Prøv avisen
Mine familieværdier

Mikkel Beha: Jeg har ikke opdraget mine børn

Lysten til at være på havet har Mikkel Beha i høj grad arvet fra sin far. Han bor på en husbåd og har sejlet hele sit liv. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Han er søn af globetrotteren Troels Kløvedal og har sejlet verdenshavene tynde. Tillid til sig selv og sine forældre var en vigtigt del af hans barndom, hvor begrebet "frihed under ansvar" blev sat på prøve

Min mor har tre børn med tre forskellige mænd, og min far har fem børn med fire forskellige kvinder, og de er alle sammen gode venner. Jeg er vokset op i kollektivet Maos Lyst, hvor jeg boede med min far. Min mor og far stoppede med at være kærester kort efter, jeg blev født, men jeg var ikke skilsmissebarn. Jeg havde bare to fædre og en mor. 

Jeg havde min far, som tit var ude at sejle, og jeg havde Peter, som var min hverdagsfar, og som blev gift med min mor. Peter gik til forældremøde, når jeg ikke passede min skole, og han fiksede knallerter med mig. Men når jeg var ude at sejle med min far, havde vi nogle gange et halvt år, hvor vi nåede alt det, som en far og søn skal nå. Når han tog af sted igen, kunne der så gå halvandet år, hvor jeg ikke så ham, men så havde jeg Peter. Det var fantastisk at have sådan en familiesammensætning, for de var hinandens bedste venner. Far boede endda tit hos mor og Peter, når han var hjemme fra havet. 

Der var meget højt til loftet i mit barndomshjem. Jeg syntes, det flotteste i verden var et sofasæt med ens betræk, ens tallerkner, ens bestik og matchende glas. Sådan var det bestemt ikke hos os. Til gengæld måtte vi hælde fire liter yoghurt ud på gulvet og lave glidebane. Det tror jeg ikke, mine klassekammerater fik lov til.

Det vigtigste, jeg har fået med fra mit barndomshjem, er selvtillid. Jeg er ikke blevet pakket ind. Jeg har haft frihed og mod til at gøre, hvad jeg ville, fordi mine forældre bakkede mig op. De fortalte mig hele tiden, at jeg var en god dreng. Og når jeg gjorde noget dumt, kunne jeg altid fortælle mine forældre det uden at blive skældt ud. Det har været utrolig vigtig for tilliden mellem mine forældre og mig, og det har jeg forsøgt at give videre. En af mine drenge skrev engang en sms, hvor der stod, at han var på vej hjem på bagsædet af en politibil, fordi han havde kørt på en meget ulovlig knallert på et meget ulovligt sted. Han fik ikke skældud, for han var selv godt klar over, at det, han havde lavet, var noget skidt. Mine børn skal stole på, at de altid kan komme til mig, selvom de har lavet ballade.

Jeg opdrager ikke mine børn. Jeg har ikke løftet pegefingre og sagt, at ”nu skal du være sød ved din bror.” Det har de helt selv fundet ud af. Vi har været til havs i flere måneder ad gangen, og det har virkelig formet dem. Når man er sammen i så lang tid på så lidt plads, finder man ud af, hvordan man opfører sig. Omgivelserne har opdraget dem – ikke mig. 

En fest i familien Beha larmer. Vi har ikke mange stille typer, og vi synes alle sammen, at vi har enormt vigtige ting at sige, uanset om andre er i fuld gang med at tale. Alle ved åbenbart rigtig meget om lige præcis dét emne, der bliver talt om.

Vores drenge på 25, 22 og 15 synes, at vores voksne fester er en bedre end deres egne. Vi hører det samme musik, bliver lige så fulde - maden og alkoholen er lidt bedre. Jeg er virkelig glad, stolt og beæret for, at mine drenge gider være med til vores fester.

Mit lykkeligste minde er delt i tre; hver gang, jeg har taget hver af mine tre drenge med på deres første dyk i havet. Første gang var, da min ældste dreng var otte. At vise dem den verden, jeg selv altid har elsket så højt, er helt vidunderligt. At ligge i fem meters dybde med sin søn i hånden og kigge på denne forunderlige verden og tænke. Hver gang har jeg tænkt tilbage på dengang, da min far for mange år siden gav mig den samme oplevelse. Det er fantastisk. 

Mikkel Behas to ældste drenge er i øjeblikket et sted i det sydlige Stillehav, hvor de er godt halvvejs i en tre år lang jordomrejse. De får lov til at gøre, hvad de vil, siger deres far. Privatfoto