Prøv avisen
Mine familieværdier

Michael Brautsch: Mit mod kom af at vide, at jeg var elsket af min familie

Da jeg var barn, var der altid noget, man kunne gøre derhjemme, og jeg lærte på den måde, at man er værdifuld for fællesskabet, fortæller præst Michael Brautsch.

Tanker om livet og døden kom til at fylde rigtigt meget, da præst Michael Brautsch blev far for et par år siden. Selv har han haft en tryg og kærlig opvækst i barndomshjemmet på Fyn, der sammen med forældrenes opbakning har givet ham et stort mod på livet

Jeg voksede op i trygge, gammeldags rammer. Jeg vidste altid, hvor mine forældre var. Både min søster og jeg blev født hjemme på matriklen i Herlev. Min mor arbejdede i en bank, men da min storesøster kom til verden, begyndte hun at gå hjemme. Min far var udlært maler – det skulle han være, for farfar og oldefar havde også været malere. Han havde nu ikke lyst til det.

Min far ville hellere have en lille kro og være tjener. Så han spurgte min mor, om de ikke skulle købe en kro. 'Jo,' sagde min mor: 'Men kun hvis du kan finde en lille kro på Sydfyn'. Hvorfor hun sagde det, ved jeg ikke. Vi kendte ingen på Sydfyn! Men min far fandt rent faktisk en stråtækt kro i Svanninge – og det var åbenbart nok til at overbevise min mor. Så da jeg var tre år, flyttede vi til Fyn.

Da jeg var barn, var der altid noget, man kunne gøre derhjemme, og vi måtte alle bidrage. Jeg lærte på den måde, at jeg var værdifuld for fællesskabet. Når jeg tog riven og rev den store gårdsplads, så var jeg med i min families projekt. Nu har jeg selv fået en lille søn, og jeg vil gerne give videre til ham, at vi som familie skal hjælpe hinanden. Jeg følte aldrig som barn, at det at hjælpe til derhjemme var en tvang. Det var bare en naturlig del af det at være en familie. Jeg tror, man skal starte med at lege det ind, og senere i hans liv skal det ikke sælges som noget, der skal gives løn for: Lommepenge får man, så man lærer at disponere over sine penge selv. Man hjælper derimod hinanden, fordi det er en vigtig del af det at være en familie.

Jeg er vokset op med dårlig litteratur. Min far åd bogklubsbøger, og der var en kulturel lethed i mit barndomshjem. Så da jeg blev voksen, købte jeg Kierkegaards samlede værker, Danmarkslitteraturen i 50 bind og verdenshistorien – for jeg blev nødt til at have dem. Jeg var en lille svamp og i den grad en mønsterbryder. Jeg misunder dem, der er vokset op med højskolesang og salmer. Kultur og filosofi var ikke noget, man beskæftigede sig med i min familie. Men jeg tørstede efter det.

Jeg tror ikke, at det er godt for mennesker at være alene. Det er udviklende at leve sammen med et andet menneske. Da jeg mødte min hustru, blev jeg konfronteret med mig selv på en helt ny måde, for når man deler sit liv med en anden, deler man også de gode og dårlige ting. Man kan ikke længere gå med sine tanker og følelser alene. Og det tror jeg, at man har godt af: At blive spejlet i et andet menneske.

Ansvarligheden vokser automatisk, når man får sin egen familie. Jeg synes ikke, at jeg var et uansvarligt menneske, inden jeg fik familie, men jeg har fået noget meget betydningfuldt ind i mit liv, som gør, at mit liv er blevet mere ansvarsfuldt. Jeg har fået et medansvar for to andre mennesker, som jeg holder meget af. Det betyder også, at der er kommet en ny ængstelse ind i mit liv. De første måneder af min søns liv kunne jeg godt blive bekymret for, om han ville vågne igen, når jeg lagde ham til at sove. Livet og døden bliver nogle meget store begreber og kommer til at fylde rigtigt meget, når man bliver forælder.

Det er vigtigt, at vi spiser sammen derhjemme – og mad skal ikke være noget, der skal overstås. Vi skal samles omkring et måltid. Der sker jo noget, når vi som mennesker spiser sammen – så kan vi også bedre lytte. Når man har mad i munden, kan man jo ikke bruge den til at snakke. Og vi er tvunget til at sidde meget tæt. Man slapper lidt bedre af og bliver i bedre i humør.

Jeg har et stort mod på livet - og har altid haft det - og jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nye ting. Måske jeg har det lidt fra mine forældre. I virkeligheden var det jo fuldstændig vildt det, de gjorde: De levede et trygt og småborgerligt liv, de havde ingen at læne sig op ad, og de havde aldrig lært noget om at drive en restauration: Alligevel fulgte de deres drøm og købte kroen på Fyn. Det har ikke været nemt. Men mit mod kommer også af at vide, at jeg altid har været elsket. Mine forældre har altid rost og støttet mig. Altid. I alt hvad jeg har gjort. Det giver en tryghed til at kaste sig ud i nye ting: At få massiv støtte hjemmefra giver et menneske mod.