Hver dag beder 70-årige Grethe for sine tre børn, svigerbørn og de seks børnebørn, men når hun går fra forbønnen og ud i dagen, så øver hun sig i at tænke på sin ældste datter, der i 25 år har ønsket at holde moderen på afstand af sit liv.
"Jeg har mistet et barn, men har en ulykkelig kærlighed til hende. Jeg har grædt og grædt over det, men nu kan jeg tale om det uden at græde," siger Grethe, der har gjort mange notater forud for interviewet.
Hun vil gerne huske alle detaljerne fra livet med datteren, for datteren har hun ikke mistet fra den ene dag til den anden. Grethe mener, kimen til bruddet blev lagt, dengang hvor alle tre børn boede hjemme, og hun og hendes mand hyppigt glædede sig over den familie, de havde fået, med tre harmoniske børn.
Da Grethes to døtre nåede pubertetsalderen, ændrede billedet af det harmoniske barndomshjem sig, og jalousi styrede forholdet mellem de to piger.
"Min ældste datter, Birgit, var jaloux på sin lillesøster Helle. Det var Helle, der klarede skolen med lethed og havde overskud til at samle mange venner, mens Birgit måtte kæmpe for at nå rimelige resultater i skolen og ikke virkede så tiltrækkende på vennerne," siger Grethe.
Som folkeskolelærer fik hun den ældste datter til dansk i 2. og 3. real og fik syn for, hvor svært datteren havde ved danskfaget.
Grethe fortæller om den juleaften, hvor den ældste datter gik hjemmefra. Lillesøsteren havde lavet julemiddagen, der med rette var blevet rost, og det hele blev for meget for den ældste, som tog sin taske og forsvandt ud af huset, hvorefter resten af aftenen gik med at lede efter hende.
Grethes mand fik job i Århus, og familien flyttede til en villa i det sydlige Århus, men Birgit var blevet 18 år og valgte ikke at flytte med.
"Vores forhold var tyndslidt og belastet. Hun fik et job, og vi sendte hende desuden et beløb hver måned, så hun kunne klare sig igennem, men jeg så hende meget sjældent. Min mand havde dog kontakt til hende og besøgte hende af og til," siger Grethe.
Hun husker endnu den dag i 1978, hvor der kom et brev fra Birgit, hvor hun skrev, at hun var blevet gift og ventede barn.
"Det var et chok for både min mand og mig. Man vil vel gerne med til sin datters bryllup," siger Grethe.
Siden blev hun dog inviteret til barnedåben, men fik forfald fordi hun havde været gennem en større operation. Hun kan tælle på en hånd det antal gange, hun har set Birgits to børn, og at Grethe for nogle år siden fik konstateret brystkræft ændrede heller ikke på forholdet mellem mor og datter.
"Jeg har skrevet til min datter og hendes børn hvert år til deres fødselsdage og sendt pæne pengebeløb for at vise min gavmildhed, men nu er jeg holdt op med det. Brevene bliver aldrig gengældt. Min mand og jeg har givet vores børn mange klap på skuldrene og opdraget dem til frihed under ansvar, men samtidig har vi også forsøgt at lære dem at vise omsorg og høflighed. Men alt det gode, man prøver at hælde på sine børn, kan man ikke regne med kommer igen," siger Grethe og fortsætter:
"De kår, vores børn har fået, har været anderledes trygge end dem, min mand og jeg har kendt til fra vores opvækst. Min mand var fra et voldeligt hjem med mange børn, og min mor og far levede som hund og kat. Fra jeg var syv år, måtte jeg passe min mor, fordi hun havde gigt, og efter jeg var blevet konfirmeret, udviklede det sig til vold, og til sidst måtte jeg arrangere en flytning for min mor og mig," siger Grethe.
For syv år siden blev Grethe enke.
Den ældste datter kom til Århus for at se sin afdøde far, men skældte samtidig moderen ud, så der udviklede sig et kæmpe skænderi, hvor Grethe i dag mest husker fornemmelsen af at være overrumplet.
"Jeg ved ikke, hvad hun har imod mig, men dybest set tror jeg, hun er jaloux på Helle, fordi hun mener, jeg altid har foretrukket Helle. Det passer ikke. Birgit blev født 10 måneder efter vores bryllup, og intet barn kunne have været mere ønsket og planlagt end hende," siger Grethe.
De tre søskende ser hinanden, og via de to andre børn hører Grethe om sit ældste barns liv. Når den ældste datter kommer til Århus, tager hun på kirkegården med blomster til faderens grav
"Jeg har ofte tænkt, at det skulle have været mig, som skulle dø først, for mine børn savner deres far, som de forgudede. Da de var små, havde han tid til at lege med dem, mens jeg havde både mit lærerjob og alt det huslige, som jeg skulle tage hånd om, så kontakten er fortrinsvis gået gennem ham," siger Grethe, der kalder forholdet til de to andre børn for rimeligt.
Hver sjette eller syvende uge ringer den mellemste datter for at sludre med sin mor, og nogle få gange om året ses hun med de to børn og deres familier, men de inviterer hende ikke til jul.
Grethe var 21 år, da hun blev gift og skjuler ikke, at det har været svært at blive enke efter mere end 40 års ægteskab. Af natur er hun genert og tilbageholdende. Som ung og voksen holdt hun fast i præsten fra barndommen på Frederiksberg og brugte ham som sjælesørger. Nu ville hun gerne endnu en gang møde en præst, hun kunne læsse af hos. For fem år siden fandt hun en folkekirke i Århus, hvor hun følte sig hjemme og fattede så stor tillid til den ene af præsterne, at hun gjorde ham til sin sjælesørger. Når hun i dag kan fortælle om forholdet til den ældste datter, uden at stemmen bliver grådkvalt, er det, fordi hun har grædt sig gennem historien hos præsten.
"Det er uendeligt svært at miste kontakt til sit eget afkom, men det er herligt at føle sig velkommen i en kirke og møde så megen medmenneskelighed og nærvær hos en præst, der giver sig tid til at lytte. Det er hjælp på vejen frem," siger hun om præsten.
For halvandet år siden arrangerede han en mægling mellem datteren og Grethe.
"Det var nærmest et chok for mig at se hende. Jeg gav hende et knus, men det var ikke gengældt, og i det hele taget blev det et stift og anstrengt møde, som ikke bragte os nærmere hinanden trods min præsts diplomatiske evner. Præsten har siden opfordret mig til at skåne mig selv i forhold til hende og lade være med at opsøge hende, fordi relationen ikke gør mig godt," siger Grethe.
Grethe har ønsket at være anonym. Navnene i artiklen er derfor opdigtede, men de rigtige navne er redaktionen bekendt.