, så jeg kunne gå direkte hjem fra skole i stedet for at gå i klub eller SFO. Jeg holdt af at sidde ude i køkkenet om eftermiddagen, mens min mor passede børnene, og spise krydderkager og drikke sødmælk. Det var den ultimative fornemmelse af tryghed. Jeg tog også tit klassekammerater med hjem, for ellers skulle de jo i fritidsordning. Vi havde et meget åbent hjem, hvor alle var velkomne.

Mange af mine lykkeligste barndomsminder består af noget af det, som jeg tror, at børn får for lidt af i dag: Voksenfri tid. Jeg voksede op lige ved siden af den skole, jeg gik i, og på sommeraftenener blev alle huse og lejligheder omkring skolen rømmet for børn. Så væltede vi alle ned på boldbanen og spillede fodbold, rundbold eller legede dåseskjul. Det var ikke organiseret, og der var ikke nogle voksne, der lavede reglerne. Vi kunne godt selv. Vi havde jo generelt betydeligt mindre skærmtid dengang, og vi fik også lov til at kede os lidt mere og bruge den kedsomhed til at finde på noget at lave. 

I mange år bestod alle vores søndage i sommerhalvåret af et besøg hos min farmor og farfar i deres sommerhus. Mine forældre havde ikke nogen bil i den årrække, så min farfar ville hente os i sin grønne Opel Kadett og køre os ud til sommerhuset, hvor mange af mine fars søskende var samlet. Så sad vi ved et langbord på græsplanen med dannebrog hejst over os og spiste æggepandekager. De fleste var socialdemokrater, og frokosterne var altid præget af livlige diskussioner. 

Jeg tror, at vores opvækst definerer os mere, end vi ofte går og tror. Jeg har haft en tryg barndom med meget lidt usikkerhed, hvilket har givet mig et meget solidt fundament til mit voksenliv. Derudover har min opvækst også formet mig i forhold til værdier. Jeg har aldrig haft et ungdomsoprør, men har taget de fleste af mine forældres værdier med mig videre i livet. 

På godt og ondt har mine børn mere indflydelse på den måde, vi er familie på, end jeg havde, da jeg var barn. Jeg blev ikke på samme måde inddraget i familiens strukturer, der var regler, og de var ikke til diskussion! Mine egne børn er utroligt forhandlende. Jeg opdrager dem med de samme grundlæggende værdier, som mine forældre opdrog mig med – bare tilpasset en anden tid. Jeg forsøger at opdrage mine børn til at blive bidragende samfundsborgere på alle leder og kanter. Jeg vil også gerne have, at de er opmærksomme på andre mennesker og andre menneskers behov. Jeg ønsker, at vores hjem også skal være et sted, hvor folk kommer. Og det er der heldigvis mange, der gør.