Prøv avisen
Mine familieværdier

Landmand: Min familie er de rødder, jeg er vokset fra

Svend Brodersen købte halvpart i slægtsgården, da han var 20 år. på den måde blev han tidligt selvstændig. Foto: Leif Tuxen

Landmand og slotsejer Svend Brodersen beskriver sig selv som det egetræ, der står i haven på slægtsgården. Han har solide rødder takket være sin familie.

Mine forældre overtog slægtsgården i Agtrupskov ved Kolding, da jeg var et år. Det er ikke en stor gård, men begge mine forældre var beskæftiget fuld tid med at drive landbruget, som bestod af malkekøer og 30 hektar jord. Det var et stort privilegium at vokse op med forældre, der altid var hjemme. Det har givet mig en tryghed og helhed, at jeg var sammen med dem hele tiden. Jeg har aldrig gået i børnehave. I stedet var jeg med i stalden eller kørte på trehjulet cykel på baggangen, mens mor og far malkede. Det gav os et uvurderligt fællesskab, at vi levede livet sammen på den måde.

Jeg var efternøleren. Jeg har to storesøstre, der er fem og syv år ældre end mig. Det er nok velkendt for alle med søskende, at man indtager forskellige roller. Det gjaldt også mig, der som den yngste havde det ret nemt. Det vil min mor nok også sige, tror jeg. Jeg havde plads, opmærksomhed og rutinerede forældre. Det kan jeg genkende fra min egen familie. Man har et helt andet overskud med de sidste børn, som får mere frirum.

Jeg har aldrig gjort oprør. Det har der aldrig været brug for. Jeg er vokset op i en selvstændighedskultur, hvor det gjaldt, at hvis du vil noget, må du gøre noget. Hvis du keder dig, jamen så må du finde på noget at lave. På den måde fik jeg tidligt lært, at man selv har ansvaret for at få et godt liv. Det så jeg muligheder i.

Da jeg var med på pigespejdernes landslejr i Frederikshavn i 1976 eller 1977, regnede det fra morgen til aften. Jeg havde fået 10 kroner med til hver dag, og første dag stod jeg i kø i den silende regn for at købe slik. Jeg tænkte, at det kunne gøres smartere. Derfor ringede jeg hjem og fik lov til at hæve alle mine penge – hele 110 kroner. Jeg købte slik for alle pengene, og så solgte jeg Lange Jan, jeg havde købt for 25 øre, videre til 35 øre til de andre børn, der ville blive i teltene for ikke at skulle ud i regnen. Der blev ringet til mine forældre, fordi nogle mente, at det var hæleri, men da lejren var slut, havde jeg tjent 1000 kroner, som jeg købte en ny cykel for.

Mine forældre har altid bakket mig op. Da jeg var omkring 12 år, begyndte De Gule Sider at være i avisen. Der kunne man købe og sælge brugt. Jeg fik en idé om at købe gamle knallerter, sætte dem i stand og sælge dem videre. Hver gang avisen kom, sad min mor og jeg og kiggede efter annoncer, hvor folk solgte knallerter. Hun kørte endda med mig ud og kiggede på dem og baksede dem ind i bilen, så jeg kunne få dem med hjem. Jeg havde mit eget værksted på gården, og da jeg var 16 år, havde jeg istandsat og solgt 35-40 knallerter.

Hvil i dig selv og lær dig selv at kende. Det var nogle at værdierne, jeg blev opdraget med. Jeg har lært mig selv at kende gennem blandt andet min familie. De har været gode rødder. Noget, jeg kunne vokse i. I haven på slægtsgården står der et kæmpe egetræ, som blev plantet, da gården blev udflyttet for et par hundrede år siden. Når jeg ser det, tænker jeg, at det er der, jeg kommer fra. Det er mig. Jeg tør tabe bladene i efteråret, fordi jeg ved, at jeg står solidt plantet, og at jeg får de smukkeste blade igen til foråret. Da vi skulle lægge nyt gulv i huset, skulle vi grave jordgulvet op. Der stødte vi på egetræets rødder. Jeg fik med det samme en enorm respekt for det træ, hvis rødder strækker sig så langt.

Tro var ikke noget mystisk i mit barndomshjem. Vi bad Fadervor om aftenen, og det var en naturlig del af vores liv. Jeg fik tidligt at vide, at der i vores sogn var tre grupper: de gode, de onde og dem fra Agtrupskov, hvor vi var fra. Det var jo ikke, fordi nogen var onde, men det betyder bare, at der, som så mange andre steder i landet, var forskellige kristne retninger i lokalsamfundet. Men vi fra Agtrupskov var kendt for at kunne med alle. Mine forældre sås både med dem fra den missionske og den mere grundtvigianske lejr. Jeg blev opdraget med, at man skal rumme alle og ikke dømme andre, som er en del af noget, vi ikke selv er. Man skal ikke være bange, fordi folk er anderledes eller taler et andet sprog, spiser noget andet mad eller har en anden hudfarve.

Hvis man skal behandle alle børn ens, skal man behandle dem alle forskelligt. Det sagde min håndboldtræner til mig, da jeg var 12 år og skulle oplæres til at træne de yngre hold. Det har jeg aldrig glemt, og jeg har brugt det med mine egne fire børn. De er meget forskellige. I praksis tror jeg, at det handler om at sige mere ja end nej. En lørdag formiddag, da de var 9 og 11 år, kom vores to ældste piger og spurgte, om vi ikke skulle anskaffe os nogle minigrise. Selvom man ikke altid forstår børn og måske ikke synes, at det er den bedste idé, skal man nogle gange gå med dem. Det endte da også med, at vi den eftermiddag hentede de to minigrise Dagmar og Karla. De boede i køkkenet, indtil de var tamme, og siden da har de været en del af vores minizoo, så både vores og andre børn har haft ubeskrivelig glæde af dem. Vi skal give vores børn og deres drømme plads, også selvom vi ikke lige drømte om minigrise på det tidspunkt. Det handler om tillid til børnenes ønsker og dømmekraft.

Jeg har altid vidst, at jeg var elsket. Det var ikke nødvendigt at sætte ord på to gange om dagen i min familie. Du får jo hellere ikke at vide, at du bare kan trække vejret lige så tosset, du vil. Det ved du jo. Det er en gave at have det sådan med kærlighed. At man ved, at den ubetinget er der. Jeg håber, at mine børn altid vil vide, at vi stoler på dem, at vi altid er der for dem og ikke mindst, at vi elsker dem. Men jeg tror, at de som jeg ved, at de er elsket. Hvis det er nødvendigt at sige, er det ikke en given ting.

Jeg købte halvpart i slægtsgården, da jeg var 20 år. På den måde blev jeg tidligt selvstændig. Derefter gik det hele slag i slag. Vi udvidede på gården, jeg begyndte at studere på universitetet, jeg mødte min hustru, Sanne, jeg gik ind i politik, og de første tre børn kom. Men en aften blev jeg opmærksom på, at der var noget, der ikke stemte. Jeg var opstillet til borgmesterposten i Kolding Kommune, og til vælgermøder fortalte jeg, at man skulle stemme på mig, fordi min grundholdning var, at det vigtigste er, at familien har det godt. Problemet var bare, at jeg stort set aldrig selv var hjemme. Der var forskel på det, jeg sagde, og det, jeg praktiserede.

Vi købte Gram Slot for at forandre familielivet. Jeg skulle finde et alternativ til det hektiske liv som landmand og politiker, der foregik langt borte fra familien. Med mig er det sådan, at der kun går to sekunder, fra jeg har fundet et problem, til jeg går til næste stadie. Der skal gøres noget. Dagen efter så jeg en annonce om, at Gram Slot var til salg for 90 millioner kroner. Jeg foreslog det til Sanne, og vi kørte hen og kiggede på det. Vi var solgt med det samme. Tænk, hvis vi kunne være så heldige at skabe et liv, hvor vi har vores værdier med i hverdagen, og hvor vi kan være sammen 24 timer i døgnet. Så det var det, vi gjorde. Forleden dag blev vores yngste datter spurgt af en af vores bekendte, om hendes far arbejder meget. ”Min far har ikke noget arbejde. Han har et liv,” sagde hun. Større ros får man ikke.